Læsetid: 2 min.

Tyske liberale ramt af skandale

Magtkampen i FDP når absurde højder. Tidligere næstformand holder partiet på pinebænken i en sag om sorte penge
22. oktober 2002

BERLIN – Tysklands liberale parti, FDP, er kastet ud i en skandale om sorte penge. Den centrale skikkelse i skandalen er den tidligere næstformand Jürgen Möllemann, valgstrateg og partileder i delstaten Nordrhein-Westfalen.
I foråret vakte han en del opsigt med sine angreb på en navngiven tysk jøde og den israelske ministerpræsident Ariel Sharon. Dengang tryglede partiet ham om tavshed, men i september gentog han sine antisemitiske angreb. I valgkampens sidste dage fik han omdelt en brochure med Israel-fjendtligt indhold.
Partiledelsen tog straks afstand fra brochuren, men skaden er større end som så; partiet har nemlig ingen anelse om, hvem der betalte postvæsenet for udbringningen af de godt fem millioner brochurer.
Regningen på 838.218 euro (seks millioner kr.) blev betalt med penge fra Möllemanns støttekonto. I dagene forud for betalingen var kontoen blevet fyldt op ved hjælp af støttebeløb fra 145 personer.
Men da FDP’s kasserer forsøgte at kontrollere bidragydernes identiteter, viste det sig, at de enten ikke eksisterede eller ingen anelse havde om deres angivelige indbetalinger.
Mistanken om, at pengene stammer fra en enkelt person, der ønskede at sløre indbetalingen, er derfor nærliggende.
En forklaring fra Jürgen Möllemann må partiet imidlertid vente længe på; han lider af eftervirkningerne efter et hjerteanfald og vil holde sig til lægernes påbud om at tage den med ro. Først til december har han kræfter til at udtale sig.

Penge fra Irak?
Hvor syg Möllemann egentlig er, er der delte meninger om. Søndag kunne avisen Bild offentliggøre billeder fra hans sommerhus på Gran Canaria, hvor man ser ham forlade sin bil iført shorts og badetøfler.
FDP-ledelsen vil ikke godtage, at hjertepatienten kan sidde fire timer i en flyvemaskine og føre en bil, men ikke magter at afgive en forklaring om sine pengetransaktioner.
»Med disse billeder fra Gran Canaria slutter Jürgen Möllemanns bagholdstaktik,« sagde partichef Guido Westerwelle.
Möllemanns stædige tavshed hænger sammen med den magtkamp, han har indledt mod Westerwelle. Under hele valgkampen har han kørt sit eget løb og ladet forstå, at han var partiets lyseste hoved.
Søndag aften meddelte Möllemann via en fax, at han trækker sig fra posten som gruppeformand i Nordrhein-Westfalens delstatsparlament og trak sig som partileder.
»Når jeg er kommet mig, vil jeg tage stilling til mit fremtidige bidrag til politik,« skrev han i sin ordrige erklæring, der til FDP’s forbitrelse ikke rummede et eneste navn.
Hos FDP går en formodning på, at de sorte penge kan stamme fra Mellemøsten. I partihovedkvarteret kan man i følge nyhedsmagasinet Der Spiegel huske en forespørgsel om støtte til Möllemann. Henvendelsen kom fra en palæstinensisk freelance journalist, der bl.a. hjælper den irakiske ambassade i Berlin med pressearbejdet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her