Læsetid: 3 min.

De unge fra bakketoppen

Bosætterbevægelsens unge generation bruges som spydspidser for at forhindre flere rømninger
28. oktober 2002

Analyse
Under sit besøg i Jerusalem i sidste uge fik den amerikanske viceudenrigsminister Richard Burns klar besked om, at Ariel Sharons regering har sine vanskeligheder ved at godtage George Bushs køreplan for en ny mellemøstlig fredsproces. Der foreligger ikke konkrete oplysninger om israelernes ophævelser, men klart er det, at alle internationale initiativer nu må skrue ambitionsniveauet helt ned til at få voldsudviklingen bragt under kontrol for blot at komme en lille smule videre. Og dette må ske i forståelsen af, at der på begge sider er stærke kræfter, som arbejder på tværs af netop disse initiativer.
Det er således ikke noget tilfælde, at de jødiske bosættere er i fokus i disse dage. Ariel Sharon var i Washington i forrige uge til en første drøftelse af den amerikanske køreplan, og som resultat heraf rejste unge bosættere sig i håndfast protest mod fortsatte rømninger af en række helt små bosættelser, de såkaldte udposter.

Amerikanerne kræver stop for den bosættelsesaktivitet, som har fået lov til at udfolde sig i Sharons halvandet år ved magten. For at imødekomme dette har den israelske regering nu måttet sende hæren ud for at fjerne nogle af de ulovlige mini-bosættelser i modsætning til tidligere, hvor man overlod det til bosætterbevægelsen selv.
I sidste weekend stod slaget således om Havat Gilad og lige nu retter opmærksomheden sig mod en anden lille klynge skurvogne i Vestbreddens højland, Givat Assaf.
Sharon har overladt arbejdet til sin forsvarsminister, Benyamin Ben Eliezer, som står over for helt unge bosættere, som har ført pionertilværelsen til nye politiske yderligheder. Med tydelige adresse til Lysenes Unge – fredsbevægelsens yngste, der tænder mindelys for Yitzhak Rabin – kalder de sig Bakketoppens Unge efter den foretrukne aktionsform – at besætte højdedrag nær palæstinensiske landsbyer.
De har svoret ikke at opgive så meget som en tomme jord og taler nu åbent om, at deres modstand mod »den forræderiske Sharon-regering« kan føre til borgerkrig. Som opbakning har de fået en af bosætterbevægelsens prominente rabbinere, Zalman Melamed fra Beit El, der for nogle dage siden udtalte, at det er i strid med jødisk lovgivning at opgive en bosættelse.
Yderligere kompliceret bliver sagen af at den politiske fløj nu også er ved at sætte sig godt og grundigt på Sharons Likud-parti. Bosætteraktivisten Moshe Feiglin sikrede sig et solidt fodfæste, da sidste uges valg til partiets centralkomite skaffede ham kontrollen over 100 pladser i det betydningsfulde partiorgan.
Feiglin har i en årrække har bragt ekstreme højresynspunkter til torvs gennem sin udenomsparlamentariske bevæglse Zu Artzeinu (Dette er Vort Land). Men eftersom hans indsats ikke har båret frugt ved demonstrationer og civil ulydighed, besluttede han fornylig at skaffe sig selv plads som trojansk hest i Likud-magtens centrum.

Denne kursændring blev belønnet ved, at næsten alle partimedlemmer i valgkredsene Judæa og Samaria (Vestbredden) vragede de to topkandidater til partiledelsen, Sharon og Benyamin Netanyahu, hvilket naturligvis langt fra er tilstrækkeligt til noget flertal i centralkomiteen. Men idet Sharon og Netanyahu står meget lige i partikapløbet, vil Feiglins blok efter alt at dømme kunne komme til at spille en afgørende betydning, når det endelige valg skal træffes.
Ad denne omvej er Sharon altså kommet til at stå ubehageligt nær orkanens øje. Af hensyn til sit i forvejen blakkede internationale omdømme kan han ikke lade bosætterne fortsætte deres aktiviteter, men lader Ben Eliezer udføre det beskidte arbejde for ikke at lade sig overhale inden om af Netanyahu.
Denne har nemlig stillet sig massivt på bosætternes side og undlader ikke – ligesom bosætterne selv – at gøre opmærksom på at Sharon har et stykke uheldig politisk fortid i lasten: som forsvarsminister gav han for nøjagtig tyve år siden ordren til at rømme bosættelsen Yamit i Sinaiørkenen med stor militær magtudøvelse.
Dette er eksempelvis også grunden til at Sharon står meget tøvende over for den militære tilbagetrækning fra Hebron, som i nogen tid har været på tale. Nye palæstinensiske bombeangreb har ikke annuleret dette træk, men det er blevet udskudt og omfanget bliver dag for dag mere og mere begrænset. Den store palæstinensiske by er nemlig også tilholdssted for et segment meget radikale bosættere, som hurtigt kan tænde nye brande.
Fortsatte aktiviteter ved Havat Gilad – trods to massive militæraktioner mod stedet – er således kun et tegn på at de unge på bakketoppen vejrer morgenluft.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her