Læsetid: 2 min.

USA let mål for terrorister

USA er dårligt forberedt på nye terrorangreb. Man kan uden problemer sejle verdens største rørbombe ind i USA
29. oktober 2002

Der kan være 33,3 kubikmeter gods i en skibscontainer af standardstørrelse. Hvis nogen fylder sådan én med sprængstof og sætter den på et skib med kurs mod Los Angeles, kan en af verdens største havne samt den amerikanske økonomi ryge i luften. Dette er et realistisk skrækscenarium. For de færreste containere bliver undersøgt ved deres ankomst til USA.
I det hele taget er USA ikke ordentligt rustet til at modstå nye terrorangreb, konkluderer en amerikansk rapport, der blev offentliggjort i fredags. Rapporten har straks vakt røre i Staterne, hvor fokus efter 11. september sidste år i høj grad har været på homeland security – intern sikkerhed. Hertil er er bevilget milliarder af dollar, men det er tilsyneladende langt fra nok.
På nogle områder, som i lufthavnene, er sikkerheden ganske vist blevet skærpet betragteligt. Men på andre – eksempelvis i havne og på atomkraftværker – ligner
sikkerhedsforanstaltningerne en åben invitation til terroristerne, konkluderer den nye rapport, hvis titel er
Amerika stadig uforberedt. Amerika stadig i fare.

Flere vil dø
»Et år efter den 11. september 2001 er Amerika stadig skræmmende uforberedt på at forebygge og håndtere et katastrofalt terrorangreb på amerikansk jord. Efter al sandsynlighed vil det næste angreb resultere i endnu flere dødsfald og et endnu større sammenbrud,« står der i rapporten, som er udarbejdet af blandt andet to tidligere senatorer, to tidligere udenrigsministre, diverse eksperter og en tidligere CIA-chef.
»Behovet for øjeblikkelig handling er særligt stort ved udsigten til en krig mod Irak og risikoen for, at Saddam Hussein kan true med at bruge masseødelæggelsesvåben mod USA,« står der ligeledes. Rapporten opregner en række kritisk punkter:
*Sikkerheden er for dårlig i landets 361 havne, på kraftværker, på olieraffinaderier, ved jernbanerne og i byerne.
*650.000 politifolk har ikke adgang til oplysninger om kendte og mistænkte terrorister, hvorfor de ikke engang kan genkende dem, hvis de stødte ind i dem på gaden.
*Beredskabet ved et kemisk eller biologisk angreb er utilstrækkeligt. Desuden betyder forskellige typer sendeudstyr, at politi, brandvæsen og læger ikke kan kommunikere ordentligt med hinanden i en nødsituation.
»Vores regering er på randen til slet ikke at fungere,« advarede Gary Hart, tidligere demokratisk senator og medforfatter til rapporten, på en pressekonference forleden. Han henviste blandt andet til, at det endnu ikke er lykkes at få stablet et særligt ministerium for intern sikkerhed på benene. Herudover opfordrede han på det kraftigste præsident Bush til at indskærpe over for USA’s erhvervsledere, at det er deres patriotiske pligt at deltage i bestræbelserne på at øge sikkerheden.
Rapporten kommer kun en uge efter, at CIA-chef George Tenet advarede om, at al-Qaeda er meget aktiv for tiden. Tenet anså det for »tydeligt«, at USA snart vil blive genstand for nye angreb.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her