Læsetid: 6 min.

Vandet er livsfarligt i Irak

Efter 12 år med sanktioner er sundhedstilstanden i Irak katastrofal. Beskidt vand er den største dræber blandt irakiske børn og hospitalerne mangler 12 års vedligeholdelse
21. oktober 2002

BAGDAD/SYDIRAK – Irak har store problemer med forsyningen af rent vand. Det kan man se bare ved at gå til højre ned ad gaden fra Hotel Flowers Land i udkanten af det centrale Bagdad. Hvor den lille stikvej møder en større ringvej er vand trængt op gennem asfalten og har dannet en møgbeskidt pøl af vand og affald.
Vandet, der ligger lige der, hvor man skal krydse gaden for at komme over til en glimrende shawarma-restaurant, kommer fra en ødelagt drikkevandsledning under vejen. Den slags brud er der tusindvis af over hele Irak og de vidner om et rørsystem, der ikke er blevet vedligholdt i årevis. Konsekvenserne er enorme for irakerne og ikke mindst deres børn. 70 procent af dødsfaldene blandt børn skyldes sygdomme som følge af forurenet vand, men også mange voksne rammes af diarre.
Inden Golfkrigen i 1991 var Irak et af Den Tredje Verdens førende lande på en lang række områder – blandt andet ferskvandsforsyning. I selv de mest fjerntliggende byer i landets randområder havde indbyggerne rindende vand, og i modsætning til så mange andre steder i Den Tredje Verden kom det ud af haner i folks egne huse og ikke af en fælles hane et centralt sted i landsbyen.
Det system blev smadret af fem års uforsonlige sanktioner umiddelbart efter krigen. Indtil 1996 måtte Irak end ikke importere vandrør og udstyr til vandværker. Resultatet er katastrofalt.
Irakerne havde i kraft af deres olierigdomme og landets rigelige vandressourcer vænnet sig til nogle vilkår, der ikke er mange andre i Mellemøsten forundt. Men pludselig var det vand, der kom ud af hanerne forurenet af indtrængende spildevand fra husholdninger og erhverv. Folk, der boede i nærheden af slagtere, fik i timerne efter dagens slagtninger blodigt vand i hanerne og manglende uddannelse gjorde, at mange ikke var klar over den fare, der lå i at bruge det beskidte vand.
Andre steder betød huller i rørene, at op mod 70 procent af vandet gik til spilde inden det nåede frem. Den følgende mangel på vand fik folk til grave ned til rørene og prikke små huller, så vandet kunne pible ud og i løbet af et døgns tid samle sig i så store mængder, at en familie eller en landsby kunne bruge det. Det skete typisk i rendestenen eller vejkanten, hvor også affald og dyr samler sig.
I samme periode i begyndelsen af 1990’erne gjorde sanktionerne det svært for nybagte mødre at få tilstrækkelig ernæring til at kunne amme deres børn, så i stedet brugte de mælkepulver blandet med vand. Det døde børnene af, og det gør de stadigvæk.

Hvor var det nu...
Kører man i to timer med 160 kilometer i timen sydpå fra Bagdad, kommer man til Hamza. Byen har 75.000 indbyggere og et elendigt rørsystem, der har skabt store problemer for borgerne. Det blev lagt for en menneskealder siden og derfor ved ingen i dag præcis, hvor det ligger. Man har prøvet at spørge de gamle i byen, som måske kan huske, hvor det cirka blev gravet ned, men det har ikke givet resultat. I stedet er CARE International begyndt at lægge et nyt system, så der igen kan komme rent vand i hanerne. Og denne gang bliver der tegnet præcise kort over, hvor rørerne ligger, så man i fremtiden ikke skal trække på gamle menneskers hukommelse for at lave reparationer.
De nye vandrør er et led i et projekt, der skal forbedre sundhedstilstanden i byen generelt. Det omfatter også byens hospital og vandværket. Begge steder sker der gennemgribende renoveringer, så faciliteterne både fungerer som de skal og svarer til antallet af indbyggere i Hamza, hvor befolkningen, i lighed med resten af Irak, er blevet femdoblet siden hospitalet og vandværket blev bygget i midten af 1900-tallet.
På hospitalet i Hamza er 150 arbejdere med røde og hvide palæstinensertørklæder viklet om hovedet i gang med til- og ombygninger. Alt indbo og alle patienter er fjernet, så hospitalet i løbet af syv måneder kan få indhentet det, det har forsømt i vedligholdelse de sidste 12 år.
Som myrer i en tue myldrer arbejderne rundt, tilsyneladende i en stor forvirring, men faktisk i et særdeles velordnet system. Teenagedrengene på bare fødder henter pulver til mørtel. De lidt ældre blander pulveret med vand og hælder det op i små fade, der på nakke og skuldre bliver båret hen til gule murstensvægge, der rejser sig af støvet. Her tager en fjerde mand imod og hælder det på lag for lag i nøje ordløs koordination med lederen af sjakket, der lægger murstenene på plads.
På jorden neden for hans spinkle stillads, står den sjette mand og kaster sten op til sjakbajsen. En-to-tre kommer de flyvende lige i rap og lige så hurtigt bliver de hakket til og lagt på den våde mørtel. Tøver mesteren bare et øjeblik, bliver han ramt af den næste sten, så han tøver ikke, og derfor går det stærkt.
Drengene lavest i hierarkiet tjener lidt over en dollar om dagen. Sjakbajsen får seks og det er derfor ikke bare en hurtig, men også en relativt billig operation, der er i gang i Hamza. To millioner af EU’s euroer koster projektet inklusive vand-delen og en selvstændig sundhedsklinik.
For en by som Hamza har projektet den sidegevinst, at den inaktive lokale arbejdskraft i en periode får noget at bestille og dermed penge at sende i omløb i byen. Det tydeligste eksempel på det er den driftige forretningsmand Bassem på 16 år. Sammen med sin lillesøster, Meydane, og deres to-årige lillebror har han slået sig ned med en lille butik, der sælger kiks, cigaretter et styk ad gangen og en flamingoboks med kolde sodavand. Butikken, der ikke består af mere end flamingoboksen, en plade med varerne og de tre medarbejdere, ligger lige ved indkørslen til byggepladsen og ved den vej, der fører ud til byens skole. Kundegrundlaget er eminent for den lille trio med cigaretterne og salget går godt.

Ingen udvikling
Selv om alt nu ser ud til at gå godt i Hamza, er der en dyster side. For mens CARE International, UNICEF og Røde Kors gør, hvad de kan for at reparere så mange vandsystemer som muligt, renovere hospitaler og uddanne civile og sundhedspersonale, bliver de aldrig i stand til at hjælpe alle, der har brug for det.
»Intet nødhjælpskontor kan holde et helt land i gang. Det er en opgave for regeringer, og det har aldrig været meningen, at vi skulle gøre det,« siger Margaret Hassan fra CARE.
Med den nuværende sanktionspolitik – det såkaldte olie-for-mad-program, der giver Irak lov til at sælge olie og importere civile fornødenheder under FN’s opsyn – er det blevet muligt for den irakiske regering at importere de rør, der skal lægges ned. Men fordi regeringen aldrig ser kontanterne fra oliesalget, kan den ikke betale nogen for at gøre det grove med at grave rørene ned. Andre reservedele og kemikalier til vandrensning må stadig ikke importeres fordi FN’s sanktionskomite vurderer, at de også kan bruges til militære formål.
Med de nuværende ressourcer kan regeringen stort set intet gøre. Nødhjælpsorganisationerne kan kun lappe nogle af hullerne og udsigten til, at Irak i en overskuelig fremtid bare tilnærmelsesvis kommer op på det niveau landet var på før invasionen af Kuwait i 1990, er meget dårlige.
»Olie-for-mad er ikke noget udviklingsprogram, men et humanitært program,« siger en centralt placeret nødhjælpsarbejder, der vurderer, at hjælpen kun når 10 procent af befolkningen.
For affaldspølen ved shawarmabaren i Bagdad er der dog håb. Forleden havde nogen gravet ned og fundet det defekte rør. Vandspildet er derfor stoppet nu og man kan gå tørskoet over vejen. Tilbage mangler at fjerne mudderet, lægge ny asfalt og forny vandrøret inden det springer læk igen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu