En verden spundet af illusioner

Udstilling
Kutlug Atamans videoværker fremstår som tilsyneladende dokumentariske portrætter af mere eller mindre excentriske personer, for hvem spørgsmålet om identitet er af afgørende eller ligefrem livsvigtig betydning. Værkerne er skabt som intime dialoger mellem kunstneren bag kameraet og hovedpersonen foran linsen, samtidig med at vægten på de portrætteredes fyldige talestrømme belyser de måder, hvorpå identiteten gennem mundtlig fortælling løbende bekræftes, dekonstrueres og genformuleres. En proces, der tillige sætter det dokumentariske begreb til debat.
I hovedværket kutlug ataman’s semiha b. unplugged (1997) taler den tyrkiske operadiva Semiha Berksoy (f. 1910) næsten uafbrudt i knap otte timer om sit livs personlige og kunstneriske op- og nedture. Uden at beskueren på noget tidspunkt kan være helt sikker på, hvad der er sandt, og hvad der er fri fantasi. I installationen Women Who Wear Wigs (1999) fortæller fire kvinder parallelt om deres respektive motivationer for og erfaringer med at bære paryk. Og i Never My Soul (2001) er transvestitten Cheyhan Firat omdrejningspunkt for en undersøgelse af det rum mellem iscenesættelsen og de autentiske øjeblikke, hvor identiteten ikke blot er en given størrelse, men en konstruktion, der kan gøres til genstand for manipulation.

Angreb på monolit
Kutlug Ataman (f. 1961) er vokset op i Tyrkiet, men flygtede efter i forbindelse med militærkuppet i 1981 at have været fængslet og tortureret til Los Angeles, hvor han – med kortere eller længere afstikkere til Paris, Berlin og Tyrkiet – tilbragte de følgende 15 år. I dag pendler han mellem Istanbul, Barcelona og London.
I Los Angeles uddannede Ataman sig som filminstruktør og lavede to spillefilm – Karanlik Sular (1994) og Lola + Bilidikid (1998) – inden det otte timer lange værk om divaen Semiha Berksoy hvirvlede ham ind på kunstens arena.
»Pointen med at lade videoen om Semiha være så lang var, at det ikke skulle være fysisk muligt at se den fra ende til anden. Oplevelsen skulle være fragmenteret og opsplittet, således at man netop aldrig ville kunne føle, at man udtømte fortællingen for ’hele sandheden’ – for den eksisterer ikke. Uden at det havde været min hensigt, viste det sig, at kunstverdenen var det ideelle forum for værket.«
– Hvad var din skjulte dagsorden under optagelserne?
»Jeg var først og fremmest interesseret i det faktum, at Semiha ikke talte sandt. Jeg fandt det interessant at lave en dokumentarfilm om noget, der ikke er sandt, samtidig med at jeg var klar over, at det heller ikke var fiktion. Dét var udgangspunktet. Det skulle handle om vores forhold til virkeligheden.«
»Den tyrkiske historie er monolitisk. Der eksisterer kun én version, og alt, hvad der går imod den autoriserede sandhed, bliver ikke tolereret. Men Semiha har gennemlevet hele den moderne tyrkiske republiks historie og taler imod den gængse opfattelse af mange kendte personer. Derfor var værket i tyrkisk sammenhæng et dybt anfægtende og anarkistisk projekt, da vi præsenterede det første gang. Selv den venstreorienterede intelligentsia følte sig provokeret.«
– Hvorfor?
»De troede, at det var en dokumentarfilm og protesterede over, at jeg gav stemme til denne vanvittige kvinde, der lyver hurtigere, end en hest kan rende. Men jeg svarede, at for mig er det sandheden om Semiha. Hun er, hvad hun siger, og så er den ikke længere. Det er den eneste virkelighed, jeg kan forholde mig til. Og sådan må det være: Hvert eneste værk er et angreb på disse monolitiske strukturer.«

Fire kup
Efter gennembruddet med portrættet af Semiha Berksoy har Kutlug Ataman lavet omkring en håndfuld videoværker, hvoraf det seneste – The Four Seasons of Veronica Read – i løbet af den forløbne sommer blev præsenteret i forbindelse med Documenta i Kassel.
– I ’Women Who Wear Wigs’ fortæller den transseksuelle Dehmet Demir om, hvordan hun gentagne gange har været arresteret, tortureret og seksuelt misbrugt af politiet. Og i ’Never My Soul’ kommer Cheyhan Firat med tilsvarende grumme beretninger. Hvad var din egen situation, inden du i 1981 flygtede til USA?
»Jeg har oplevet fire militærkup i Tyrkiet. Det første husker jeg ikke – det var året før, jeg blev født – men mange af min bedstemors familiemedlemmer og venner blev hængt, fordi de arbejdede for regeringen. Under kuppet i 1971 blev mange af min mors venner og en del familiemedlemmer arresteret og tortureret. Så jeg er vokset op med disse historier. I forbindelse med kuppet i 1981 blev jeg selv arresteret og tortureret og kunne ikke vende tilbage til Tyrkiet på en mere permanent basis før i midten af 90’erne. Endelig var der dette postmoderne kup i starten af 90’erne imod den islamiske regering, som Vesten med vanligt hykleri undlod at protestere imod, fordi det passede godt ind i deres kram.«
»Det interessante ved kuppene er, at de har udvisket en stor del af den kollektive tyrkiske identitet og erindring. Da min generation var unge i 70’erne, var vi marxister eller leninister eller noget helt tredje – vi troede på noget – men når jeg ser på de projektforslag, som de unge i dag kommer med til vores produktionsselskab i Istanbul, handler ni ud af ti om selvmord. Det siger noget om, hvilken skade den politiske situation har påført kulturen. Og det faktum, at de mennesker, der stod bag det seneste kup, ikke er blevet retsforfulgt, er en kæmpe skandale. Derfor er det ret interessant for mig at have denne store udstilling i Danmark netop nu, hvor lederne fra de europæiske lande samles i København for at diskutere, om Tyrkiet skal optages i EU eller ej.«
– Hvad synes du om strategien med at lægge politisk pres på Tyrkiets regering udefra?
»Det er efter min mening en misforståelse. Den slags kan ikke presses igennem udefra. Forandringer må nødvendigvis komme fra bæstets eget indre, og jeg tror ikke, at bæstet er klar endnu. Tyrkiet er et ekstremt dynamisk og spændende sted at være, men korruptionen er så ekstrem, at det politiske system nødvendigvis må skiftes ud. Og det vil ikke ske, medmindre Europa og USA bliver langt mere kontante i deres modstand.«
»Hertil kommer, at det generelt bliver sværere og sværere for et land som Tyrkiet at udvikle sig i kraft af en egen indre dynamik, efterhånden som globaliseringen bliver stadig mere omsiggribende. For mig er modernitet ikke MTV eller McDonald’s. Vi har et tyrkisk CNN, men vi har samtidig en regering, som kan forbyde det tyrkiske CNN, hvis de ikke bryder sig om det. Det er dét, der er problemet. Det betyder ikke noget, om man har alle disse overfladiske tegn på modernitet. Det vigtige er, om mentaliteten har ændret sig. Og det har den ikke i Tyrkiet.«
– Når du beholder en fod i Tyrkiet, er det så fordi, du ønsker at påvirke udviklingen?
»Jeg er ikke idealist i den forstand. Når jeg bliver i Istanbul, hænger det ganske enkelt sammen med, at jeg finder det mere inspirerende at være i Tyrkiet end noget andet sted. I Europa er livet okay og temmelig forudsigeligt, hvilket betyder, at man let glider ind i en rutine. I Tyrkiet kan man aldrig vide, hvad der vil ske det næste øjeblik. Der er mere at tage fat på. Men misforstå mig ikke: Jeg er ikke humanist – jeg har bare en side i mig, som protesterer imod uretfærdighed og undertrykkelse.«

*Kutlug Ataman: Long Streams. Nikolaj Udstillingsbygning, København. Til 1. dec.

*Ved særarrangementer lørdage 19. okt., 2., 16. og 30. nov. kl. 17 vises den næsten otte timer lange ’kutlug ataman’s semiha b. unplugged’ som maratonforestilling