Læsetid: 4 min.

’Ikke i vores navn’

Krigsmodstand og patriotisme trives side om side ved USA’s stillehavskyst
16. oktober 2002

Demonstrationer
OREGON – »Buck Fush« står der med store hvide bogstaver på de to studerendes sorte t-shirts. Det er lørdag i Eugene, og en del af indbyggerne i Oregons næststørste by er mødt op foran rådhuset for at protestere mod præsident Bushs planer om et angreb på Irak.
Kantstenene ud til vejen er besat med skilte mod krigen og opfordringer til at dytte ad Bush, stemningen er elektrisk, og demonstrationen møder venlige smil og støtteerklæringer fra forbipasserende.
Egentlig er der sikkert lige så mange mennesker til det ugentlige Saturday Market et par blokke herfra.
Arrangørerne – hovedsageligt lokale græsrodsorganisationer – anslår, at vi er godt over 1.000 mennesker, politiet mener højst 600. Samtidig mødes omkring 5.000 til protestmarch i statens hovedstad, Portland, og mellem 20 og 30 andre demonstrationer finder sted i resten af USA.
Men Eugene er sin egen. Byen, som er universitetsby med 20.000 studerende i en af USA’s vestligste og mest venstreorienterede stater (det er for eksempel lovligt at anvende marihuana til medicinske formål), har altid været et fristed for alternativ livsstil. Med fjer i håret, batikfarvede kjoler, børn på skuldrene og dreadlocks ned ad ryggen blander hippierne sig med universitetsstuderende, kernesunde landmænd og hvidhårede kvinder i praktiske gummisko. »Ikke i vores navn« står der på mange af de hjemmelavede skilte, men også: »Olie er ikke værd at dø for«, »Bomber har aldrig gjort Amerika sikkert« og »Hvor er beviserne?«
I ét hjørne skiller skiltene sig ud: En far og hans datter har skrevet »Israel er vores fjende, ikke Irak« og »Bombarder Sharon, ikke Hussein«. Foran dem tænder den vietnamesiske Xuan Ngoc Nguyen lys foran en sten med det falmede sort-hvidt billede af hendes mand, dræbt som 19-årig soldat, med et swastika ovenover. Motiverne er mange, og der er plads til dem alle, men hovedbudskabet på langt størstedelen af bannerne er trods alt pacifistisk og bekymret.

Carte blanche
Der lyder spontan jublen, hujen og klappen, da byens eget kongresmedlem Peter DeFazio baner sig vej gennem mængden og trykker de mange fremrakte hænder på vejen op mod talerstolen. Han taler om den resolution med krigsbeføjelser til Bush, kongressen skal stemme om.
»Jeg har set på det såkaldte kompromisforslag, Demokraterne og Republikanerne er nået frem til, og jeg kan sige det, som det er: Den resolution er et ubegrænset carte blanche til, at præsident Bush kan gøre, som det passer ham. Jeg kan garantere, at jeg stemmer nej,« erklærer DeFazio.
Mængden jubler i Eugene, men i Washington står den lokale helt ret alene. Selv mener han, at tvivlernes tal er i fremgang. Men det skal gå stærkt, hvis protesterne skal have nogen vægt. Også blandt Oregons progressive synes mange, det er blevet usikkert og svært at være amerikaner. Derfor hader de den ofte gentagne anklage mod krigsmodstanderne for at være upatriotiske. I dag er ikke mindre end to Vietnam-veteraner inviteret til at gå på talerstolen.
»Det er ikke upatriotisk at insistere på sandheden,« siger Ed Reiman, hjemsendt fra Vietnam i ’69. »Cheney (vicepræsident, red.) og alle de andre tøsedrenge i regeringen aner ikke, hvordan det var. Der var ikke én af dem, der var i Vietnam med os andre.«
Reimans ’chickenhawk’-argument er udbredt blandt krigsmodstanderne, som påpeger, at kun den krigsmæssigt tilbageholdende Colin
Powell blandt Bushs ministre deltog i Vietnam-krigen. 65-årige Marcia er enig: »Lige siden Vietnam er vores krige blevet udkæmpet af arbejderklassen. Alle de militante mænd i Washington er akademikere og overklasse, der aldrig har været afsted.«

Teach-in
Det er dog langtfra alle akademikere, der er forelskede i denne krig. På University of Oregon arrangerer lærergruppen ’Concerned Faculty for Peace and Justice’ i næste uge – en stor Teach-in med overskriften »Is War Necessary?«
Lise Nelson, som er lektor på geografisk institut, fortæller, at gruppen sidste år samlede 1.200 deltagere til debat om verdenssituationen efter 11. september.
»Vi har et af landets mest aktivistiske studentersamfund, ikke mindst med udgangspunkt i anti-sweatshop-grupperne (Eugene er sportsproducenten Nike’s hjemby, red.), så vi tror på et stort fremmøde.«
Michael Stern, som er lektor ved Institut for germanske sprog, tilføjer:
»Vi har inviteret eksperter fra felter som sikkerhed, international politik og jura for at give de studerende chancen for at høre nogle modhistorier til de officielle. Vi ville være dårlige uddannere, hvis vi ikke lærte dem, at de ikke bare kan tage regeringens påstande for pålydende. Vi i gruppen har selv vores meninger, men vi vil først og fremmest gerne have dem til at tænke selv.«
Selv ikke de potrygende hippier og de græskarsælgende bondemænd på Saturday Market går helt fri i dag. Da talerne er overstået, bevæger demonstrationen sig syngende og klappende ind gennem markedsområdet for til sidst at stille sig i et vejkryds, hvor de blokerer trafikken. De får lov i et stykke tid. Men så får Eugenes politi, som ikke ligefrem plejer at lægge fingrene imellem, når der er optøjer, også gasmaskerne frem.
Nu mangler kun opfølgningen og den mere eller mindre ikke-eksisterende pressedækning. Det er de færreste medier, der har lyst til at virke upatriotiske i et krigsførende land.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her