Læsetid: 6 min.

Wamberg i udvalg

12. oktober 2002

Intermetzo
Der findes folk særligt gode at gæste. Dannede personer med rigelig viden og visdom, som de gavmildt øser af til glæde for andre. Er man i den aldersklasse, hvor Dramatisk Forum i radioen optager et højloftet rum i erindringen, lyser navnet Niels Birger Wamberg op blandt andre generøse folk fra guldalderen i Rosenørns Allé. I årevis
leverede Niels Birger Wamberg udførlige omtaler, klip og appetitvækkende anmeldelser af tidens teaterforestillinger til Dramatisk Forum.
Foruden hyppig optræden i Dramatisk Forum talte magister Wamberg også om andre ting fra sit vide fagfelt: litteratur og teater. Altid velforberedt, kronisk rig på overraskende indfaldsvinkler til emnerne, nærværende. Og indtrængende er netop ordet. Stemmen skarp og distinkt, en anelse nasal, på den behagelige side af fænomenet; formidleren ekvilibristisk med sit sprog, som han holder i tømme for at glæden ved ord ikke løber af med ham. Vedholdende fra første ord til sidste punktum uden spild og uden tilflugt til overflødigheder. Hør efter eller luk af er kravet. Ingen leflen her. Lige på og udfordrende for lytteren. Ingen slappe steder. De hørte Niels Birger Wamberg, navnet et kvalitetsstempel. Bagefter er man klogere på emnet og ser blot frem til at høre Wamberg i næste Dramatiske Forum. I klummistens barne- og ungdomshjem var tiden således afsat til Radiodoktoren, ugens film i Filmkronikken og – Dramatisk Forum med Niels Birger Wamberg. Kirkeligt Magasin samme aften, så vidt erindringen rækker hver gang indledt af Bachs Toccata i d-mol kunne Jørgen Ginnerup gerne beholde for sig selv. En kedelig klar lukker i et hjem der ikke regnede det gudelige blandt lasterne. Men hos Radiodoktoren gik man gerne til konsultation. Doktoren lød som hjemmets egen huslæge, amtslæge Max Christiansen på Platanvej, der gik i vest og hvide gamacher, sølvknappet stok og Eden-hat. Dr. Christiansen, elskeligheden selv, gav sig god tid under sygebesøgene, som han aflagde sine patienter og ikke som nu omvendt. God tid turde man svagt antyde. Amtslægen satte sig gerne til rette i stuen og konverserede, mens den syge lå og brødes i kammeret. Med fingerspidserne mod hinanden luftede han tidens store spørgsmål samt diverterede sig selv og sine tilhørere med udvalgt sladder fra Frederiksbergs upper-500. Når det nu ikke kunne være anderledes, og andre patienters ventetid efterhånden måtte være betragtelig, rejste lægen sig omsider fra lænestolen, fandt som regel frem til sygeværelset og stak småsnakkende beroligelser sit stetoskop ind på brystet af den skrantende. Amtslægens grundholdning var den temmelig ufravigelige at naturen ordner det meste sygdom, hvilket han for så vidt kunne have ret i. Penicillin var han ikke meget for at hælde i folk i store doser, anede resistensens frygtelige trussel, men vidste jo også at feberen i ni ud af 10 tilfælde falder af sig selv. Den tiende patient kunne således godt komme i klemme.

Den slags skete ikke i Radiodoktorens konsultationsstue, hvor nymodens metoder mere end én gang hver sæson forbløffede helbredsfikserede lyttere, og indtrykket var og blev at lægevidenskabens fremskridt foregik i en hast, der i overskuelig tid ville indfri den levende menneskeheds gæld til Vorherre.
Så kom bagefter – eller var det før? – Filmkronikken, hvis faste redaktør i årevis var magister Bjørn Rasmussen, der siden kom til fjernsynet, hvor han med sine tunge øjne og evigt våde cigar
ikke gjorde sig nær så godt, men til gengæld blev berømt. Som afløser for filmmagisteren, der også skrev sit fremragende opslagsværk om filmens historie og kvalitet til Politikens forlag, overtog B.T.’s teater- og filmkritiker Inge Dam tjansen. Den inderlige Dam havde foruden sin alvorligt talt gode smag og sikre dømmekraft en egen evne til at bevæges i dybden over begivenhederne på det hvide lærred. Bevægelsen forplantede sig ud i de tusinde hjem og afstedkom jævnlige gråd-
anfald, hvor klummistens temperamentsfulde og yderst følsomme mor færdedes. Når noget i filmene handlede om børn, der kom galt af sted eller blev væk, begyndte denne moderlige gråd for en sikkerheds skyld, fra det sekund Inge Dam satte af med sit sørgmodige organ. Resten af familien sad i saltvand til knæene, til kronikken var ovre, og frøken Pause lagde op til: Og nu kommer Dramatisk Forum med Niels Birger Wamberg. Aftenen var reddet, skønt det ikke så sjældent hændte, at også denne magister hensatte moderdyret i en tilstand af det oprevne. Teater var i Wambergs mund et anliggende om liv eller død. Når han berørte det sidste, mere end anede lytteren et smukt og følsomt sind. Også Wamberg forplantede sig i lytterkulturen og bidrog til almendannelsen i ordets bedste forstand.

Siden byttede Niels Birger Wamberg med det formidable talent for formidling ra-
dioen ud med bogmediet, som han siden flittigt har beriget. Redigerede værker eller antologier er et af magisterens specialer, og det er blevet til adskillige med årene. Bl. a. tværgående uddrag af H.C. Andersens dagbøger arrangeret efter kategorier i den eventyrlige fortællers univers, danske digtere og skribenter om Italien, Italienske herligheder, Toldfrie tanker fra Sokrates til Storm P. Sidstnævnte har Wamberg et særligt forhold til, hvilket ikke kan undre, kender man denne betydelige formidlers instinkt for paradokset og det barokke. I Wambergs seneste udvalg: Så tilspørger jeg dig. En bryllupsbog – som koncentrerer sig om ægteskab på dansk – har udvælgeren også medtaget Storm P. fra Sensationer (1940) om miss Florences bryllup med millionæren James A. Petersen i Florida. Og skilsmisse med, eftersom brudeparret samme nat flyves til en anden stat for at blive skilt. »Missis Florence A. Petersen gik senere til filmen – hun skulle spille Gretchen i Goethes Faust, som instruktøren havde lavet om til en præriefilm med overfald af flere indianere og puf af vilde okser, der ikke var til at holde i ave. Instruktøren, den berømte P. Andersen, forandrede under indspilningen fuldstændig hele filmens handling og lod Faust ende i en farce, hvor han
optræder som flyttemand, og tilsidst redder den smukke Florence fra en iskagemands rænker og bortfører hende forklædt som en foxterrier, medens de forfølges af iskagemanden og Mefistoles på tandem«.
P. Sørensen-Fugholm anfører i Wambergs samling følgende visdomsord:

Saa mange Ægteskaber stiftes jo,
og nogle holder, medens andre ikke,
det vil vi ønske for Jer kære to!
Gid tidt I vil hinanden være tro.
De kære to’ses Skaale vil vi drikke.

Et bryllupsdigt parentetisk bemærket Wamberg af gode grunde ikke har fået med i sin herlige bog stammer fra Ib Schmidt-Madsens hånd ved et bryllup i familien og tangerer Fugholm på »Jeg er havren«:

Jeg vil gi jer et par gode råd,
jeg desværre aldrig selv har fået:
– Det er ikke let at være to,
hvis man går i alt for snævre sko!

Her er et, jeg heller ikke fik:
Anlæg kun et mildt bedrøvet blik,
hvis den anden,
brudgom eller brud,
raser. – Lad dem løbe linen ud!

Husk det begge: gør I Noget frækt
og blir grebet i det! – Så benægt!
– Der er meget værre ting
end skænd
sort samvittighed er bedre end!

Trofaste læsere af denne klumme bemærker at klummisten ikke denne gang har fundet anledning til at nævne, at landets statsminister i sin tid måtte gå af som skatteminister efter at have begået kreativ bogføring og vildledt Folketinget og siden afløstes af Peter Brixtofte på posten.
Og lad så disse linier slutte med en varm anbefaling af:
nSå tilspørger jeg dig. En bryllupsbog samlet af Niels Birger Wamberg. 323 s. Gyldendal.
Det er en dejlig bog, Wamberg atter har leveret.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her