Læsetid: 2 min.

web.hvad.hvor

10. oktober 2002

www.pelevin.nov.ru
*Faktisk har den russiske forfatter Viktor Pelevin en særdeles standhaftig fankreds, der laver hjemmesider med kritiske tekster, interviews og meget andet. Desværre befinder disse læsere sig først og fremmest i Rusland og Italien, hvorfor siderne er skrevet på henholdsvis russisk og italiensk – det første undrer ikke, det andet er noget mærkværdigt. Ovenstående adresse fører hen til en af de største af de russiske og kan kun ses, hvis ens computer kan vise det kyrilliske alfabet. På engelsk (endsige dansk) er det noget mere sparsomt med oplysninger om Pelevin på nettet, men søger man via google, finder man enkelte godbidder, især oversættelser; de faktiske adresser er monstrøst lange og egner sig ikke til avisen.

http://wings.buffalo.edu/epc/authors
*Som så ofte, når det kommer til ny amerikansk lyrik, finder man nettets bedste hjemmeside om John Ashbery på Electronic Poetry Center, et virtuelt skatkammer af oplysninger, skabt af studerende og undervisere ved Buffalo University, New York. Her er optrykt 10-20 digte, en fuldstændig bibliografi, links til andre vigtige Ashbery-sider på nettet, indtil flere interviews med digteren og et par essays om hans betydning for den moderne amerikanske lyrik. Som nærmest ikke kan overvurderes. Vil man vide mere, ja, så er wings.buffalo.edu en side, man bør bookmarke.

www.gnooks.com
*Hvilke forfattere minder om dem, man godt kan lide? Normalt besvares det spørgsmål af litterært interesserede venner eller venlige bibliotekarer. Hjemmesiden gnooks.com har lavet en søgemaskine, som også giver dig et bud. Det sker grafisk: Skriver man et forfatternavn ind, dukker der rundt om dette en sværm af andre navne op; jo tættere på det første navn de står, jo mere vil de tiltale læsere, som kunne lide ham eller hende. Selvsagt er databasen hverken fuldstændig eller objektiv, men den giver alligevel en række interessante resultater. Skriver man Thomas Pynchon, lægger den i Danmark næsten ukendte, men i USA særdeles anerkendte unge forfatter David Foster Wallace sig på det nærmeste oven i hans navn, andre beslægtede er Philip K. Dick og Michael Moorcock, får man at vide. Bag den litterære database ligger en større matematisk model og en række brugeres indtastninger af yndlingsforfattere. Som at have tusind venner, der kan anbefale nye bøger til en, kort sagt.

www.nobel.se
*Den svenske nobelpriskomites hjemmeside er noget skrabet designet, men indeholder et væld af informationer. Det gælder også for dens litterære del, hvor man ikke blot kan se, hvem der har vundet Nobelprisen gennem årene, men også får en kort biografi for hver vinder, mulighed for at læse priskomiteens begrundelser og – hvilket udgør det klart mest underholdende indslag – vindernes taler. Knut Hamsun valgte at være næsten overvældet af lykke, da han fik prisen i 1920: »Det er, som om jorden forsvinder under mine fødder,« erklærede han blandt andet. Formodentlig er det også her, man først kan se, hvem der vinder dette års nobelpris i litteratur; som bekendt afsløres det i dag.

www.diplomatarium.dk
*Bag det latinsk-klingende navn gemmer sig et kuriosum for de historisk interesserede. diplomatarium.dk indeholder en elektronisk version af bogserien Diplomatarium Danicum, der siden 1938 har optrykt kildemateriale – breve og dokumenter – fra den danske historie. Den elektroniske version er nået frem til 1412, foreløbig er de danske oversættelser af de mange latinske dokumenter ikke tilgængelig i elektronisk form.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her