(2. sektion)
Novellefilm
På overfladen har den unge Zahra det hele. En kærlig far, en bror, et medicinstudium og en kæreste. Et godt udseende og en god forstand. Et liv i Danmark med perspektiver. Der er bare lige den hage ved det hele, at hendes baggrund er muslimsk, mens kæresten Mads er dansk som dåseøl. Zahra lever med andre ord et dobbeltliv. Og tidspunktet for at fortælle faren om Mads udskydes gang på gang, mens konflikten lige så stille suger (livs-)modet ud af Zahra.
»Hvorfor kan du ikke bare sige, hvad du selv vil?« hvisker Mads tidligt i filmen til Zahra, mens han kigger på hende med forelskede sovekammerøjne. Senere i filmen råber han såret et næsten identisk spørgsmål som udtryk for desperation over at blive inddraget i Zahras konflikt. Sagen er selvfølgelig, at Zahra lige præcis hverken kan sige eller gøre, hvad hun vil. I sine bestræbelser på at leve op til både familiens og kærestens forventninger er hun ved at brække over på midten. Og da hun viser sig at være gravid, vælter læsset.
Novellefilmen om Zahra Habibti min elskede er instrueret af Pernille Fischer Christensen og rammer tungt ned i en virkelighed, der berører enhver, som lever i splittelsen mellem to kulturer. Men samtidig er den fortalt i et stramt styret billedsprog, hvor en konsekvent brug af nærbilleder veksler med isnende totaler, der placerer den martrede hovedperson som en isoleret figur omgivet af blåtonet dis og med gråt betonbyggeri som baggrund.
Andre veje
Intensiteten i Zahras drama understreges gennem det næsten totale fravær af andre mennesker end de fire involverede. Og bortset fra en lille håndfuld nøglescener, hvor lidenskaberne eksploderer, er spillet stort set tavst, minimalistisk. Skrøbeligt som en sjæl i opløsning.
Pernille Fischer Christensen var i 90erne et af de bemærkelsesværdige talenter i miljøet omkring Filmværkstedet i København, hvor hun med sine poetiske novellefilm, såkaldte hypnogrammer, udforskede en særlig æstetik baseret på brugen af Super-8 film. Et ophold på Filmskolens instruktørlinje syntes ikke at stryge modhagerne ud af talentet, idet afgangsfilmen, Indien (1999), hørte til årgangens modigste bud på et personligt filmsprog.
Habibti min elskede er Fischer Christensens første film efter Filmskolen, og selv om den er mindre radikal i forfølgelsen af poetiske og mentale landskaber, bekræfter den anelsen om et talent, der søger andre veje end størsteparten af den hovedstrøm, som i øjeblikket tegner dansk film. Ikke mindst den præcise tegning af Zahras indre konflikt imponerer. Men også spillet mellem Zahra og den far, der lider så grumme under at måtte støde datteren fra sig, forplanter sig til biografens mørke.
Det kan indvendes, at halv-times-formatet snærer lidt rigeligt om den store historie, og at enderne bindes lige lovlig hastigt sammen hen imod slutningen. Men udgangen er så tilpas åben, at alt stadig kan ske for Zahra, efter at teksterne er rullet over lærredet.
Habibti min elskede vises sammen med to andre nye danske novellefilm: Lille mand, lille mand af Kathrine Windfeld samt John og Mia af Christian Dyekjær. Oktoberprogrammet i Cinemateket byder desuden på et program med yderligere tre danske novellefilmpremierer: En fars søn af Tobias Falk, Der er en yndig mand af Martin Strange-Hansen og Perker af Dennis Petersen. De vises den 6. oktober kl. 20.30 og den 19.oktober kl. 18.
*Habibti min elskede. Instr.: Pernille Fischer Christensen. 30 min. Distr.: Det Danske Filminstitut
*Vises i Cinemateket, København, 9. oktober kl. 1630, 15. oktober kl. 20.30 og 23. oktober kl. 18. Fri entré
