Læsetid: 6 min.

Har 16 celler en menneskeret?

Det er absurd, at 16 menneskeceller på et reagensglas skal have flere rettigheder end et sygt menneske, siger SF’eren Kamal Qureshi, der vil tillade forsøg med stamceller fra befrugtede menneskeæg
18. november 2002

Som læge har Kamal Qureshi stået med en patient – en far – der døde, fordi hans lever var ødelagt og ikke kunne regenerere sig selv.
Havde Qureshi og kollegerne haft muligheden for at bruge en teknik, hvor indsprøjtede stamceller hjælper leveren med at regenerere, ville manden have haft en god mulighed for at overleve.
Endnu er denne teknik til behandling af uhelbredelige sygdomme og skader udelukkende hypotetisk. Men forskerne har konstateret, at stamceller fra tidlige fostre kan udvikle sig til væv, celler eller organer, som potentielt kan bruges til at behandle syge mennesker.
I Danmark er det forbudt at forske i celler fra tidlige menneskefostre, også kaldet embryonale stamceller.
Men forskerne vil meget gerne have lov til at bruge f.eks. tiloversblevne æg fra reagensglasbefrugtning, der ellers skal kasseres, til deres eksperimenter.
For nylig afleverede eksperterne i Genteknologiudvalget en diger rapport til Folketingets politikere, bl.a. SF’s sundhedspolitiske ordfører, Kamal Qureshi. Rapporten giver det faktuelle grundlag for diskussionen af, hvorvidt Danmark i fremtiden skal tillade stamcelleforskning.
Sat på spidsen skal politikerne tage stilling til, om det skal være muligt at skabe et menneskeanlæg, der kan udvikle sig til et levestærkt individ, udelukkende med det formål at helbrede et ellers uhelbredeligt menneske.

Uenighed på tværs af partier
Uenigheden går på tværs af partiskel. Qureshi ser pragmatisk på de etiske spørgsmål, stamcelleforskning rejser. Mens hans partifælle, præsten Margrete Auken, er »etisk meget betænkelig«, fordi hun mener, at der sker et dramatisk skred i forståelse af, hvad liv er, hvis mennesker skabes og bruges til et andet formål, end det at være sig selv.
Desuden er hun af den opfattelse, at forskerne skulle koncentrere sig om at udvikle teknikkerne på mus, eller bruge voksne stamceller, der ganske vist har et mindre udviklingspotentiale, men som allerede er en succesfuld behandlingsform ved bl.a. rygmarvstransplantation.
Qureshi er uenig: Er potentialet i embryonale stamceller større, som forskerne siger, skal der give tilladelse.
»Skulle jeg sige til den leverskadede fars familie, at vi ikke vil hjælpe dem? For de celler – det drejer sig ganske vist kun om 16 stykker på et reagensglas – som kan redde ham, har et menneskerettighedscharter med sig. Det er absurd, at celler på et reagensglas har flere rettigheder end det syge menneske,« siger Kamal Qureshi i et interview med Information.
– Er det ikke etisk problematisk, at der er tale om at helbrede et andet menneske ved hjælp af celler, der kunne blive til et menneske?
»En del af de celler ville blive smidt ud, fordi det handler om overskydende æg fra kunstig befrugtning. Jeg mener, det er etisk dybt uforsvarligt at smide celler i skraldespanden frem for at redde et menneskeliv.«
»Jeg har to piger på fire og seks år. Med hvilken ret kan jeg tillade mig at forhindre andre mennesker i at redde det, der betyder mest i deres liv, når jeg selv ville give min højre arm for at redde mine børn fra en livstruende sygdom, hvis jeg havde muligheden.«
– Bare fordi forældre i behandling for barnløshed har overskydende befrugtede æg i en fryser, er vi jo ikke nødsaget til at bruge dem?
»Vi accepterer i dag, at vi aborterer levedygtige fostre af hensyn til moderens ve og vel. Det støtter jeg. Det er kvindes tarv, der skal vægtes. Men det betyder, at vi slår fuldt ud levedygtige fostre ihjel. I det øjeblik et foster, der er langt mindre udviklet, skulle kunne bruges til at redde et andet menneske, skulle vi så sætte en grænse? Det fatter jeg ikke.«
– Står vi ikke over for at tillade en tingsliggørelse af skabelsen?
»Hvis man mener det, så er det fordi, man ikke har prøvet at fjerne abortfostre. Det har jeg i forbindelse med min lægegerning. Det er dybt ubehageligt, og den eneste måde, jeg kan leve med det på, er ved at tingsliggøre det. At se på det som nogle klumper celler, man suger ud eller en vækst på kvindens livmoder, som skal fjernes. Jeg ville ikke kunne leve med det, hvis jeg skulle tænke på, at det kunne være mine små piger, som endte i skraldespanden.«

Grænse ved kloning?
En anden kilde til anskaffelse af embryonale stamceller er kernetransplantation – også kaldet terapeutisk kloning.
Den teknik mener Margrethe Auken er urealistisk, fordi det ikke vil være muligt at skaffe kvindeæg nok til at denne teknik vil kunne helbrede ret mange mennesker.
Etisk Råd har i forbindelse med terapeutisk kloning udtalt, at de fleste af rådets medlemmer ikke mener, at der er noget påtrængende behov for at skabe stamceller fra tidlige fostre (ved hjælp af terapeutisk kloning, red.) kun med henblik på forskning og evt. sygdomsbehandling.
»Det skyldes, at behandling af en alvorlig sygdom med stamceller endnu kun er en teoretisk mulighed, og det kan udgøre et værdiskred at fremstille embryoner med andre formål end dette at blive til et barn.«
Derfor anbefaler rådet, at forskning i stamceller fra tidlige menneskefostre begrænses til tiloversblevne befrugtede æg fra reagensglasbehandling.
Ved behandling af barnløshed med reagensglasmetoden udtages typisk 10 æg fra kvindes æggestok. Men kun to befrugtede æg lægges tilbage i kvindes livmoder. Under tiden fryses nogle af de overskydende æg ned, fordi man senere kan anvende dem til endnu en behandling eller til søskende.
Kamal Qureshi mener, at det for øjeblikket er nok at bruge tiloversblevne æg, hvis forældrene giver tilladelse.
»Der skal være en praktisk begrundelse for at lave terapeutisk kloning, og den er der, som Etisk Råd påpeger, ikke endnu. Jeg er ikke principiel tilhænger af, at man skal åbne for hvad som helst. Men i det øjeblik behovet opstår, så kan jeg ikke se forskellen på at bruge et æg, der er befrugtet i et reagensglas eller på at bruge et, der er fremstillet via terapeutisk kloning,« siger han.

Skjult eller civil forskning?
Kamal Qureshi køber heller ikke det, han kalder »glidebane-argumentet«. Dvs. har vi sagt ja til at lade forskerne eksperimentere med én teknik, er vi også tvunget til at acceptere det næste, de gerne vil have lov til.
»Det er vores pligt som politikere at sikre os kontrol med udviklingen, hvis vi giver forskerne nogle muligheder. Jeg tror, at det eneste, vi får ud af ikke at give tilladelse til denne type forskning, er, at den kommer til at foregå i det skjulte. I militære anlæg f.eks. med risiko for at forskningen perverteres og anvendes til at slå liv ihjel i stedet for at redde liv. Derfor skal vi give mulighed for civil forskning,« siger han.
De færreste partier i Folketinget har en fælles partilinje i spørgsmålet om forskning i stamceller. Den 28. november har Folketingets sundhedsudvalg indkaldt til forespørgselsdebat på baggrund af Genteknologiudvalgets rapport.

FAKTA
Hvorfor stamceller?
*Forskerne håber, at kroniske og invaliderende sygdomme, hvor bestemte celletyper nedbrydes eller bliver ødelagt, vil kunne behandles ved at indsprøjte raske stamceller skabt uden for kroppen. Det kan f.eks. dreje sig om Parkinsons sygdom, behandling af hjertepatienter, visse patienter med sukkersyge og patienter med svære leverskader.

*Et andet perspektiv for forskningen er, at man med udgangspunkt i stamceller kan skabe helt nye væv og organer, som kan erstatte de transplantationer, vi kender i dag og afhjælpe donormangel. Dette ligger dog et godt stykke ude i fremtiden.

Kilde: Genteknologiudvalgets rapport, ’Fremtidens bioteknologier – muligheder og risici.’ www.fsk.dk

SERIE
Livet i cellerne
*Dette er den første artikel i en serie om, hvorvidt Danmark skal tillade forskning i celler fra tidlige menneskefostre med henblik på i fremtiden at kunne helbrede andre, samt de etiske spørgsmål den nye teknologi rejser.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her