Åkander på børsen

(2. sektion)

Kunstmarkedet
I et af de dyrere gallerier på Manhattan stod en kunstsamler for nylig og betragtede et maleri med interesse. Han vrissede nogle sure kommentarer om priserne på moderne kunst, kiggede på galleriets ejer Ronald Feldman og spurgte: »Skal jeg investere i det her, eller skulle jeg hellere købe nogle GE- aktier til 24 dollar stykket?«
Det kunne lyde som en vittighed og var måske også ment sådan. Og så alligevel: It-boblen, der bristede, terrorangreb og en truende krig mod Irak har gjort livet mere end usikkert for investorer. Normalt er der ’sikre’ områder: mad, drikke og tobak; selskaber, der producerer den slags, vi alle sammen har brug for – krise eller ej. Men aktiemarkederne har i de seneste år vist sig at være rigidt demokratiske: Når markederne først begynder at falde, taber næsten alle aktier i værdi.
Så hvad skal man gøre med alle sine mange millioner i en usikker tid? Det klassiske konservative svar ville være: statsobligationer. Eller guldbarrer.
Men et andet og måske knap så konservativt svar kunne være kunst. Franske Artprice.com, der følger udviklingen på kunstpriser, har regnet ud, at kunstværker med en værdi på over 100.000 dollar har indtjent mere end 12 procent om året siden 1996. Noget, de fleste aktiespekulanter kun kan drømme om i dag. Og det økonomiske magasin BusinessWeek følger trop: »Mange investorer er igen begyndt at betragte kunst som en attraktiv alternativ investering og ser nutidig kunst som modsvaret til NASDAQ-aktier: risikable, men udbytterige.«

Potentielle succeshistorier er der nok af. Havde man i 1999 investeret i et fotografi af den dengang 35-årige tyske fotograf Thomas Demand, ville man i dag få sine penge tifoldigt igen. Dengang kostede et fotografi i omegnen af 75.000 kroner – nu nærmer flere af hans værker sig millionen. Bagklogskab hjælper naturligvis ikke, og det kan være svært at afgøre, om kunst faktisk er en god investering. Fordi motiverne er uklare, og det hele lugter af hobby, lidenskab og af noget med æstetik. Der er dog – om end få – veldokumenterede undtagelser.
I 1970’erne investerede den britiske pensionsfond British Rail 100 millioner dollar i kunst. Baggrunden var oliekrisen og en britiske inflation, der nærmede sig 30 procent. British Rail købte impressionistiske malerier, værker af de store mestre som Rembrandt, orientalske manuskripter og engelske antikviteter. Det, man på børsen ville kalde en bred portefølje. Samlingen rummede på sit højeste 2.425 værker, der blev gemt på et hemmeligt sted.
Investeringen var ikke tænkt som en forsigtig strategi. Selskabet ville tjene penge – og det lykkedes. Da British Rail i 1984 begyndte at sælge ud af samlingen, var den oprindelige investering vokset til 450 millioner dollar. De sidste værker blev solgt i 2000, og samme år udgav pensionsfonden en rapport om investeringen. Resultatet var ikke dårligt: 11,3 procent i afkast om året. Allerbedst gik det med samlingen af impressionistiske værker, der gav et afkast på over 20 procent.

Hvilken type kunst gør sig godt som investeringsobjekt? Der er to svar på spørgsmålet, og det ene er af økonomisk karakter: Man skal ikke købe for dyrt. Markedet har eksempelvis presset priserne på de store mestre, og som en økonomiprofessor fra New York University siger: »De underperformer over tid.« Det andet svar har med den kunstneriske kvalitet at gøre.
Et af de mest lukrative kunstmarkeder i Danmark har fået navn efter et sted, man drikker kaffe: Cafékunst: Oliemalerier, der ligner kunst – lidt abstraktion, men ikke for meget, en anelse af Jorns vildskab blandet med lidt af Warhols pop. Måske endda et pift af Kirkeby. Det sælger, fordi det ligner kunst, ikke fordi det er det. Og sådan er det også, når kunstneren hedder Monet eller Modigliani og sælges for millioner på Christie’s eller Sotheby’s. Det er ikke nok, at kunstneren er kendt. Det skal også være et typisk værk. Man må ikke komme i tvivl, om det nu også er en Monet. Det skal være med åkander.
Hos et danske galleri giver man følgende råd til potentielle kunstinvestorer: »Køb kunst, der er tidløst, hvor motivet også om mange år vil have et budskab og falde i smag.« Åkander, tak, ikke pornografi. Lignende råd finder man i magasiner som Forbes, Fortune og Businessweek.
Businessweek har i et interview med den amerikanske kunstsamler og pensionerede bankmand Kent Logan udpeget en række gode investeringsobjekter. Den tyske maler Gerhard Richter er en af Logans foretrukne – sådan rent økonomisk. I 1997 købte han et Richter-maleri for 770.000 dollar, hvilket dengang var en rekord. Richter er i dag den dyreste nulevende kunstner, og et af hans malerier blev sidste år solgt for ni millioner dollar til en af verdens største kunstsamlere, den franske industrimagnat og ejer af Christie’s, François Pinault.

Kent Logan peger derfor på den tyske kunstscene som det for tiden mest spændende sted – både kunstnerisk og økonomisk. Han nævner tre fotografer i 40’erne: Andreas Gursky, Thomas Struth og Thomas Ruff. »Om tre-fire år vil alle kritikerne myldre til Berlin,« siger han og lader forstå, at det er nu, man skal lade tegnebogen tale. Thomas Demand er en anden favorit, men han er allerede dyr. Logan nævner derfor maleren Franz Ackermann.
»Jeg burde slet ikke nævne hans navn,« siger han. »Man kan stadig få hans værker for 15-20.000 dollar, men det holder ikke længe, når folk først hører om ham.«
Alligevel peger Logan på tre andre kunstnere bosat i Berlin. Canadiske Angela Bulloch, luxemburgske Michel Majeurs og så vores næsten egen – men islandske – Olafur Eliasson. Dér skulle være penge at hente.
Vil man vide, hvor kunstmarkedet er på vej hen, kan man skimte til de mange store auktioner, der afholdes i New York netop nu. Flere store samlere, der samtidig er erfarne forretningsfolk, har sat store samlinger til salg. Det drejer sig om netop Kent Logan og François Pinault, ejendomsspekulanten Gerald Fineberg og bankmand Thomas Weisel. Det kunne ligne et godt tidspunkt at sælge.
I onsdags satte den økonomisk trængte udgiver af det amerikanske pornoblad Penthouse, Robert Guccione Sr, sin store samling af impressionistiske og moderne malerier til salg hos Sotheby’s i New York. Samlingens dyreste blev solgt på førstedagen til lidt over den forventede pris. 18,7 millioner dollar. Det var Claude Monets Nympheas fra 1906. Et af dem med åkander.