Læsetid: 4 min.

Alene ved klaveret

Jazzklaver solo er et krævende format. Bill Evans var en mester, men også andre udgivelser med bl.a. Michel Petrucciani og Bojan Z er værd at skrive hjem om
13. november 2002

Nye cd’er
I malstrømmen af tidens fremadbuldrende, mangesporede rytmiske musik kan det være et kærkomment afbræk at finde ind på de små musikalske øer, som gode jazzpianister har opdyrket. Her skæres der ind til benet af musiceren i brydningsfeltet mellem disciplin og improvisatorisk dristighed.
Det er ikke mindst tilfældet med den genudgivne soloklaverplade Alone fra 1968 med pianisten Bill Evans (d. 1980). Alting – melodi, harmonisering og improvisation – synes at flyde i en logisk og funklende strøm. Alone blev indspillet på et tidspunkt, hvor den eksklusive soloklaverform var blevet godt gemt af vejen af samtidens jazz. Og Evans gjorde med dette udspil sit til at revitalisere og forny soloklaverspillet i jazzen, til trods for at han mest spillede i trio eller duo.
Mest påfaldende er den afdæmpede karakter og indadvendthed, der hviler over musikken, selvom det der foregår i Evans hænder ofte er yderst raffineret og komplekst både harmonisk og rytmisk. Tætpakket akkordspil, der følger de melodiske linjer. Legende rytmiske kontraster og en frugtbod af motiviske ideer.
Pladen hører til de sjældne, der rummer magi og vitaminer nok til stadigt genhør.
Alone er kort sagt mesterlig. Optagelserne fanger Evans i sin romantiske og kontemplative stil med et repertoire af standards, hvor han gang på gang – ikke mindst på den over fjorten minutter lange »Never Let Me Go« – forelsket vender tilbage til melodien og kærtegner den med tangenterne. Eller i sine bedste øjeblikke spiller sig ind i en afklaret og lutret ro, der er helt unik.

Lille mand, store evner
Udover de fem oprindelige numre fra lp’en er der seks ekstra takes fra Alone-indspilningerne, som aldrig før har været offentliggjort. Her er fornemme passager, men også svage træk og fejl der viser, at det sublime ikke var noget, Evans rystede ud af ærmet men arbejdede for.
Michel Petrucciani, den lille dværglignende franskmand med de veludviklede klaverhænder, som bl.a. var dybt inspireret af Bill Evans, og som figurerer blandt de seneste to årtiers mest talentfulde jazzpianister, døde i 1999 bare 36 år gammel. Men han efterlod sig en lang række indspilninger i eget navn.
En af perlerne er solopladen 100 Hearts (1984), indspillet i 1983 og nu genudgivet af Blue Note. Petrucciani var dengang bare 20 år gammel, og selv om han havde gjort sig bemærket i årene inden bl.a. med saxofonisten Charles Lloys kvartet, var det 100 Hearts, der for alvor var startskuddet på hans solokarriere. Her sætter Petrucciani en forbløffende vital og moden standard for sit virke. Han får bl.a. pustet gevaldigt liv i den ellers fortærskede »St. Thomas«.
Pladens højdepunkt er det 15 minutter lange medley over fire standards bl.a. »Someday My Prince Will Come« og »All The Things You Are«, hvor Petrucciani swinger formidabelt og breder sig fra raffineret melodisk poesi til elektrificerende råstyrke med hilsener til både Art Tatum, Oscar Peterson og Bill Evans.

Kroatisk og amerikansk
Den kroatiske pianist Bojan Z (Zulfikarpasic) havde vi fornøjelsen af at møde ved sommerens københavnske jazzfestival.
Her demonstrerede han betydelig personlighed som solopianist, og en både lyrisk og rytmisk smittende friskhed ved at knytte slavisk folkemusikalsk tradition sammen med jazzpræget harmonik og improvisation. Meget af det materiale, som Bojan Z benyttede ved koncerten, er også at finde på den anbefalelsesværdige studieindspilning Solobsession fra franske Label Bleu. Det er en udgivelse, hvor kroaten med både elegance og stilistisk egenart føjer nye facetter til soloklavertraditionen i jazzen.
Den amerikanske og i Danmark boende pianist og konservatorielærer Butch Lacy viser som solopianist både ømhed og skummende passion på sin første cd i eget navn But Not Alone (en hentydning til Bill Evans?). Flere af de valgte standards og nyklassikere bl.a. »Summertime«, »Willow Weep For Me« og »Footprints« tager udgangspunkt i lavmælte introduktioner, men skruer sig ofte svulstigt til vejrs i en henført, romantisk energistrøm.
Stærkest står efter denne lytters mening de mere luftkølede og rytmisk prægnante passager f.eks. solodelen fem minutter inde i den langsomme »Willow Weep For Me«. Lacys ret temperamentsfulde kontrastspil vil skabe både tilhængere og modstandere. Men det er afgjort et personligt dokument.
Den unge New York-pianist Jason Moran’s soloudspil Modernistic er fuld af teknisk velfunderet spil i et egenartet krydsfelt mellem fortiden og et mere abstrakt, moderne improvisationssprog. Men blandingsstilens kalejdoskopiske præg, den postmoderne arbejdsform, virker sært uegal og emotionelt distanceret.
James P. Johnsons gamle stride-nummer »You’ve Got To Be Modernistic« spilles med stride-bas, indslag af tætpakkede clusters og kompleks rytmik. Det fungerer ikke. Morans egen »Passion« og andre stykker med en mere ensartet formel og helstøbt udtryk til følge forsikrer dog om, at Moran er en musiker med et interessant potentiale.

*Bill Evans: Alone (Verve 589 319-2)
*Michel Petrucciani: 100 Hearts (Blue Note 7243 5 38329)
*Bojan Z: Solobsession (Label Bleu 6624)
*Butch Lacy: But Not Alone (Stunt 02102)
*Jason Moran: Modernistic (Blue Note 7243 5 39838)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her