Læsetid: 3 min.

Et andet syn på verden

Nordisk fundamentalisme! Udtrykket blev lanceret af en kunstner i en diskussion for et par år siden. For de fleste lyder det som en begrebsmæssig umulighed, en retorisk selvmodsigelse á la kold ild. Udstilling på Charlottenborg ser på fundamentalismens væsen indefra
9. november 2002

Udstilling
Hvad har de oplyste, bløde og konsensussøgende velfærdssamfund med bogstavtro religiøsitet og politisk fanatisme at gøre? Ikke meget, sådan direkte, men det er heller ikke det væsentlige. Som retorisk manøvre kan konstruktionen ’nordisk fundamentalisme’ bruges til mindst to ting: at sætte velfærdsprojektet i nyt, hårdt lys på den ene side. Og at opbløde vores opfattelse af fundamentalisme som politisk og kulturelt fænomen på den anden.

Fundamentalismer
Det er en håndfuld yngre kuratorer så blevet inviteret til at gøre af NIFCA, det fælles nordisk-baltiske institut for samtidskunst, som befinder sig i Helsinki. Resultatet er »Den ny ordens fundamentalismer« i Charlottenborgs Udstillingsbygning. Et projekt, der kunstnerisk set er usædvanlig velresearchet, genuint overraskende, men indholdsmæssigt mere søgende. Det tyder det fragmentariske kuratoriske statement, som det jo hedder, i kataloget i hvert fald på.
Ud fra de summariske og hver især udmærkede overvejelser over fundamentalismens væsen, dens strategiske og retoriske rolle i den superliberaliserede »nye verdensorden« tegner der sig imidlertid et forsøg på at beskrive fundamentalismens væsen på ny. Ja, ligefrem identificere den som en æstetisk og dermed også en slags kunstnerisk praksis. Det anti-relativistiske fænomen fundamentalisme bliver sat i flertal, som fundamentalismer, og dermed gjort til et relativt begreb. Man ser så at sige på fundamentalismernes væsen indefra. Fundamentalismer er ikke en betegnelse for fjendens og de andres irrationalitet, men bruges mere generelt om den længsel efter at skabe stabile modeller i en flydende verden, der findes overalt, også i kunst.
Fundamentalismer skal altså opfattes i betydningen kritiske strategier mere end blind vrede. Fundamentalismer betegner med andre ord både den religiøse bevægelses angreb på den fremskridtstro, relativistiske og gudsforladte modernitet, liberalistens forsøg på at tæmme en uoverskuelig verdensøkonomi med ’en ny verdensorden’, hvor stater afvikles og underkastes samme logik, og kunstgrupperingen N55’s ønske om at minimere magtkoncentrationer med nye boformer og livsverdener.

Gummibegreb
Så vidt de principper, som udstillingen gerne skulle perspektivere. Godt nok er sammenhængen mellem de kunstneriske bidrag og den kuratorisk ramme ikke lige åbenlys hele vejen igennem. ’Fundamentalismer’ bliver lidt af et gummibegreb og synes hurtigt at blive underordnet andre aktuelle temaer som f.eks. migration og identitetspolitik. Disse temaer bliver så til gengæld belyst på nye måder, nemlig som psykologiske, eksistentielle spørgsmål. Ikke mindst i de østeuropæiske bidrag.
I det litauiske projekt Transaction bliver omstillingsfasen fra et sovjetisk til et liberalistisk samfund analyseret på et identitetsmæssigt, individpsykologisk plan frem for et gængs økonomisk eller politisk. Og i den østrigske fiktion R.O.S.A giver en kvinde et psykologisk portræt af sig selv som resultatet af et større ideologisk opdragelsesprogram, som hendes forældre tilrettelagde for hende i hendes barndom. Flygtningeproblematikken bliver også indsat i et mere eksistentielt perspektiv med f.eks. den eks-jugoslaviske flygtning, Amel Ibrahimovics, personlige beretninger.
Hvor fundamentalismeproblemet altså synes meget underspillet i en lang række projekter, bliver det andre steder rigeligt, men anderledes dokumenteret i sin mest velkendte, religiøse form: i Gili Dolevs afsindig morsomme animerede satire over Palæstina-konflikten, i Dan Grahams klassiker om den historiske sammenhæng mellem Shaker-bevægelsen og Rock’n’roll, i De Rooij og Ostermann-Petersens dokumentation af den absurde bevægelse Resurrection Power med den tidligere Miss Missouri som ypperstepræst og i Lilibeth Cuencas musikvideo om Born again Christians.
Udstilingen giver i sammenstillingen af de mange forskelligrettede bidrag nok vage bud på en åbning af fundamentalismebegrebet. (Analysen af den nordiske fundamentalisme, som var projektets startpunkt, skal man tro kataloget, fortaber sig til gengæld.) Men den egentlige fællesnævner synes på en måde at være repræsenteret i et mere eller mindre fælles forsøg på at infiltrere den offentlig meningsdannelse og skabe alternative synspunkter i det mediebårne billede af verden og dens konflikter på. Det er i hvert fald et væsentligt tema, eller strategisk mål, som faktisk også bliver slået an allerede ved indgangen med Måns Wranges intelligente projekt, The average citizen.
Antallet af deltagere og arrangementer er overvældende, men først og fremmest bliver man altså præsenteret for en række uhyre seriøse, velresearchede og tidskrævende modeller for, hvordan vi kan aflæse velkendte problemfelter på nye måder. Enhver må føle sig forpligtet til at gå ind og få et tilskud til sit almindelige medieforbrug.

*Den ny ordens fundamentalismer. Kuratet af Charlotte Brandt, Lars Bang Larsen, Cristina Ricupero. Charlottenborgs Udstillingsbygning. Til 8.dec.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her