Læsetid: 5 min.

Hvad de andre ikke fortæller

En dagbogsskribent kommer Se og Hør i forkøbet og indrømmer: Vi snyder hver dag – men vi er ikke de værste
29. november 2002

(2. sektion)

Dag for dag
1.SE OG HØR! Denne uges dagbog bliver endnu mere slingrende, hip som hap og pointe-løs end alle tidligere. Jeg kan lige så godt skrive det, før det står i Se og Hør. Der kan man jo forstå, at der er kommet nye boller på suppen (eller er det bare nogle nye, der boller?). Se og Hør har i hvert fald lanceret en større kampagne for at fortælle os alle sammen, at de tør mere end Ekstra Bladet.
Men her kommer den rigtige afsløring: Nærværende tekst er aldeles ikke skrevet i syv afmålte øjeblikke, der reflekterer en uges indtryk. Den blev faktisk afleveret allerede onsdag formiddag, så set fra et nyheds-synspunkt er den patetisk uaktuel. Men ellers kan de ikke nå at trykke den til i dag.
Jeg kan lige se forsiden på Se og Hør: Den kloge avis snyder: Skribenterne indrømmer: Vi snød hver dag.
Nu hvor det er afsløret, får de andre dagbogs-skribenter det forhåbentlig lidt lettere. En af dem er vist i øvrigt hr. Lykketoft, som må formodes at blive stærkt lettet over at kunne droppe maskepien i en enkelt sammenhæng.

2.UNDSKYLD! Jeg fortryder, at jeg stak til Lykketoft. Undskyld. Han er jo bare en mand, der gør, hvad en mand som han nu må gøre indimellem. Når der er nogle, der ikke gavner sagen, fjerner han dem simpelthen. Det er et beskidt job, men nogen skal jo gøre det. Lidt ligesom at være en topmavet skoleinspektør, der distraheres af teenage-pigers bare maver.
Man skal ikke lade sig distrahere. Heller ikke, hvis man er dansk lods. Arbejdsbeskrivelsen handler om at bringe udenlandske skibe sikkert igennem danske farvande. At de så går midt over og smadrer hele økobalancen i naboens farvand har jo ikke noget med den danske lods at gøre, vel?

3.SABOTAGE! Selleri er som bekendt ikke en frugt. Medmindre man er udlænding og går til prøve i skriftlig dansk. Integrationsministeriets prøve er fyldt med fejl, var en avis venlig nok til at skrive. Jeg har prøven mistænkt for at være bevidst saboterende, idet den er en stopprøve for at blive godkendt til dansk statsborgerskab. Ifølge artiklen var det netop kategorien frugt og grøntsager, der var umulig at besvare korrekt.
Og hvad ved vi om disse ikke-dansktalende? Nemlig, de har forstand på frugt og grønt, fordi de under deres illegale ophold har passet deres svogers grøntbutik. Men sådan snyder man ikke strenge Bertel, som godt ved, hvordan man snyder sig til at virke mere vidende, end man egentlig er.

4.DAGEN EN MÅNED! I den forgangne uge havde DAGEN også en måneds jubilæum. Nu tilkommer det jo ikke mig at reklamere for andre aviser end den levende, men som mediebegivenhed kan man vanskeligt ignorere DAGEN.
Det er jo trods alt ikke hvert år, Danmark får DAGEN. Og hvad den mangler i format, har den til fulde opvejet i opblæsthed.
Selve avisen er faktisk bedre, end jeg bryder mig om at indrømme offentligt (men ifølge Dansk Oplagskontrol er det her vel også nærmest, hvad man må betragte som en lille sluttet kreds).
Nå, den vil næppe slå gode gamle Information af banen. Informations læsere bryder sig jo ikke om en avis, der fremhæver egne fortræffeligheder på banal reklamevis. Selv om den engang mindst ringe også er begyndt at fremstille sig selv og sin rolle for verden på betydeligt mere reklamerende vis, end den har gjort de sidste fem år. Men lad det nu ligge.

5.NATO! Ugens positive nyhed for den hjemlige tryghedsnarkomani var optagelsen af syv tidligere østbloklande i NATO. Eller var det? For mig at se har desperationen efter udnævnelse af en fælles fjende nået et nyt højdepunkt. Vi kan åbenbart kun sove roligt om natten, hvis vi har en fælles fjende – for øjeblikket er vi så desperate, at vi går med til at bruge yderligere to milliarder kroner på at udvide en i forvejen gigantisk militærkoncentration.
Jeg troede, at vi var enige om, at 11. september har bevist, at alverdens militær ikke kan stille ret meget op imod terrorisme? Enhver ved, at terrorisme næppe udspringer af social velfærd og almindelig tilfredshed med livet. Det er ikke, fordi man keder sig over sin intellektuelle og materielle velstand, at man begynder at smide med bomber. Så hvor effektivt er det mon at beskære u-lands-bistanden og bruge pengene på endnu større militære alliancer? Det kan i hvert fald nok anspore en vis statsleder af mellemøstlig herkomst til at overveje, om man ikke har brug for lidt mere effektive våben til selvforsvar, når fjenden nu er blevet endnu mere overmægtig.

6.CODAN SNYDER! Tilbage til afsløringerne. Forsikringsselskabet Codan snyder.
Javel, tænker De måske – har klovnen først opdaget det nu? Svaret er nej, selvfølgelig har jeg lige som alle andre også prøvet at have brug for min forsikring og fået at vide, at lige i dette tilfælde dækker den altså ikke, fordi... Prikkerne symboliserer, at selskabet har formuleret sig sådan i policen, at de selv kan bestemme fortolkningen.
Men forleden fik jeg et tre siders tætbeskrevet brev fra Codan. Nu har jeg ikke for vane at læse lange slet formulerede reklamebreve og ved første øjekast lignede det endnu et af slagsen. Spækket med mellemrubrikker som »Alarmanlæg, Stop indbrud, Endnu bedre sikring og kontante fordele«.
Det er også meningen, at det skal ligne endnu et dødssygt forsøg på at sælge noget, så jeg bare smider det væk. Men Codan er jo ikke så dumme, at de spilder penge på at sende mig et komplet åndssvagt salgsbrev. Pointen er, at midt i det hele står der, at min forsikring stiger med knap 4.000 kr. om året. En forhøjelse, som Codan bare trækker over PBS, hvis jeg ikke opdager den, hvad jeg godt tør vædde med, at en hel del mennesker ikke gør, når den er camoufleret i et åndssvagt salgsbrev. Se, det er snyd, der er værre end at skrive syv dages dagbog på forhånd.

7.FREDAG? I dag er det onsdag. Og om lidt er klokken tolv...

Frederik Preisler er direktør på reklamebureauet Propaganda

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu