Læsetid: 6 min.

’Ham bag masken har jeg fået opereret væk’

Også privat havde stortalentet Peter Sellers betragtelige problemer med at spille sig selv, fortæller en ny biografi om ham. Hans evne til ustandseligt at forvandle sig og iklæde sig komikkens mange masker kan nu opleves på Cinemateket, som i december måned viser 17 af hans bedste film
29. november 2002

(2. sektion)

Portræt
I 1974 takkede Peter Sellers ja til at medvirke i et af britiske Michael Parkinsons legendariske talkshows. Komikeren og studieværten havde ugerne inden spist den ene frokost efter den anden, hvorunder Sellers behændigt havde undgået at komme ind på, hvordan live-programmet skulle forløbe.
Aftenen inden meldte Sellers så pludselig afbud. Han var dirrende nervøs ved udsigten til at skulle stå foran et kamera i et program, der skulle handle om ham selv.
»Der var engang en person under min maske, men ham har jeg fået opereret bort,« jokede han.
»Det er meget svært for mig at være mig selv.«
»Så vær, hvem pokker du har lyst til, kom forklædt,« udbrød en fortvivlet Parkinson – hvilket resulterede i, at Sellers iført nazi-uniform og
-hjelm i programmet lægger ud med at fremhæve Hitlers evner som maler og derefter i tre kvarter giver den på alle tangenter som de personer, der på godt og ondt har betydet noget for ham i hans liv, fra faren og Blake Edwards til forbilledet Alec Guinness og vennen Peter O’Toole.
Det blev et program, der til dato er et af de mest ønskede gensyn i BBC’s historie.

Storhedsvanvid
Det kan som bekendt være svært at definere det område, hvor en kunstners personlige tømmermænd blander sig i hans arbejde. Som ovenstående anekdote mere end antyder, er det i Peter Sellers tilfælde nærmest umuligt. Han var livet igennem drevet af et næsten barnligt ønske om at være beundret af alle og samtidig plaget af en inderlig frygt for ikke at slå til.
Resultatet var ikke blot, at han udviklede et komisk talent ud over det sædvanlige. I takt med at succesen steg, begyndte hans opførsel over for familie, venner og bekendte ligeledes at antage megalomaniske proportioner – alting skulle ganske enkelt handle om ham og absolut ingen andre.
Sellers’ roller havde som oftest en komisk klangbund, og specielt i starten af karrieren lod manuskripterne meget tilbage at ønske. Ikke desto mindre skinner hans fænomænale forvandlingsevne tydeligt igennem i både stort og småt, han har medvirket i. Det samme kan siges om hans præcise timing, der spænder mellem det hysterisk overgearede, som når alting ramler for inspektør Closeau i Den lyserøde Panter, over det bizart afventende i Lolita, til det nærmest udtryksløse og gådefulde i Velkommen, mr. Chance.
At Sellers’ komiske geni er uomtvisteligt og stadig holder en mesterlig standard, selvom humoren generelt set har bevæget sig betydeligt siden hans død i 1980, kan ved selvsyn opleves, når Cinemateket i København i december måned blænder op for en retrospektiv serie af 17 af skuespillerens film, der kommer fornemt omkring hans største præstationer.
Vil man gerne vide mere om, hvad der formede og drev den britiske kamæleon, og hvilke omkostninger hans plagede sindelag havde, er det værd at begrave sig i Ed Sikovs biografi Mr. Strangelove, der netop er udkommet på engelsk.

Anarkistisk humor
Peter Sellers markerede sig første gang i den britiske bevidsthed som frontfigur i radiosatire-programmet The Goon Show. Allerede som to-årig havde han optrådt i sine forældres varieteshows, senere var han ved at få gang i en karriere som trommeslager i diverse jazzbands.
En dag havde han imidlertid fået nok af at fortælle vittigheder mellem numrene, og så ellers sidde pænt bagved og holde takten. Han ringede til BBC, udgav sig for at være en af stationens talentspejdere og anbefalede en ung mand ved navn Peter Sellers, der kunne imitere hvem som helst. Lidt inde i samtalen afslørede han sig selv – hvorefter han fik chancen for at gentage succesen i et live-program et par lørdage efter.
The Goon Show, der løb fra 1951 til 1960 og ud over Sellers talte blandt andre Spike Milligan og Harry Secombe som medlemmer, betragtes i dag som forløberen for Monty Python’s Flying Circus’ absurde og anarkistiske humor og var på det tidspunkt et frisk pust i et samfund, der var stagneret både kulturelt og økonomisk efter de udmattende krigsår.
Sideløbende med de ugentlige radioshows satsede Sellers på en karriere som filmskuespiller. Det egentlig gennembrud kom i 1959 med Musen der brølede, men allerede inden da, havde han markeret sig i Plyds og papegøjer (1955) og ikke mindst Som brødre vi dele (1959), hvori han spiller en fagforeningsmand med bred Yorkshire-accent, fuldskæg og et noget problematisk forhold til fremmedord.
Alle tre film kan ses i Cinemateket, hvorimod en anden film fra denne første periode af Sellers’ filmkarriere er udeladt. Millionøsen (1960) huskes da også bedst for anekdoterne om det, der foregik, når kameraerne var slukkede, end for sine kunstneriske kvaliteter.

Sophia Loren
Peter Sellers var nærmest euforisk, når han med sin kone, Anne Sellers, og to børn samlet omkring middagsbordet fortalte om Sophia Loren. Den italienske skønhed spillede titelrollen over for Sellers’ indiske læge i Millionøsen, og det stod hurtigt klart for de fleste, at han var dybt betaget af hende.
Loren, der på det tidspunkt var gift med filmproduceren Carlo Ponti, gengældte aldrig Sellers’ følelser, hvilket dog ikke forhindrede ham i at udbrede sig vidt og bredt om, hvor forelskede de to var. Sellers’ fantasi blev ikke blot en belastning for Loren, men resulterede også, i at Anne gik fra hus og hjem med børnene under armen, efter han en aften var brudt sammen foran sin kone og hulkende havde beklaget sig over, at Loren ignorerede hans tilnærmelser.
Senere måtte prinsesse Margaret i øvrigt stå for skud for komikerens surreale fantasi. Den britiske prinsesse var blevet introduceret for ham af prins Charles, der var en stor fan af The Goon Show, men de fleste kilder i Sikovs Mr. Strangelove tvivler dog på, at det var andet end et flygtigt bekendtskab – selvom Sellers ofte erklærede, at prinsessen og Loren havde samme størrelse bh!
Årene efter skilsmissen fra Anne var de mest produktive i Sellers’ karriere. I alt blev det til 15 film fra 1960 til 1964, deriblandt Lolita, Lovens korte arm, Kun for to er legen go’ samt naturligvis Den lyserøde panter og opfølgeren, Et skud i mørket.
En imponerende række værker, der alle kan ses i Cinemateket, og som understreger Sellers’ uforlignelige evne til at iføre sig masker.

Sidste rest af fornuft
Intet kunne dog tilfredsstille komikeren, der i takt med sin stigende popularitet begyndte at blande sig både i valg af skuespillere, manuskriptskrivning og instruktion.
Luften under indspilningerne af Bond-parodien Casino Royale (1965) – der ikke kan ses i Cinemateket – var tyk af de spændinger, der lagde grunden til Sellers’ ry som værende forfærdelig at arbejde sammen med.
Ikke så snart var kontrakten på en million dollar underskrevet, før Sellers begyndte at stille krav over for producenterne. Først skulle instruktøren fyres og vennen Joe McGrath ansættes. Dernæst nægtede Sellers at indspille scener, hvor den karismatiske Orson Welles også medvirkede.
Da Sellers så blev uvenner med McGrath og udvandrede, og filmen måtte klippes sammen med det allerede filmede materiale, var de fleste enige om, at paranoiaen, storhedsvanviddet og stofferne, der også dengang fandtes i rigelige mængder i de kredse, havde fået bugt med skuespillerens sidste rest af sund fornuft.

Betalte for at se manden
Ed Sikovs Mr. Strangelove kommer godt omkring ikke blot Sellers’ faglige op- og nedture, men også hans problematiske forhold til moren, de fire ægteskaber og tre børn, hjertestoppene og rusmidlerne.
Undervejs får blandt andre Roman Polanski, Herbert Lom og nu afdøde Alec Guinness lov til at give deres besyv med, hvilket har resulteret i en underholdende, tankevækkende og yderst detaljeret biografi, der hæver sig over sønnen Michael Sellers interessante P.S. I Love You, men trods alt ikke rammer samme fornemme takter som Roger Lewis The Life and Death of Peter Sellers – som i øvrigt inden længe skal filmatiseres af HBO med en anden britisk kamæleon i hovedrollen, Gary Oldman.
Inden den tv-film rammer disse breddegrader, kan man glæde sig over Cinematekets serie, der ud over de nævnte også tæller mesterværket Velkommen, mr. Chance (1979), hvor Sellers får lov at vise en mere afdæmpet side af sit talent.
Disse film efterlader som allerede nævnt ingen tvivl om, at Sellers kunne iføre sig en komisk maske og blive ét med sin rolle som kun ganske få andre. Men som der stod om hans film i magasinet Times nekrolog, da han døde af et hjerteslag kun 54 år gammel: »The audiences did not pay to watch the mask, they came to see the man.«

*Ed Sikov: Mr. Strangelove: A biography of Peter Sellers. Sidgewick & Jackson, www. Amazon.co.uk

*www.cinemateket.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her