Læsetid: 3 min.

Behårede børsherrer

Chimpanser er bedst til at tjene penge på aktier
8. november 2002

(2. sektion)

Radio
Markedspladsens Ugemagasin er ikke ligefrem mit yndlingsprogram. Men det steg betydeligt i min agtelse, da det bragte følgende opløftende indslag: I USA har man forsøgsvis ladet en abe købe og sælge et antal aktier, parallelt med at en stribe højt anerkendte aktieanalytikere gjorde det samme. Det burde ikke komme bag på nogen, at aben tjente mere på sine handler end de professionelle spekulanter gjorde.
Man må gå ud fra, at det var en chimpanse, der foretog de heldige investeringer. Genetisk står netop chimpanserne os mennesker utroligt nær, idet vi har hele 98,4 procent af vore gener tilfælles med dem, og kun 1,6 procent skiller os fra dem. Hvoraf man kan slutte, at det er blandt de 98,4 procent fælles gener, vi skal finde de anlæg for spekulation og griskhed, som mennesker og åbenbart også chimpanser er i besiddelse af. Mens der blandt de 1,6 procent af generne hos chimpansen, som ikke ligner nogle af vores, må befinde sig anlæg, der med profit kunne splejses over i vores dna.
I fremtiden vil man derfor se børsherrer i Wall Street med påfaldende tæt hårvækst over hele kroppen, med vigende pander, fremstående øjenbryn og kraftige kæber. Hver dag vil de stå på den lille balkon i New Yorks børshal og klappe, når klokken ringer. De vil hverken se klogere eller dummere ud end dem, der står på den lille balkon i vore dage. Men man vil stadig ikke kunne forstå, at de har noget som helst at klappe for. For end ikke chimpanser vil kunne rette op på det billede, vi alle har fået af den amerikanske finansverden.

Og så musik
Hanne Fokdal Barnekow satte i Silikone det spidsfindige spørgsmål til debat, om sex er noget vi har ret til, eller det i virkeligheden er noget, vi skal gøre os fortjent til. Panelet bestod af Annelise Kongstad fra PRO Centret, der repræsenterer troen på, at prostitution kan afskaffes, af Gritt Uldall-Jessen, der går ind for såvel porno som prostitution, og af Peter Thielst, forfatter og filosof og specialist i køn, krop og Kierkegaard. Og ganske velkendt for dette blads læsere.
Selv om den små Gritt forsøgte at provokere de to andre med, at »pornografiseringen er svær at få øje på«, så kom bølgerne aldrig til at gå rigtig højt. Det var, som om de to ’satte’ på holdet havde svært ved at tage Gritt højtideligt, så der kom ikke rigtig boller på den suppe if I may say so. Jeg hørte Noël Coward råbe fra sin grav: »Jeg tror ikke, pornografi er særlig skadeligt, men det er frygtelig, frygtelig kedeligt.« Og Groucho Marx supplerede med sin gamle mening om sex: »Det er kommet for at blive«.
Det er den skrækkelige pause- og underlægningsmusik på DR P-1’s morgentimer fra sex til ni tilsyneladende også. Den er i virkeligheden den største hindring for modtagelse af de ofte interessante budskaber, der smides i æteren, mens vi gnider søvnen af øjnene.
Som nu for eksempel onsdag morgen, da resultaterne fra midtvejsvalget i USA hang i luften. For at få del i dem måtte man stå gennem det dummeste lydtralleri, der findes på denne side af Mælkevejen. Jeg valgte at lukke for radioen og lade valg være valg.
Senere på dagen kunne jeg ikke dy mig og åbnede for CNN, der viste den vildt klappende flok på børsens balkon. Det forekom mig pludselig, at de lignede buskmænd – (på engelsk: bushmen). Der var i nattens løb kommet noget endnu mere uldent over dem. Eller var de bare blevet mere lådne?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu