Læsetid: 11 min.

Brændemærket af en Sort Sol

Søndag er det 25 år siden Sods – siden kendt som Sort Sol – spillede sin første koncert ved en fællestime på Rødovre Statsskole. Vor skribent har været med næsten hele vejen og kigger tilbage med undren, stolthed og vemod
23. november 2002

Der var noget i luften den dag. Og det var ikke min sædvanlige sommermelankoli. Allerede som stor dreng sørgede jeg på forhånd over, at sommeren på et tidspunkt får en ende, og det var blevet værre med årene. For at være på den sikre side, påbegyndte jeg sørgeperioden lige efter sankthans under mottoet »vi går mod mørkere tider«. Når vi så nåede august, var det som om det vendte, og jeg fik et mere fattet forhold til årstidernes skiften. …
Nå, men det var – så vidt jeg husker – en sen eftermiddag i august i 1994 og vi var en broget flok, der var taget i Tivoli for at se Sort Sol indtage Plænens store scene. Der var som sagt noget i luften. Et sørgmod, måske, som vi overkom ved at være ekstra larmende og gearede. Måske var jeg den eneste, der havde det sådan. Det var så heller ikke kun sommeren, der var forbi. Men en epoke. Det vidste jeg nu ikke noget om. Måske fornemmede jeg det. Eller også er det bare en af de mange halluer, mit liv har været præget af.
Så stod de dér – i midten den karismatiske forsanger Steen Jørgensen, flankeret af de to guitarister, der yndede at præsentere sig som The Evil Twins: virtuosen Peter Peter Schneidermann og exhibitionisten Lars Top-Galia, med den stoiske Thomas Ortved plantet bag trommerne og uundgrundelige Knud Odde i baggrunden med den bas, han aldrig helt lærte at mestre; hvilket i parentes bemærket var med til at give gruppen dens karakteristiske sound, thi den var tvunget til at opbygge sine kompositioner omkring det faktum, at de ikke måtte overgå Knuds formåen. Jeg kom til at tænke på titlen til en opsamlingsplade med Grateful Dead: »What A Long Strange Trip It’s Been«. Fra Rockmaskinens mikroskopiske scene til Plænen, en af de mest ærkekøbenhavnske institutioner, der tænkes kan. Symptomatisk for den generation, som parallelt med Sort Sol gjorde oprør mod 70’ernes venstrefløjsfascisme og i processen anbragte sig tungt på medieflæsket.
Ridende på en bølge af succes i hælene på gruppens kommercielt mest succesfulde plade, Glamourpuss, udsendt året før samt det klædeskab af Grammyer, den efterfølgende blev tildelt, havde Sort Sol aldrig stået stærkere i publikums bevidsthed. Den gamle garde – d.v.s. den overskuelige flok, der havde fulgt gruppen fra starten – havde det nok noget blandet med gruppens succes, men hvad pokker… efter en 15 års tid som undergrundsfænomen var det dem på en måde vel undt. Og havde de ikke også altid et eller andet sted henne drømt om at være rockstjerner på den gode, gamle facon? Ja, havde Steen ikke altid ført sig frem som en sådan, med hans fuck-you-attitude og ubrydelige tro på musikkens katarsiske evne, selv da gruppens fanskare ikke fyldte mere end en halv håndboldbane? Nuvel, nu var de et af landets største koncertnavne og alle deres drømme inden for rækkevidde… eller hur?
Hvordan sætlisten var sammensat står uklart, men mon det ikke var en blanding af numre fra Glamourpuss og gennembrudsalbummet Flow My Firetear fra 1991? Garneret med et par oldies – »A Knife For The Ladies« spillede de sgu altid – og en smuk version af Kinks-nummeret »See My Friends«. Hvorom alting er – det var fremragende. Ja, mere end det: Det var ren transcendens. Den var så højt oppe at ringe, at englene en stund holdt inde med deres himmelske pludren for at dyrke den sorte stråle af manende, dronende og sine steder dissonant lyd, der udgik fra PA og baggear. Som man kun oplevede det til Sort Sols koncerter. Denne bande uforudsigelige, vanartede og gennemført rock’n’rollede slendrianer kunne som intet andet band fra ind- eller udland igen og igen erindre én om rockmusikkens kraft, vitalitet og særart, så man glemte tid, sted, alder, køn, krop og CPR-nummer og blot hengav sig til deres på en gang sofistikerede og primtive urklang, der fra trommehinderne hamredes ud i kroppens nerver, muskler, årer og organer. Så ordet er altså transcendens, omend det er slidt og virker letkøbt. Men det er stadig ordet.
Klarest i erindringen står ekstranummeret »Ghost Rider«, som kunne føres tilbage til gruppens første koncerter og ditto album i 1978. Det stammede fra duoen Suicides debutalbum, men passede med sit monotont hektiske beat og sin besværgende tekst perfekt til Sort Sol, da det i efteråret 1977 startede som karriere som kvartetten Sods, inspireret af engelsk og amerikansk punk. Da gruppen debuterede til et fællesarrangement på Rødovre Statsskole den 24.11.1977 forventede hverken de eller deres omgivelser, at de 25 år senere skulle ligge på salgslisternes førsteplads.

Hvis der er en koncert, der ændrede mit liv, var det Iggy Pop i Daddys Dance Hall, september 1977, dét år han udsendte to af tidens vigtigste albums: The Idiot og Lust For Life. Lige ankommet fra Sverige, hvor jeg havde arbejdet på fabrik et år, flyttede jeg ind i en andelslejlighed i Indre By med utæt petroleumsovn og kondensvand løbende ned af væggene. Pissehyggelig. Selv om jeg var den stolte ejer af The Ramones debutalbum og elskede Iggy, Bowie, Nico og Lou Reed, begrænsede mit kendskab til punk sig til hvad jeg kunne læse om det i musiktidsskriftet New Musical Express.
Ud over at Iggy var helt fantastisk både at se og høre på den aften, udgjorde publikum en mindst lige så stor attraktion. Her så jeg med egne øjne den lille skare danske punks, der var trådt i karakter til de to Sex Pistols-koncerter samme sommer på Daddys. De forsamlede punks gik fuldstændig amok fra det øjeblik Iggy entrede scenen som den fribytter han er og trods mine kun 20 år, følte jeg mig mærkbart ældre end flokken, der skabte pandemonium oppe foran scenen.
Samme vinter begyndte rygterne om Sods så at svirre. Min ven fra Københavns Universitet hed Søren Ulrik og han kendte Knud Odde, hvilket øgede Sørens karmaeffekt med mindst halvtreds procent. Selv om han havde rigeligt af samme i forvejen: Søren kunne ikke åbne munden uden at der kom noget voldsomt morsomt eller vildt illuminerende eller dræbende kritisk ud af den. Og så ville han være digter lige som mig, om end Sørens determination og drive overgik mit, der havde det med at sidde fast et sted mellem fire guldøl, en bane speed, 20 Cecil og to gram tjald. Det var Søren, der fortalte mig, at Sods skulle varme op til Iggys koncert på Det Ny Teater i foråret ’78.
Jeg tog min kedeldragt fra fabrikken på til koncerten for at virke lidt punket i det og skyndte mig ned til teateret for enden af søerne. Vi havde billetter på balkonen oppe under loftet, så vi havde et flot view over de fire fyre, der daskede ind på scenen og spillede hvad? Fire numre? Eller fem? Meget punk, meget anti, meget primitivt, meget overbevisende og meget mærkeligt. Teknisk set var det bestemt ikke imponerende, men det lå så ikke i tiden. Bare de mente det.
De følgende par år så jeg dem ofte og blev altid voldsomt agiteret af deres lyd og attitude, men det var først da maleren Lars Dan i starten af ’80 opsøgte mig med en ide til en film om punkmiljøet og især Sods, der skulle hedde Underdogs, at jeg mødte drengene.
Lars og jeg fik lokket noget råfilm ud af en venlig Ole John på det, der dengang hed Filmværkstedet, fik skaffet fotograf og lydmand og stillede op med vores ’hold’ ude i en kondemneret ejendom på Gl. Kongevej 13AB til en tværkulturel festival for de musikere, malere og digtere, der boblede i undergrundens søle, afholdt over nogle grå aprilsdage i ’80. Til lejligheden var de fire Sods – Steen, Knud, Peter Peter og Tomas – suppleret med violinisten Morten Versner og deres show et samarbejde med Billedstofteateret, der stillede op i hvide kitler og modsvarede musikkens energi med et mareridtsagtigt slow motion-show.
Vi filmede på livet løs begge dage og på især Knud og Steens interesse for sagen forstod vi, at forfængelighed var en vigtig del af drivkraften i Sods, der var pladedebuteret året før med Minutes To Go, DK’s først punk-lp. Hovedfjenden Torben Bille gav den følgende ord med på vejen i Politiken: »The Sods er at ligne med kejserens nye klæder, holdt kunstigt oppe af mediemennesker, der enten er bange for at blive kørt bag af dansen eller har glemt at stave til energi.«
Det var ved den lejlighed, det gik op for mig, at Sods bestod af fire belæste, søgende, interessante, musikalsk alsidige og overvejende venlige individer, der havde lagt punkens excesser bag sig og var hovedkuls på vej ind i den sorttintede neo-psykedelia, der udgik fra britiske bands som Psychedelic Furs, Joy Division og Echo & The Bunnymen, hvilket hørtes på deres anden lp, Under En Sort Sol, udsendt kort efter. Især elskede vi nummeret »Marble Station«, bygget over et af Søren Ulriks digte. Det kunne høres for fuld udblæsning, da gruppen som septet spillede op til pogo på Musikcaféen i Huset i Magstræde til det herostratisk berømte NÅ!!80-arrangement i oktober. Som 13AB var det en generationsmanifestation og Sods gav en flagrende, intens og vidtfavnende koncert, der var mere interessant end egentlig vellykket, men samtidig manifesterede, at gruppen ville både mere og andet end punk.
I løbet af ganske få år lykkedes det at få etableret en bred kunstnerisk front, hvis hovedformål – forenklet udtryk – var at genindføre æstetikken i kunsten. Gerne grimt som bare pokker, men alligevel. Op gennem årtiet lå Sort Sol – som de begyndte at kalde sig – konstant i front, hvilket kunne aflæses af det faktum, at man altid kunne spotte et par unge vilde malere, en beruset poet eller to samt diverse wanna-be-medie-riff-raff til deres koncerter. Der ofte blev annonceret samme dag de fandt sted, gerne med små spritduplikerede flyers ellers A4-store ’plakater’, ophængt på en klynge lygtepæle i Indre By.
Med sykofantisk begejstring fulgte jeg orkesteret, også når de var fuldstændig rædselsfulde – hvilket der var stor mulighed for – eller lod publikum vente i
fire-fem timer, før de endelig gik på, lige så strung-out som os på gulvet. Til gengæld tog det nogen gange kun bandet tre-fire takter, så vidste man præcis hvorfor man havde stået og ventet som kvæg i stedet for bare at gå hjem – når toget med halsbrækkende fart racede durk mod afgrunden gjaldt det bare om med rædselsblandet fryd at holde på hat og briller, for der blev ikke udspændt sikkerhedsnet under de rejsende.
De var den røde tråd. Hvor befandt Sods – det blev de ved med at hedde i miljøet til starten af 90’erne, mindst – sig lige nu? Det var altid spændende. Også da Lars Top-Galia fra det musikalsk hjælpeløse, men meget stilbevidste mannequinpunkoutfit ADS indtrådte som fast femtemand i hælene på den store Rock For Afrika-koncert i 1985, der blev tv-transmitteret og hele moletjavsen. Og hvor Sort Sol i øvrigt gav en tænderskærende udgave af … »Ghost Rider …« Hvad ellers?
Med Top-Galia ombord blev stilen omlagt til tungrock, og avantgarden droppet. Om Sort Sol i 80’erne må det påpeges, at den spænding, intensitet og hvide varme, gruppen genererede på en scene, aldrig helt blev indfanget på vinyl… måske med undtagelse af Everything That Rises … Must Converge fra ’87, der består af en samling kæberaslende rocksange – med åbneren »Ode To Billie Joe« som højdepunkt – spillet sumpetungt og med Steens hele tiden bedre vokal oppe i mixet. Og så afslørede den hvad nogle godt vidste i forvejen: At Knud trods mangel på formel kunnen skrev gruppens bedste sange. Det blev det sidste album for EMI, før gruppen gik til Sony – og dermed fra pladesalg på et par tusinde stykker til guld- og platinplader i stor stil.

Koncerten i Tivoli den augustdag i ’94 skulle blive sidste gang, Peter Peter optrådte med Sort Sol. Året efter gik han og smækkede med døren, så det kunne høres. I et stort opsat, uredigeret dogme-interview i månedsbladet Press fortalte han åbent om gruppens interne konflikter og magtkampe. Alle, der havde den mindste berøring med bandet, vidste nok det bestod af en flok konfliktsky herrer – undtagen Lars Top, der nærmest er det modsatte! – som havde skeletter nok i skabene til at fylde en mindre kirkegård, men ingen troede dog, det skulle komme så vidt. Det var sørgeligt, for Peter var hjertet i foretagendet. Hvis Knud var bandets sjæl, Tomas dets rygrad og Steen dets stemme – med Top i rollen som Ånden i Flasken og all-round indpisker – var det Peters eminente guitarspil og konsekvente holden fast i gruppens antiautoritære og oprørske udgangspunkt, der gjorde, at den aldrig valgte de nemme løsninger eller sprang over hvor gærdet er lavest.
Sort Sol spiller som bekendt stadig på livet løs – om end ikke længere med det i hænderne – selv om også Knud forlod foretagendet efter albummet Glamourpuss for et års tid siden. De seneste par plader er meget professionelt skruet sammen, vellydende, ferme, flot producerede og indbydende og har fair nok kastet et par hits af sig. Personligt ser jeg dem mindst et par gange om året – Steen er stadig én af mine yndlingssangere, Lars altid værd at se på, når han opfører sit hysteriske one-man-rock-n’roll-show og Tomas en fabelagtig trommeslager – men savner stadig synet af Peter Peter derude på fløjen med hans lyserøde guitar og ubetalelige saligtsøde bøllesmil. Efter koncerterne går jeg hjem og afspiller gruppens seje version af C.V. Jørgensens »Indian Summer«, et af deres helt store øjeblikke og teksten kan snildt overføres på orkesterets færd gennem det danske musiklandskab de sidste 25 år: »Alle går vi rundt & leder som besatte/Nogen finder noget & andre sig selv/Alle mister noget ingen kan erstatte/Nogen går omkring & slår tiden ihjel …«
Så tillykke da, drenge… hvem hulen skulle nu have troet det, dengang det eneste man for alvor behøvede var en eller anden sucker, der lige havde en line eller kunne låne én en halvtredser eller i det mindste bare give en smøg?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu