Læsetid: 3 min.

Brændt af midnatssolen

Al Pacino er formidabel som skyldtynget strømer, der under en skærende midnatssol skal fange Robin Williams’ morder i Christopher Nolans intense thriller ’Insomnia’
15. november 2002

(2. sektion)

Premiere i dag
Man skulle efterhånden ikke tro det muligt at tilføre den velkendte, for ikke at sige gennemtærskede thrillergenre noget nyt. Men det er ikke desto mindre, hvad Christopher Nolan gør med sin seneste film, Insomnia. Godt nok med stor hjælp fra den norske instruktør Erik Skjoldbjærg og hans sørgeligt oversete Insomnia fra 1998, men alligevel med tilstrækkeligt at byde på til at kunne stå alene.
Insomnia er et af de få tilfælde, hvor en genindspilning er endt som en bedre film end originalen – der bestemt ikke er en dårlig film, hvilket kun gør bedriften større.
En Pacino i særdeles god form spiller den hærdede storby-strømer Will Dormer, der sammen med sin makker, Hap (Martin Donovan), sendes til Alaska for at hjælpe med efterforskningen af mordet på en ung pige.

Hændeligt uheld?
Turen til den lille by, der ligger deroppe, hvor solen aldrig går ned og bærer det paradoksale navn Nightmute, kommer umiddelbart på et godt tidspunkt. Will og Hap er begge under anklage af det forhadte Interne Affærer for at have brugt ulovlige metoder i deres arbejde. Og Hap, der har kone og børn, er tæt på at lave en aftale med IA og dermed bringe Will i fedtefadet.
I Alaska får de snart morderen til at gå i en fælde, men denne slipper væk i en tæt tåge, og Will kommer til at skyde og dræbe Hap i den tro, at han er morderen.
Eller gjorde han – var det i virkeligheden med vilje, fordi han ikke tør risikere, at Hap indgår en aftale med IA?
Det viser sig, at morderen – en lokal forfatter, Walter Finch (en velspillende Robin Williams i en sjældent udfordrende rolle), som Will hurtigt finder frem til – var vidne til hele episoden. Han kontakter Will, og de begynder en farlig legen kat og mus med hinanden. På grund af midnatssolen får Will ikke lukket et øje, hans virkelighedsopfattelse begynder at skride, og tvivlen om overlagtheden i drabet på Hap bliver kun større for hver time, han er vågen.
Bedre bliver det ikke af, at Will lyver om drabet – han skyder skylden på morderen – og at den opvakte, lokale kriminalassistent Ellie Burr (Hilary Swank), ansporet af Will selv, arbejder hårdt for at klarlægge omstændighederne omkring Haps død. Hun finder hurtigt ud af, at ikke alt er, som det burde være.

Solen spiller med
Nolans Insomnia minder meget om Skjoldbjærgs film, men den er, indrømmet, mere poleret, ligesom enkelte, i amerikanske øjne, anstødelige elementer er pillet ud af historien. Alligevel er der tale om en mere intens og velfortalt film. Fordi man har større sympati for Al Pacinos plagede strømer end for Stellan Skarsgaards ditto i originalen, får Nolan rig mulighed for at udforske den menneskelige psyke og spørgsmålet om overlagthed og skyld, og hvor langt et menneske under umenneskeligt pres er villig til at gå for at nå sit mål.
Den veltalende og velovervejede Finch prikker til Wills skyldfølelse ved mere end at antyde, at der ingen forskel er på ham og Will – ingen af dem var jo ude på at slå ihjel.
Og det er omdrejningspunktet i Insomnia. Nolan, der for et par år siden vakte opsigt med den opfindsomme thriller Memento, er ikke ude på at servere en traditionel historie, hvor hovedpersonen ’spilder’ tiden på at finde den skyldige, som alligevel altid er den, man tror.
Tidligt i Insomnia præsenteres man for morderen, og resten af filmen bliver publikum så at sige placeret i hovedet på Will, der gradvist mister realitetssansen – spørgs-målet er så, om han også mister retfærdighedssansen.
Midnatssolen kommer således til på original vis at spille en essentiel rolle, og over for sig har den Al Pacino, der forstår at variere den velkendte, livstrætte strømer, først selvsikker, siden ydmyg og forrvirret, så vi har lyst til at følge ham til det sidste.
Filmen er et strålende eksempel på, hvad Hollywoods udskældte studiesystem kan bruges til, når man tør udfordre konventionerne og for eksempel hente sin inspiration af alle steder i Norge.

*Insomnia. Instruktion: Christopher Nolan. Manuskript: Hillary Seitz efter Erik Skjoldbjærg og Nikolaj Frobenius’ forlæg. Amerikansk (Grand, Empire, Dagmar, Paldads og CinemaxX i København og et par biografer i provinsen)

*Erik Skjoldbjærgs Insomnia kan købes på dvd hos www.criterionco.com

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu