Læsetid: 9 min.

Fra Bramming til Ljubljana og ikke retur

Den danske skuespiller Jette Ostan Vejrup er gået stik imod den normale tendens i teaterverdenen. Hun er rejst fra vest til øst for at gøre karriere på en østeuropæisk scene. I dag er Jette Ostan Vejrup en kendt og populær skuespiller på teater og tv i Slovenien, som søndag skal vælge ny præsident
9. november 2002

Jeg gider ikke låse den,« siger Jette Ostan Vejrup, da hun stiller cyklen med barnestolen op ad muren på en brostensgade i Ljubljanas gamle bydel.
Hun ved udmærket godt, hvor lav kriminaliteten generelt er i Sloveniens hovedstad. Og hvis nogen skulle have set hende stille cyklen ulåst fra sig, havde de næppe haft den frækhed at stjæle den fra en populær skuespiller.
Sådan én er den 40-årige dansker nemlig.
»Jeg må jo nok indrømme, at jeg er kendt,« griner Jette Ostan Vejrup.
Hun har boet i Slovenien gennem de seneste 15 år og har opbygget en prisbelønnet karriere i det unge land, som løsrev sig fra Jugoslavien i 1991.
Hvor strømmen af skuespillere, dansere og andre kunstnere normalt går fra Øst- til Vesteuropa – hånd i hånd med håb om en karriere i London, Paris eller endda København – er Jette Ostan Vejrup et sjældent eksempel på det modsatte: Hun er draget fra vest til øst – med ambitioner om at gøre sig på den slaviske scene.
»Hvala (tak),« siger Jette Ostan Vejrup, og går med målrettede skridt forbi receptionisten, som troligt passer sit arbejde, selv om de færreste har et ærinde her på Drama-teatret i Ljubljana sådan en kold efterårslørdag.
Indenfor prydes væggene af sort-hvide billeder af blandt andre Jette Ostan Vejrup, optrædende i Bertolt Brecht-stykket Laser og pjalter. Billederne er sat ind i kvadratmeter-store glas og rammer og hænger på de let afskallede vægge i de smalle gange. Også i forhallen og ved garderoben er fotos fra sidste års succesforestilling hængt op, og inde på scenen er arbejdsmænd igang med at stille kullisser op til netop Laser og pjalter. Den skal køre med jævne mellemrum i den nye sæson også.
»Nu har vi jo lært rollerne, siger Jette Ostan Vejrup og kigger rundt i den gamle sal med tre rækker balkoner oven over selve salen med de endnu lærredstildækkede sæder. Et gulligt lys fra lamperne fastholder en aftenstemning, selv om der kommer lidt dagslys ind i teatret fra oven.
Drama i Ljubljana er en af de scener, hvor Jette Ostan Vejrup ofte har stået og modtaget publikums applaus efter endnu en præstation på flydende slovensk – et for danske tunger meget fremmed og svært sprog af den slaviske slags.
»Et er at lære slovensk, noget andet er at kunne bruge det skuespilsmæssigt. Selv om jeg taler flydende, kan det især i øvefasen være svært at kombinere sproget med udtrykket. I starten, når jeg skal lære replikkerne, går det fint med sproget, men når så selve skuespillet kommer ind over og jeg skal koncentrere mig om det, så går det nogle gange helt i koks med det slovenske, og jeg laver fejl. Men så til sidst går det alligevel op i en højere enhed,« forklarer Jette Ostan Vejrup.
Det gjorde det for eksempel, da hun for tre år siden spillede H.C. Andersens Tommelise som en 40 minutters monolog, hvor hun selv spillede alle karaktererne – og modtog bragende bifald og fik fantastiske anmeldelser.
»Da græd jeg bagefter. Det var på en eller anden måde et svendestykke for mig, og noget helt specielt at fortælle og spille et dansk eventyr på slovensk og med succes. Dét, at det lykkedes at få historien til at trænge ind i hjerterne på et publikum med en anden kultur end vores,« fortæller Jette Ostan Vejrup.

Gennembrud
Slovenernes hjerter har hun dog forlængst erobret. I en sådan grad, at danskeren i dag er en efterspurgt skuespiller på teatrene i Ljubljana og andre byer i Slovenien. Hun medvirker også i tv-serier og er nærmest blevet folkeeje i landet.
Mens hun spadserende træder i efterårsbladene på fortovet langs floden Ljubljanica, som løber gennem byen, tilfalder der således Jette Ostan Vejrup adskillige nysgerrige, venlige blikke fra forbipasserende.
Nogle af dem kan muligvis huske, at der i 1991 skete det utrolige, at danskeren i Maribor fik tildelt prisen for årets kvindelige hovedrolle, efter at hun i den sæson havde spillet prinsesse Yvonne i Witold Gombrowic’ Prinsesse Yvonne af Burgund. Jette Ostan Vejrup kan i hvert fald huske det.
»Dengang forstod jeg ikke helt betydningen af det, men det gør jeg nu,« siger hun og bliver afbrudt af en tjener, som serverer hende en gigantisk kop te på en udendørs café.

Opgav dansk karriere
Egentlig stod Jette Ostan Vejrup som 25-årig på spring til at gøre sig en dansk skuespillerkarriere. Hun havde gået på Århus Teaterakademi og var ved at søge ind på skuespillerskolen. Men så røg hun til New Orleans på et gadeteatertrip og siden til den internationale skuespillerskole Ecole Jacques Lecoq i Paris. Derefter flyttede hun pludselig til Ljubljana – dengang en almindelig mellemstor by i det land, der i slutningen af 1980’erne stadig hed den socialistiske forbundsrepublik Jugoslavien.
»Jeg havde tidligere rejst en del i Østeuropa og var på en eller anden måde ret fascineret af det. Nu, hvor jeg tænker over det, så er noget af det, jeg husker bedst, lugten af kul over det hele. Det var på en mærkelig måde tiltrækkende,« siger Jette Ostan Vejrup om fænomenet. Et fænomen som gjorde, at man kunne være sikker på at have sorte prikker på sin hvide t-shirt, hvis man gik rundt i en østeuropæisk storby i en halv dag.
Den direkte årsag til det pludselige sceneskifte var nu ikke kul, men kærlighed. Som Jette Ostan Vejrups mellemnavn antyder, var den specifikke attraktion en slovensk mand, nemlig skuespilleren Boris Ostan, som hun mødte på skuespillerskolen i Paris.
»Vi overvejede en stund, om vi skulle flytte til Danmark, men vi gik hurtigt væk fra det. Jeg havde allerede dengang en fornemmelse af, at det i dagligdagen ville være mere kompliceret for en jugoslaver at begå sig i Danmark end omvendt. Samtidig var Boris allerede en etableret skuespiller med fastansættelse på Ljubljanas byteater. Og så kunne jeg egentlig godt lide, hvad jeg så hernede,« siger Jette Ostan Vejrup .

Store forventninger
Det kan hun stadig, selv om der er stor forskel på Slovenien fra dengang for 15 år siden og til i dag, hvor Slovenien 11 år efter bruddet med Jugoslavien står i forreste række til at blive medlem, når EU bliver udvidet i 2004.
»På den ene side er det hele blevet så vestligt med computerbutikker og modetøj over det hele. Men her er alligevel fortsat anderledes, og landet har stadig lidt af det gamle over sig. Da jeg kom hertil, kunne man stadig gå ind i en forretning og få repareret sine nylonstrømper. Det kan man trods alt ikke mere. Til gengæld kan man få sin paraply repareret,« siger Jette Ostan Vejrup, som var en kende rystet og fascineret, da hun opdagede det.
Slovenien har vitterligt gennemgået store forandringer i det seneste årti, pointerer hun.
»Men det er jo lige så klart, at det tager tid at omstille sig. Det er tydeligt, at det for slovenerne stadig handler om de store, overordnede ting som at komme med i EU, mens de måske ikke lige i samme grad som os har overskud til at gå op i sådan noget som affaldssortering,« siger Jette Ostan Vejrup.
»Og så er der det med demokratiet. Deres tradition er bare ikke så lang. Jeg har været med i forsamlinger, hvor der skal diskuteres frem og tilbage, og man tror simpelthen det er løgn. Det kan vare i timevis, og der bliver ingen enighed og ingen beslutninger taget.«
I takt med at hendes og Boris’ tre børn – Ruben på 11, Lara på 7 og Lucija på 3 - bliver større, og to af dem går i skole, begynder hun for alvor at mærke forskellene mellem systemerne i Danmark og Slovenien.
»Det handler hele tiden om priser og konkurrencer, og det har jeg svært ved at forholde mig til. Det begynder allerede i anden klasse, hvor børnene i slutningen af skoleåret får priser for at være gode elever og for at have læst bøger. Der er f.eks. kemikonkurrencer, hvor den dygtigste elev skal repræsentere skolen i konkurrence med andre skoler. Det er helt vildt, hvor meget man går op i at konkurrere, og hvor tidligt det starter,« siger Jette Ostan Vejrup.
»Jeg er vokset op med, at børn skal have plads til at lege, men her bliver børnene af forældrene sendt til ekstraundervisning i engelsk, så de kan blive til noget, eller til violin eller klaver. Jeg har lidt svært ved at forstå, at børn skal have så travlt.«

Langt fra Bramming
Jette Ostan Vejrup liv er på alle måder langt væk fra livet på det husmandssted på Bramming-kanten i Vestjylland, hvor hun voksede op for senere at gå på gymnasiet i Esbjerg.
Men anderledes var det nu allerede fra starten, da hun kom til Slovenien. Landet var oven i købet midt i en politisk udvikling med større og større selvbevidsthed - men også med et stænk af nationalisme og ringeagt for de sydlige republikkker i Jugoslavien.
Slovenien slap med kun ti dages krig i 1991, inden den jugoslaviske forbundshær overlod slovenerne til sig selv for at drage mod vigtigere slag i Kroatien og Bosnien.
»Men vi vidste jo ikke, hvor lang tid, det ville vare, og jeg var på det tidspunkt højgravid med Ruben. Jeg kom så med et tog ud af Ljubljana fire dage inde i krigen og fødte hjemme i Danmark,« siger Jette Ostan Vejrup.
»Jeg var bange for, hvad der ville ske og havde det egentlig meget svært med at tage væk. Især fordi jeg frygtede, at Boris ville blive tilbageholdt i det øjeblik vi nåede grænsen og ikke kunne få lov til at forlade landet, fordi de ville bruge ham i hæren. Men heldigvis var der ingen problemer.«
Krigen var hurtigt forbi, og de nybagte forældre kunne vende tilbage en måned senere. Nu var Slovenien et selvstændigt land, og der herskede en euforisk stemning over alt. For Jette Ostan Vejrup var det dog svært at deltage helhjertet i jublen.
»Jeg har altid holdt mig lidt på sidelinjen i den konflikt. Det er jo egentlig ikke mit land på den måde, og jeg kan naturligt nok ikke føle mig slovensk på samme måde,« siger Jette Ostan Vejrup.

Stadig dansk
Hun fastholder da også sin danskhed, taler dansk med børnene, og hun fik lidt af en optur over at være i København i sommer og drøfte en produktion med den danske koreograf og instruktør Kamilla Wargo Brekling.
»Det var dejligt at være i en større by end Ljubljana og være et sted, hvor skuespillermiljøet trods alt er større,« siger Jette Ostan Vejrup. Ljubljana er med sine 400.000 indbyggere en af de mindre europæiske hovedstæder.
I Danmark er Jette Ostan Vejrup et helt ubeskrevet blad, både på teaterscenerne og med hensyn til danske film, hvis succesfulde udvikling hun følger med »stor interesse og begejstring.«
Både hvad angår tv, film og teater, trækker det i hende at gøre flere ting på dansk eller engelsk igen.
»Jeg savner de mere humoristiske ting, hvor jeg kan bruge mig selv endnu mere rent sprogligt,« siger Jette Ostan Vejrup.
»Noget af det, som er sværest at komme igennem med i Slovenien, er selvironi. Dels er der ikke så meget ironi i humoren hernede, og dels kræver selvironisk humor, at man er helt nede i de sproglige nuancer, hvilket er svært på et andet sprog. Så den kanal kan jeg ikke sende på her. Det kan jeg kun på mit
modersmål.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu