Læsetid: 4 min.

Bushs 103 mio. fans

Bush kan regne med opbakning fra mindst 103 millioner europæere
23. november 2002

Analyse
Bush-amerikanerne er arrogante. Ja, verdens eneste supermagt er nærmest en trussel, fordi den går enegang.
Det ved enhver europæer, ikke sandt? Næh, det er kun en udbredt vesteuropæisk opfattelse, som ikke deles af østeuropæerne. Med optagelsen af syv østeuropæiske lande i NATO kan USA regne med solid opbakning fra i alt 103 millioner østeuropæere, og snart rykker flokken også ind i EU.
O.k. Man skal ikke generalisere. Men det er en kendsgerning, at man i Østeuropa har et ganske andet syn på USA og EU end det, som trives i den vestlige del af kontinentet.
Arrogante amerikanere? Sig det til ministre i landene, som søger optagelse i EU. Udenrigsministre har oplevet timers ventetid i EU-Kommissionens forgemakker, fordi en kommissær lige skulle afslutte en snak med sin kone.
Eksemplet leveres af en polsk sikkerhedsekspert, Radek Sikorski. Og der kan hentes mange flere fra bitre østeuropæiske forhandlere.
Farlig supermagt? Set med østeuropæiske øjne er det EU, som kun stiller krav og dyrker énvejs-kommunikation. Østeuropa husker sin historie godt, og i den er det vesteuropæerne, som konsekvent begår voldtægt og svig. For østeuropæerne er USA’s tilstedeværelse i Europa selve garantien for, at vesteuropæiske stormagter ikke kommer i blodigt slagsmål. Og det var Reagan, som befriede dem fra kommunismen.
Kærligheden er gensidig. Ingen vesteuropæisk leder kan hylde østeuropæerne på det højstemte niveau, som en amerikansk præsident magter. Læs talen, som Bush holdt i Prag, eller følg ham på triumf-turen bagefter rundt i Østeuropa.
Det er de nye medlemmer, som med tyranni i frisk erindring forstår frihedens værdi, sagde Bush. Dem, som har »gennemgået det godes kamp mod det onde«, vil aldrig stille sig neutralt an, og derfor kan USA regne med dem i en ny tids opgør. Mod Irak. For missilforsvar.
Kendere af Østeuropa ved, at kommunismens historie og frihedskampen er lidt mere kompliceret. Men den amerikanske præsident gør alle til »good guys«, og hvem vil ikke høre det budskab, når man inderst inde ved, at éns egen sti aldrig var helt ren.
Kendere ved også, at de nye medlemmer er milevidt fra målene, som i 90’erne blev opstillet for lande, der ville optages i NATO. En af arkitekterne bag den politik, USA’s daværende NATO-ambassadør Robert Hunter, siger med henvisning til Rumænien og Bulgarien, at »folk vil holde sig for næsen og synke en ekstra gang«, når de to lande accepteres.
Så er det langt sjovere, hvis man lytter til Bush-regeringens kult-journalist, Robert Kaplan. Han har netop i The New York Times hyldet Rumænien, fordi man i det land deler centrale amerikanske værdier – patriotisme, muskuløs adfærd, forelskelse i Bush.
Men vil disse østeuropæere uden militær slagkraft ikke svække NATO? Det siger eksperterne jo. Næh, for NATO er i fremtiden hovedsagelig en værktøjskasse, hvorfra USA kan hente villige redskaber til sin storpolitik.
Kravene til de tre lande, som blev optaget i 1999, var større, fordi man troede, at de skulle passes ind i en integreret alliance. Nu skal alle specialisere sig, så man bare kan levere noget, når USA, måske også NATO, kalder inden en ekspedition til de varme lande. De syv nye medlemmer kan vise solidaritet og yde et reelt militært bidrag, hvis de fokuserer hele deres indsats på nogle få militære enheder.
Det er i den sammenhæng en dyd, mener den polske ekspert Radek Sikorski, at man i disse lande kan adlyde ordrer. Det er lært i Moskva-tiden, påpeger han, men vanen hænger ved. Og det er en fordel. Kaplan fremhæver, at østeuropæerne har udviklet en god næse for storpolitikkens vinde, og at man retter den ind, så stærke pust giver medvind. Også det er en ros. Set fra USA.
Foruden konsolidering af en pro-amerikansk blok i NATO, scorede USA også stort, da topmødet vedtog et ekspeditionskorps, som på amerikanernes højteknologiske niveau skal rykke ud i felttog med USA.
Det sikkerhedspolitiske analyseinstitut STRATFOR – i Texas – ser klart på denne sag. Korpset vil »ikke kun binde alliancens fremtid nærmere til USA’s udenrigspolitiske mål, men det vil også svække europæiske bestræbelser for at handle uafhængigt af Washington«.
Igen kan EU-medlemmerne takke sig selv. De sjoflede optagelsen af østeuropæerne, og de nølede, da de skulle oprette deres eget ekspeditionskorps, helst uden østeuropæere.
Jamen, østeuropæerne optages jo også i EU, så de vil vel fatte, hvor pengekassen ligger? Jo, måske, men på længere sigt. Kaplan forudser, veltilfreds, at integrationen af 10 nye medlemmer vil være en så svær proces, at EU ikke har kræfter til andet. Og i mellemtiden vil USA være den store ven, som man ikke skal tigge penge hos, og som heller ikke irriterer med beskyldninger om korruption.

*Jørgen Dragsdahl er sikkerhedspolitisk journalist og vil fremover med jævne mellemrum skrive i Information

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her