Læsetid: 3 min.

Colombiansk krig trækker blodige spor i Sydamerika

Optrapningen af borgerkrigen i Colombia skaber frygt i nabolandene
14. november 2002

Quito – Den nyvalgte præsident Álvaros Uribes storstilede offensiv mod guerillahærene i Colombia har mærkbare følger i nabolandene. Colombia har modtaget massiv støtte fra USA for at få bugt med ’narkohandel og terrorismen’, bl.a. helikopterer, der er blevet sat ind ved grænsen til Ecuador.
Som en konsekvens strømmer hundredevis eller tusindevis af flygtninge til Ecuador og skaber uoverskuelige problemer for det i forvejen kriseramte naboland.
Men Colombias krig skaber ikke kun flygtningestrømme.
»Der er en eksport af colombianske, sociologiske mønstre til nabolandene,« siger forskeren Adrián Bonilla fra det ansete
ecuadorianske forskningsinstitut FLACSO.
Han henviser til, at der i nabolandene opstår bander, som benytter sig af de velkendte, voldelige colombianske metoder som »bortførelse mod betaling af løsesummer, afpresning, invasion af indianske territorier og af nationalparker m.v.«
Tusinder forlader grænseområderne for at begive sig til mere fredelige dele af Ecuador.
Bønderne i grænseregionerne klager over virkningen af det colombianske luftvåbens sprøjtninger af formodede kokaplantager i Putumayo-provinsen. De kemiske sprøjtemilder forurener floderne og truer livsgrundlaget. Køer bliver syge, og afgrøder ødelægges.
Grænseområder i Ecuador er de senere år blevet brugt som reservat for såvel paramilitære som guerillatropper. Men der er nu stigende rapporter om sammenstød grupperne imellem samt med den ecuatoriansk hær.

Krig uden grænser
Colombia har i alt 6.300 km landegrænse med Panama, Venezuela, Brasilien, Peru og Ecuador. Det meste jungle, som er meget svær at kontrollere.
Også i Peru og Venezuela klager befolkningen i grænseområderne over, at venstreguerillaer og paramilitære kommer ind over grænsen. Problemet er særlig stort i Panama, som ikke har haft nogen hær, siden USA invaderede landet i 1989.
Venezuelas præsident, Hugo Chávez, er blevet beskyldt for at støtte guerillaerne. Chávez har omvendt anført, at paramilitære har oprettet en forlænget gren i Venezuela, der vender sig mod landets regering.
For Venezuela gælder det særlige forhold, at landet har en ulmende, uløst grænsestrid med Colombia. Den venezuelanske ledelse forsømmer ikke en lejlighed til at pege på risikoen for, at den massive amerikanske militærhjælp til nabolandet kan forrykke den militære magtbalance i regionen.
Ligesom de øvrige lande opruster Brasilien for tiden langs sine grænser til Colombia for at undgå påvirkningerne fra den intensiverede krigsførelse.

Frygt i nabolande
Generelt er der en frygt i Colombias nabolande for, at USA’s anti-narkotiske indsats, der ensidigt retter sig mod kilden – ikke mod kokainforbruget i USA, som er verdens største – blot flytter et problem fra det ene sted til det andet.
Mens Bolivia og Peru med amerikansk pres mere end halverede deres koka-produktion på fem år, blev produktionen i Colombia mere end fordoblet.
Nu er der frygt for, at udviklingen vil gå den modsatte vej.
I Peru vil en voksende narkoproduktion kunne give nyt liv til den hensygnende guerilla-bevægelse Den Lysende Sti.
Latinamerikanske venstrekritikere mener generelt, at indsatsen mod narkoproduktionen i Sydamerika er et påskud for USA for at bevare en stærk dominans i en region, der som følge af umådelige uligheder er præget af voksende uro. De peger på de store oliereserver i Colombia og Bolivia, hvor amerikanske olieselskaber, bl.a. Occidental Petroleum, opererer.

Imod indblanding
USA presser landene i regionen for at oprette en inter-amerikansk styke, som kan gribe ind mod ’terroristerne’ i Colombia. Landene viser dog ingen interesse i at blive involveret. Specielt Brasilien har været meget afvisende.
USA har baser på de hollandske øer Aruba og Curacao ud for Venezuelas kyst og en base i Manta på Ecuadors Stillehavskyst, som dog kun må bruges i informationsøjemed. Ecuadors magtfulde indianske organisation CONAIE (som er i alliance med favoritten i det igangværende ecuadorianske præsidentvalg) forkaster, hvad den kalder »USA’s militarisering af Sydamerika«.
Den ønsker en folkeafstemning om Manta-basens nedlæggelse.
I Peru har der angiveligt været en uformel nordamerikanske forespørgsel om at oprette en base i Amazon-junglen.
Perus præsident Alejandro Toledo er kendt som den mest ivrige fortaler for nordmamerikanske synspunkter blandt Colombias nabolande.

*Niels Boel er journalist og arbejder for U-landsorganisationen Ibis i Sydamerika.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her