Læsetid: 2 min.

Danske kunsttyverier

8. november 2002

(2. sektion)

*Nivaagaard 1999:
Nivaagaard Malerisamling får stjålet to malerier af Rembrandt og Bellini under et røveri. Samlet værdi over 200 mio. kr. Det hidtil største kunsttyveri i Danmark, målt i værdi. Malerierne blev fundet uskadte blot syv måneder senere, efter samarbejde mellem Hørsholm politi og Rigspolitiets særlige efterforsknings-rejsehold. Røverne og medhjælpere fik tilsammen 12 års ubetinget fængsel, hælerne 1,5 år.

*Regensen, København 2000:
Portræt af kong Frederik II stjålet fra kollegiet Regensen i København, hvortil det var udlånt af Frederiksborg Slot. Værdi: 100.000 kroner. Maleriet blev fundet kort tid efter i en parkeringskælder. Det to meter høje maleri var næsten uskadt, men manglede rammen.

*Ellekilde, København 2000:
To malerier af P.S. Krøyer stjålet fra Ellekilde Auktionshus i København af tre rambuktyve i en kassevogn. Værdi: Tre-fire millioner kroner. De to malerier, Parti fra Capri og Skagensjægere blev fundet igen kun tre kvarter efter tyveriet og bragt tilbage til auktionshuset.

*Gentofte 2002:
Med få dages mellemrum blev Gentofte Rådhus udsat for indbrud. Først forsvandt fire malerier af Egill Jacobsen torsdag nat, og onsdagen efter opdagede rengøringsfolkene, at Richard Mortensens oliemaleri Dreux, der vurderes til omkring en million, var væk. Rengøringsfolk opdagede onsdag morgen, at kunstværket var stjålet. Malerierne var skruet fast på væggen og forsynet med en alarm, men til ingen nytte. Værdi: over en million kroner.

*Nordsjælland 2002:
Tyve snød den aldrende Cobra-maler Eiler Bille, som mistede fire kunstværker fra sit hjem i Nordsjælland. Den 92-årige kunstner fik besøg af to tricktyve, som fik lov at låne en stige, da de sagde, de skulle reparere et tag. Eiler Bille lagde sig til at sove til middag, og da han vågnede halvanden time senere, opdagede han, at tre af hans egne værker og et maleri af den danskgifte, afdøde islandske kunstner Thorvaldur Skúlason var blevet stjålet. Politiet var uden spor.

*Skagen 2002:
I nattens ly forsvandt to malerier til en anslået værdi på over 500.000 kroner fra Michael og Anna Anchers Hus i Skagen. Interpol blev underrettet, men efter få uger modtog politiet et anonymt tip, og malerierne blev fundet. Sagen er uopklaret. Værdi: mere end 500.000 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her