Læsetid: 4 min.

En del af problemet eller starten på løsningen?

22. november 2002

(2. sektion)

Postmoderne
Jens Martin Eriksen ved godt, hvor vores kultur har parkeret sin civilisation. Et sted hinsides pædagogisk rækkevidde. Uden for det, der var meningen med oplysningsprojektet.
»Det er nok sådan cirka dér, hvor vi er endt,« skriver han i det seneste nummer af tidsskriftet Kritik:
»I et sandt postmoderne helvede«
Det er ikke noget ualmindeligt synspunkt, som baserer sig på en række slutninger: Postmoderne betyder opgør med dogmatiske programmer og monopoler på sandhed. Postmoderne betegner en tolerant åbenhed, som degenererer til ligegyldighed. Den glade postmodernist vil ikke opføre sig patroniserende over for andre kulturer. Man lever i et multikulturelt samfund, hvor man respekterer naboens kulturelle habitus. Hvad enten nu naboen omskærer sin datter eller spiser frikadeller og rødkål eller stresser af ved at banke sin partner med en pisk, når hun stresser af i sit kattekillinglæderkostume.
Man blander sig ikke. Fordi man ikke skal gøre sig til dommer. Man ved godt, man lever i tiden efter ideologierne og hinsides godt og ondt.
Der er nogen, der mener, det har taget overhånd med det postmoderne. Det er blevet for meget med ironi og relativisme.
Den kulturradikale Århusprofessor Johan Fjord Jensen promenerede sidst i 90’erne i bogen Tomrum den påstand, at det postmoderne var en i sidste instans nihilistisk kritik af en moderne dogmatik.
Der er andre, der ser den postmoderne relativisme på spil i udlændingedebatten. Vi vil ikke gentage den imperialistiske dominans, for vi er ikke længere moderne. Den polske sociolog Zygmunt Bauman og den slovenske filosof Slavoj Zizek har begge påpeget en ny kynisme blandt venstrehumanistiske intellektuelle: Vi anerkender andres absolutte ret til at være forskellige og tilskriver dermed os selv retten til at være ligeglade. Den såkaldt postmoderne tolerance risikerer at resultere i nye sociale hierarkier. Det, man kalder det ’multikulturelle samfund’, bliver i virkeligheden til samfund, hvor en vestlig, verdslig og moderne majoritetskultur dominerer tolererede, men marginaliserede minoritetskulturer. Den postmoderne tolerance fastholder minoritære grupper i ikke-moderniserede livsformer.
Og så er der de, der som Marianne Stidsen i bogen Idyllens grænser, der udkom forleden, efterlyser den postmoderne åbenhed. Som hun skriver:
»Denne bog er viet opsporingen af den tidlige postmodernismes forskelssættende, overskudsagtige indstilling… Jeg frygter, at de nuværende tilspidsede politiske tilstande i Danmark og den øvrige vestlige verden let kan føre til yderligere reideologisering og genindføring af modernitetens polariserede verdenssyn, med hvad dertil hører af manglende tolerance, snæversyn og munkemandsagtig tristesse.«
Det postmoderne forstås her som et legende, modtageligt og tolerant møde med det anderledes og fremmedartede.
På den anden side af den multikulturelle konsensus dukker xenofobien op. Det nostalgisk fjendtlige forsvar for vores egen hjemstavn og vores danske værdier. Og denne provinsialisme er ifølge Stidsen ikke postmoderne.

Man kan definere det moderne projekt som fortløbende opløsning af hierarkier til fortløbende frigørelse af det fornuftige menneske. Det moderne udfordrer aristokratiets sociale privilegier, politiske magtmonopoler og kirkens privilegerede forhold til sandheden. Naturen bliver til råmateriale til menneskelig brug.
Til gengæld er den moderne fornuft forankret i historien som en fremskridende, altomfattende bevægelse og i natutvidenskaben. Den postmoderne tanke, som formuleret af Jean-Francois Lyotard, udfordrer til gengæld naturvidenskabens grundlag og forestillingen om Historien.
De forskellige udlægninger af det postmoderne afdækker en ambivalens, som var til stede fra det, man kunne sætte som starten.
Da Lyotard i 1979 udgav Viden og det postmoderne samfund, blev det postmoderne pludselig slogan for en kultur: De store fortællinger blev erklæret døde. På den ene side beskrev han en tilstand, hvor ironi, spil og små fortællinger træder i stedet for politiske ideologier og utopier. De forskellige kulturelle rum blev sat fri fra den store historie: »Lad os føre kamp mod totaliteten.«
Denne bevægelse så Lyotard som moderniteten i sin næste konsekvens. Fortsættelse af udfordringerne. Det blev formuleret som det berømte diktum om de store fortællingers død:
»Det er oplysningsfortællinger, hvor videnshelten arbejder fremad mod gode politiske og etiske mål – mod en universel fred.«
Den moderne videnskab stod i en højere sags tjeneste.
Den tjente frigørelsesprojektet, eller den var med til at drive historien mod nye civilisatoriske højdepunkter.
Man kan udlægge det postmoderne som en fuldbyrdelse af det moderne projekt, hvor man vender den videnskabelige tvivl mod videnskabens eget grundlag.
Eller man kan bruge postulatet om den postmoderne tilstand som anledning til opgør med oplysningsprojektet. Zizek har sat denne ambivalens på spidsen:
»Hvad er det postmoderne andet end oplysningsprojektets nederlag midt i sin endelig triumf?«

Det, der er blevet kaldt det postmoderne helvede, er en tilstand, hvor intet er givet på forhånd, og alt står til debat.
Man kan sige, at den moderne frigørelse fra overtro og dogmatik har udviklet sig til frisættelse, hvor alle udsagn udlægges som sidestillede meninger.
Det er særdeles postmoderne, når vores undervisningsminister, Ulla Tørnæs, i en tv-debat siger, at for hende er alting udtryk for holdninger. Den gammeltestamentelige skabelsesberetning er en holdning, evolutionslæren er en anden, og den skal ikke privilegeres. Det ville ifølge Tørnæs være ’totalitært’.
Det er karakteristisk, at vores statsminister, Fogh Rasmussen, betjener sig af en frigørelsesretorik, når han taler om tendenser ’til et eksperttyranni, der undertrykker den frie folkelige debat’.
Den moderne frigørelsesproces, der brugte fornuften som det fælles grundlag for frigørelse, ender i den postmoderne tilstand uafhængig af filosoffernes hensigter og egentlige tanker med at være en frigørelse fra rationaliteten som privilegeret øverste instans. Opgøret med dogmatik syntes at have udviklet sig til en revolte mod eksperternes dogmatik. Nu er det følelser og fornemmelser og folkelige stemninger, der ikke længere vil undertrykkes af rationelle argumenter.

Serie

Seneste artikler

  • Gå tilbage, men aldrig til en fuser

    31. december 2009
    Den nye hjemstavnslitteratur var og blev den synligste trend i det 21. århundredes første årti, der dog bød på mange genrer
  • Hjemstavn

    30. december 2009
    Et af temaerne i årets danske litteratur, der i øvrigt har handlet om alt fra familie- og generationsopgør til ustabile identiteter, har været en ny hjemkomst, en besindelse på det danske sprog og hvad man kommer fra, på en ny hjemstavn i sproget
  • Det er ganske vist: Fyn er fin

    10. august 2009
    Fyn er et af Danmarks mest undervurderede steder, og derfor er det på sin plads at gøre op med enhver fordom her. Odense er eventyrets by - smørklatten i danmarks-grøden. Information har valgt at hylde paradisøen Fyn
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu