Læsetid: 3 min.

Dukkehjem eller skakbræt

Aalborg Teaters opsætning af Ibsen uopslidelige ’Et Dukkehjem’ dropper kukkassens klæge intimitet for en mere ritualiseret, åben scenografi og strategi, hvor ingen på forhånd har ret
13. november 2002

Teater
Nora smækker pr. tradition hårdt med døren i slutscenen af Et Dukkehjem, med et drøn der længe var tegnet for en feministisk kritik af en patriarkalsk orden, som havde undertrykt kvinderne led for led. Også dagens Nora har meget at gøre op med, men i Madeleine Røn Juuls instruktør-optik er tingene ikke længer så enkle.
Hun har valgt at lægge det intime spil – hvor større samfundskræfter og dybere ubevidstheder skjult determinerer så meget – åbent ud, med en minimalistisk scenografi (af Nikolaj Heiselberg Trap), hvor publikum i to blokke over for hinanden ligeligt kan studere personernes tætte ping-pong i midten mellem sig. Simpelthen: At se sagen fra to sider, ud fra den enkle betragtning at intet sandt drama indfinder sig, hvis kun én person besidder sandheden.
De ikke-aktive spillere sidder tilsvarende for scenens andre to ender, ligesom vi vidner til marionetternes håbløse dans. Til gengæld tabes noget af Ibsens akutte sans for det klunketætte scenerums tableaumæssige muligheder...

Helmer og Nora
Noras moralsk korrekte borgermand, Helmer, får imidlertid – og det er vigtigere – større format end det er vanen, og det er godt. For selvom han er skyldig både i alt for selvfølgelig besidderbevidsthed og fastholdelse af »lærkefuglen« Nora i et meget snævert partitur, så får han her – i Mikael Brostrups fint nuancerede fremstilling – tragisk faldhøjde i erkendelsen af sin brøde. Han handler som han nu må, med al god vilje, efter den borgerlige agtelses stramme regulativ, som ikke tåler nogen slinger i valsen, slet ikke at fruen – ganske vist af lutter uegennyttig kærlighed – har skrevet falsk på en veksel for at redde hans helbred.
Noras rolle har alle dage været det melodramatiske bravournummer. Fra det narcissistisk kokette, det ungpigeligt charmerende, et naivt livstykke i starten, og brat – over bare tre dage – til rugende erkendelse og hensynsløs selvrealisering. Den balance har altid været svær, næsten umulig. Som kunne Marilyn Monroe og (Fassbinders) Margit Carstensen forenes i én gestalt.
Tvunget af omstændighederne spiller Meike Bahnsen en gravid Nora, med fjerde barn godt i vej. Hendes erotisk udfordrende Tarantel-dans må derfor savnes, portdørens slutdrøn fortoner sig ekstra urealistisk, og Røn
Juul har da også valgt den ’tyske’ løsning Ibsen selv blev tvunget til, at lade Nora gå – og komme tilbage. Dog måske med en definitiv afgrund mellem sig og Helmer. Men Bahnsen har generelt ikke den capacity for life, der gør hende uimodståelig for både ægtemanden og den tavst tilbedende husven, den dødsviede Dr. Rank. Og dermed heller ikke afsæt for den gudsforgående power slutscenens opgør kræver af hende.
Den kvindelige ære Ibsen på hendes vegne ideelt hævder over for mændenes samfundssikrede, institutionelle, den skinner ikke klart gennem rollen.

Kvinderne...
Mærkelig nok er det generelt spindesiden der står svagest i forestillingen. Noras barndomsveninde, den hårdt plagede fru Linde – som ganske vist allerede Ibsen lader Helmer kalde »kedelig« – bliver i Mette Franks gestisk panserstive offerrankhed ikke nogen moralsk farligt krævende sandhedsapostel.
Mærkelig nok, det er kvinderollerne, der blot forlader sig på ordenes egen kraft, på tværs af det individuelle udtryk. Og Ibsens laboratoriepræcise dialog og scenefølge kræver netop det yderste i den henseende, det umulige i at kunne »måle en følelse, der steg en halv grad, en af næsten intet besværet viljes udslagsvinkel, den lette forplumring i en dråbe længsel...« (R.M. Rilke)

...og mændene
I Ibsens bedst skrevne figur i Et Dukkehjem, den »moralsk anløbne« – og hvem er ikke det – advokat Krogstad, ågerkarlen der låner Nora de fatale penge, kommer disse næsten umærkelige gearskift friest til udtryk. Og finder Dukkehjems-opførelser oftest deres bedste spil. Således også her.
Mogens Rex er perfekt, smertelig i sin syndebuk-udelukketheds smerte, fatalistisk i sin vilje til gengældelse, og rørende i sin endelige lykke. Helt diskret, hele registret.
Teknisk glimrende tegner Jens Zacho Böye også sin Dr. Rank. Men han er dog næppe fysisk ideel i rollen. Lidt for kropsligt solid til at man helt kan tro på hans frygtsomme forbliven i den ærbare husvenrolle.
Ibsen er altid værd at se, også med dette ’Dukkehjem’. Hvor ville f.eks. Festen, film såvel som teater, være uden den gamle mester, der vidste så meget, og ekvilibristisk skjulte og afslørede det, i ét.

*Henrik Ibsen: Et Dukkehjem (1879). Iscenesættesle og bearbejdelse: Madeleine Røn Juul. Scenografi og kostumer: Nikolaj Heiselberg Trap. Oversættelse: Thomas Bredsdorff. Aalborg Teater, Lille Scene. Spiller til den 18. december

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu