(2. sektion)
Filmhistorie
I gamle dage i Poul Reichardts, Bodil Kjers, Marguerite Vibys og Peter Malbergs tid skulle de danske film klare sig selv økonomisk. Det kunne de også godt, for det var før tvs tid, og Reichardt var ikke bare »dus med himlens fugle og skovens grønne træer,« som han synger i en filmsang, men også med et kæmpe publikum.
Det var i 50erne, og den meget unge Klaus Rifbjerg skrev i en anmeldelse i Information, at sligt kunne man ikke betegne som film, men snarere som »kulørte lysbilleder på hjul.«
Det handlede om, at der kom den ene folkekomedie efter den anden, mens filmkunsten havde mere trange kår.
Pengemalkning
Danmarks første kulturminister, Julius Bomholt, var manden bag såvel Statens Kunstfond i 1964 som samme år den første egentlige kunstfilmlov, som udløste penge, så film kunne produceres uden skelen til kommercielle interesser.
Blandt de første film derefter var netop Rifbjergs og Palle Kjærulff-Schmidts Der var engang en krig (1966) og samme år Henning Carlsens Sult, der blev prisbelønnet i Cannes.
Det så jo godt ud, men der var også ting i den nye lov, der trængte til justering. Således var der bred utilfredshed med, at der sad et filmråd på syv personer, som skulle bedømme synopser og manuskripter og fordele millionerne. De nyuddannede filmskoleelever kaldte rådet ukvalificeret, og Kjærulff-Schmidt efterlyste dristighed i stedet for »ubetænksom pengemalkning.«
Hovedanken var, at når mange skulle blive enige, vil det altid ende i kompromis og gennemsnitsfilm. Allerede dengang var der stor risiko for nepotisme.
Derfor opfandt man filmkonsulentordningen, som blev gennemført ved lov i 1972, og som fungerer endnu, men som et flertal af kulturpolitikere i de seneste dage anklager for at lægge op til nepotisme og derfor vil lave om på. Den omvendte verden?
Mindst ringe
Konsulentordningen for biograffilm byggede fra starten på, at der skulle være to af hinanden uafhængige konsulenter, som håbefulde filmkunstnere kunne søge om støtte fra. Et enkelt menneske kunne bedre end et større råd fremme det specielle, det originale, som kunsten lever af, så man undgik det gennemsnitlige.
At der var to betød, at der var en ankemulighed. Sagde den ene nej, kunne man henvende sig til den anden og måske få et ja.
Dertil var det vigtigt, at konsulenterne var åremåls-ansatte for kun to år (senere med mulighed for kortvarig forlængelse), idet man derved undgik, at det samme menneske kunne sidde på det hele i mange år. Man var nemlig udmærket klar over, at der var en uundgåelig gråzone med risiko for ikke erkendt inhabilitet, nepotisme, osv. Alle kendte alle i det lille miljø, og gjorde konsulenterne det ikke i forvejen, ville de snart komme til det. Åremålet skulle netop være en garant mod alt for dominerende nepotisme. Den mindst ringe løsning.
Historieløshed
Det er alt i alt skæbnens ironi og udtryk for et, må man mene, ukendskab til den filmpolitiske historie, at politikerne i dag siger, at de vil ændre konsulentordningen og i stedet lade en større forsamling bestemme igen. Tre-fem personer har været nævnt.
Selvfølgelig står det som alt andet i samfundet til diskussion, om filmsystemet kan forbedres, men man kan undre sig, for hvornår har dansk film stået så stærkt som nu?
Ser man på mekanismen bag ansættelsen af konsulenterne, er problematikken den, at man kan vælge mennesker, som ikke kender ret meget til filmproduktion eller mennesker, som gør. Det første er ikke smart, det sidste rummer igen risiko for nepotisme. Man kan på det punkt heller ikke finde den ideelle løsning og må vælge den mindst ringe.
Berlingske Tidende startede lavinen sidste weekend. Man kritiserede tidl. konsulent Mikael Olsen for at have bevilget Peter Aalbæk Jensen og Zentropa penge til bl.a. Dancer in the Dark og Bænken.
Man kan ikke just beskylde vennerne for at forsøge at gemme noget bort, som ikke tåler dagens lys de optrådte i TV2-programmet Venner for livet.
Ej heller for at have brugt pengene på kvalitetsløse film. Den førstnævnte vandt i Cannes.
Nepotismespøgelset kan næppe bortmanes fra filmordningen, højst holdes nede. Og som Jørgen Leth i en fjern fortid sagde med stor frimodighed, da han var kortfilmkonsulent og blev angrebet for at favorisere sine venner: »Jeg kan ikke gøre for, at mine venner er de mest talentfulde.«
En ofte citeret bemærkning.
