Læsetid: 5 min.

De etiske kapitalister

Danske virksomheder slår sig i tøjret, når talen falder på politik. Etiske og grønne investeringer lyder for eksotisk, mener danske topchefer, men i Storbritannien er korporativ social ansvarlighed ikke et fy-ord
26. november 2002

Analyse
Tesco er en britisk supermarkedskæde, en af de største og dermed det, der hedder en markedsleder. Tesco sætter – sammen med rivalen Sainsbury’s – standarden for briternes dagligvareindkøb. Men Tesco er mere end det. Firmaet vandt for nogle måneder siden den prestigefyldte pris BITC Awards for Excellence.
BITC er en organisation, et program og et omfattende netværk af britiske virksomheder, og står for Business in the Community; virksomheder i lokalsamfunds-fællesskabet er en klodset oversættelse, men dækker til gengæld, hvad det drejer sig om: at store virksomheder har andre, eksempelvis socialpolitiske eller miljømæssige, mål ved siden af det at tjene penge til aktionærene.
Tesco vandt prisen i år for sit Corporate Community Investment. Med en aktiv investeringspolitik i lokalsamfundet rundt om kædens nye butikker er Tesco i tæt samarbejde med de offentlige myndigheder og giver dermed et aktivt bidrag til lokalsamfundet.
Tescos indsats tager udgangspunkt i, at en gennemsnitlig superstore kan generere op til 25 millioner kroner om året i lønninger og lokale skatter og derved stimulere efterspørgslen i området for både varer og serviceydelser f.eks. for børnepasning samt give muligheder til arbejdsløse for at komme i uddannelse og arbejde i eget område. Kæden arbejder ifølge sig selv med »ansættelsestræning, efter- og videreuddannelse og opøvelse af sociale færdigheder for godt naboskab.« Af de 13 projekter, der p.t. kører i England og Skotland, er det i Glasgow det mest succesrige. Her har Tesco-eksperimentet skabt 474 arbejdspladser – heraf 349 for tidligere arbejdsløse – og den lokale arbejdsløshedsprocent er faldet med 24 procent.
Tesco er blot et eksempel. Sammen med andre britiske firmaer som f.eks. Unilever, Marks & Spencer, Chiquita, Dole Foods og H&M giver supermarkedskæden kød og blod til begrebet Corporate Social Responsibility – CSR i virksomhedskredse – et fænomen i hastig global vækst i takt med at forventningerne fra både myndigheder og forbrugere øges.
I Storbritannien kommer der hele tiden nye firmaer, der bekender sig til tanken. I år har de ledende 500 store virksomheder, med en aktiv CSR-politik arbejdet med at skabe et nyt, nationalt CSR-indeks. Deadline for at komme med på listen er i næste uge, og indekset vil blive offentliggjort i marts 2003.
Derek Higgs, som er seniorrådgiver for UBS Warburg i Storbritannien, har stået i spidsen for Business in the Environment, som har kreeret indekset på miljøområdet. Han siger:
»Topchefer indser i højere og højere grad, at en virksomheds sociale ansvarlighed er en uadskillelig del af dens succes. Det nye CSR-indeks er et management redskab, som kan højne opmærksomhedsgraden både på bestyrelsesniveau og i resten af organisationen, så præstationsniveauet bliver højere. Men indekset vil også forsyne virksomheder med objektiv information, der har interesse for investorer og aktionærer.«
Også på europæisk plan er interessen stigende. Den 2. juli i år udgav Europa-Kommissionen et omfattende strategipapir med fuld opbakning til CSR på alle niveauer med den vigtige pointe, at firmaerne selv må bestemme, om de ved siden af deres forretningsmæssige mål vil engagere sig i f.eks. sociale og miljømæssige opgaver. Hermed underkendte Kommissionen et pres fra Europa-Parlamentet, der længe har ønsket sig bindende lovgivning om, at firmaer skulle have pligt til at aflevere grønne og sociale regnskaber ved siden af de rent økonomiske.

Men hvorfor skulle multinationale virksomhedsledere, der hver eneste dag tager beslutninger, som har betydning for hundredetusindevis af mennesker, og som i visse tilfælde har omsætninger større end flere udviklingslande, ikke også tage et politisk medansvar for verdens tilstand? Om ikke andet så fordi demokrati kombineret med en velreguleret markedsøkonomi har det med at skabe solide stabile markeder med en købedygtig middelklasse i førersædet.
Endelig sikrer man sig mod ubehagelige spørgsmål fra nærgående medier, der fra tid til anden har det med at fokusere på underbetaling, børnearbejde eller kollaps af lokale markeder. Danske erhvervsjournalister har eksempelvis i de sidste par år skrevet indgående og kritisk om f.eks. samarbejder med diktaturer (Carlsberg i Burma), om forholdet mellem velaflagte virksomheder og udviklingslande (f.eks. Lundbeck og Novo i Sydafrika og ØK og Cheminova, der solgte farlige spøjtemidler til Sydamerika og Asien) samt respekt for oprindelige folks kulturelle rettigheder (Lego og maorierne i New Zealand).
Argumenter eller ej, de danske virksomhedsledere er generelt yderst skeptiske. I Ugebrevet Mandag Morgen, der har viet emnet en intens interesse, har den ene industrichef efter den anden taget afstand – med visse undtagelser såsom Novo, der er en af verdens førende inden for etiske og miljømæssige regnskaber.
Kritikerne peger på, at virksomheder først og fremmest skal tjene penge, men også på, at det er svært at trække grænser for en virksomheds sociale og etiske ansvarlighed. Etik kan være en hurtig og af og til også meget billig iscenesættelse af ansvar som markedsføring, hedder det.
Et aktuelt eksempel på den dominerende danske holdning kunne man finde i Jyllands-Posten i forrige uge. Avisen beskrev, hvordan Arla Foods sælger tusinder af ton billigt mælkepulver i Den Dominikanske Republik med massiv EU-støtte. Det er lovligt, men det medfører, at de fattige lokale mælkeproducenter bliver udkonkurreret og derved trængt ud af markedet.
Her kunne man også læse en kritik af den store danske mejerigigant fra flere eksperter i virksomhedsetik. Professor Peter Pruzan fra Handelshøjskolen i København, sagde bl.a., at »resultatet er en verden, hvor ingen går foran. Ingen viser ansvar. Ingen leverer den ekstraordinære indsats, der skaber fremskridt. Alle henviser bare mekanisk til, at de følger loven, og at det er op til fjerne, internationale organisationer at ændre spillereglerne.«
Virksomhederne reducerer sig selv til »tomme pengemaskiner og intet andet,« sagde han.
Fra Handelshøjskolen i Århus kaldte dr. phil. Verner C. Petersen, som forsker i værdibaseret ledelse og etik, Arlas opførsel for »umådelig kortsigtet og uansvarlig.«

Men Kaj Ole Pedersen, mælkeproducent og formand for Mejeriforeningen afviste prompte opfordringerne og sagde til avisen, at Arla ikke har »et moralsk ansvar i denne sag. Hvis vi ikke solgte mælkepulveret, så ville andre bare gøre det. Vi ønsker også en liberalisering, men det skal ske globalt via WTO. Vi vil gerne have fri konkurrence, men det skal være på lige vilkår. Hvis vi skal konkurrere med landmænd i Sydamerika, må vi også have mulighed for at hente arbejdskraft for 40 kr. i timen i udlandet«.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her