Læsetid: 2 min.

EU bløder op på disciplin

Den stramme stabilitetspagt får nu mere elastik. Kommissionen giver plads til offentlige investeringer
28. november 2002

BRUXELLES – Fornylig kaldte Romano Prodi EU’s stabilitetspagt, der skal sikre den økonomiske disciplin i EU, for stupid og rigid. Nu kommer hans økonomikommissær, Pedro Solbes, med en konkret opblødning af reglerne, der skal sikre, at EU-lande får spillerum til at skabe vækst og beskæftigelse over finanspolitikken. Samtidig sikres det, at Kommissionen ikke bliver til grin, når den kræver reglerne overholdt, mens store lande som Frankrig og Tyskland mere eller mindre åbenlyst skøjter udenom, som det er sket i det seneste halvår.
Hvor det store mantra hidtil har lydt på maksimalt tre procents underskud og altid fast kurs mod balance på statsbudgetterne for at sikre euroen mod inflation, så åbnes der nu for, at et underskud over tre procent kan være acceptabelt.
Men det må kun være »en beskeden midlertidig forværring.« Og forværringen skal skyldes gennemførelsen af »en større strukturreform, for eksempel en skattereform eller et langsigtet offentligt program for investeringer i enten fysisk infrastruktur eller menneskelig kapital.«
Det svarer til helt konkrete ønsker fra Storbritanniens finansminister, Gordon Brown, der har brug for rum til at lave investeringer i offentlig transport, sundhed og uddannelse. Som sådan er det en udstrakt hånd fra EU, der kan gøre det lettere for premierminister Tony Blair at vinde en eventuel folkeafstemning om euroen.
Der er dog også andre politiske hensyn i luften. Den socialdemokratiske europa-parlamentariker Helle Thorning-Schmidt, der sidder i beskæftigelsesudvalget, er således glad for, at der er lagt op til mere fleksibilitet, men hun frygter, at den kommer med forkert begrundelse:
»Det er vigtigt, at spillerummet indføres af de rigtige årsager. Vi har en række store EU-lande, der ikke har villet gennemføre nødvendige arbejdsmarkedsreformer, f.eks. Tyskland og Frankrig, og som nu har problemer,« siger Thorning-Schmidt, til Information. Hun frygter, at den nye fleksibilitet kan blive en dårlig undskyldning for at udskyde reformerne én gang til.
Det er en offentlig hemmelighed i Bruxelles, at Kommissionen har været under stort pres for at genskabe sin autoritet som vogter af stabilitetspagten, efter at Frankrig for to måneder siden uden blusel meldte ud, at regeringen var ligeglad med, at dens budgetunderskud nu overskred grænsen.
Både Solbes og Prodi forsikrede i går, at »fleksibilitet ikke betyder slaphed« i Kommissionens indsats for at sikre, at medlemslandene overholder kravene i stabilitetspagten.
Konkret betyder forslaget, at Frankrig, Tyskland, Italien og Portugal, der allerede i dag ikke kan leve op til krav om at sikre balance i statsbudgettet, senest i 2004 skal nedbringe underskud med en halv procent af deres bruttonationalindkomst om året, indtil der er ligevægt i budgettet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu