Europas nye skelet

(2. sektion)

Europa
Et skelet rasler gennem Europa. Mange skræmmes ved synet af det, andre klapper i hænderne, men endnu kendes dets navn ikke.
I sidste uge lod den franske formand for det europæiske konvent, Valéry Giscard d’Estaing, skelettet løbe ud af skabet: Et forslag til ’en forfatning for Europa’, der med ugemagasinet The Economists ord har ’nogle mærkelige anatomiske træk’. »Kan de knogler leve,« spurgte det britiske magasin lidt polemisk. Det giver ikke mening – med Shakespeares Portia – at bede mr. Shylock skære et skålpund af kød af skelettet uden at spilde en eneste dråbe blod, for det har hverken kød eller blod. Så EU’s 15 medlemslande er måske stillet over for en anden prøve: at sætte kød på skelettet uden at udgyde blod mellem hinanden.
The Economist antyder, at »fremtidige generationer af europæere vil kigge på skelettet og se – ikke et minde af et uddødt væsen, men – en ufærdig og dog genkendelig version af homo europaeus.«
Magasinet mener dog, at Valery Giscard d’Estaing først får brug for »poesi for at ånde liv i forfatningens knogler«. Det er ikke nok bare overfladisk at referere til ’frihed, sikkerhed og retfærdighed’ i udkastet, for The Economist mener, at det skal »gøres klart, hvilke magtbeføjelser EU har« til forskel fra dets grundlæggende medlemmer. Især kritiserer magasinet, at udkastet ret »klodset pakker EU’s kompetencer inden for udenrigspolitik og ekstern sikkerhed sammen med den indre sikkerhed«.
Klodset eller ej, så siger Giscard d’Estaing i et interview med La Republiccas Andrea Bonanni, at målet »bør være at fjerne princippet om enstemmighed og derfor også hvert enkelt lands vetoret,« selv i »de mest delikate spørgsmål.« Enstemmigheden blokerer ifølge ham systemet.

Bold i politik
Allerede i udkastets første artikel skriver den franske formand, at målet er »en
union af europæiske stater, der bevarer deres nationale identitet, men foretager en tæt samordning af deres politikker på europæisk plan og forvalter visse fælles kompetencer i en føderal form.« Derfor vil han slå EU’s tredelte – og uforståelige – søjlestruktur i stykker og lave et klart katalog over, hvilke kompetencer medlemsstaterne overlader til unionen. Som der siges i artikel otte: »Enhver kompetence, der ikke tillægges Unionen ved forfatningen, forbliver medlemsstaternes kompetence.«
Disse to artikler er ifølge den britiske avis The Guardian meget tæt på den ’Jeffersonske ring’ – den løsning, som Thomas Jefferson var talsmand for under dannelsen af United States of America for over 200 år siden: Nok at forbinde delene føderalt, men at bygge en så decentral struktur, at de enkelte medlemsstater stadig har råderet og magt til at hævde deres egen selvstændighed.
Giscard foretrækker at kalde det europæiske projekt for United Europe, ’Forenet Europa’, men det får den britiske minister og repræsentant i konventet, Peter Hain, til at bryde ud i latter. Han sagde forleden til BBC, at det navn for ham at se mest minder om navnet på en fodboldklub – f.eks. som i Manchester United.

Som en diplodocus
’Europas Forenede Stater’, ’Det Forenede Europa’, ’Det Europæiske Fællesskab’, og ’Den Europæiske Union’ er de fire navne, som Giscard har foreslået, at skelettet kunne udstyres med.
Men de to første navne har ikke vakt udelt begejstring i de skeptiske angel-nordiske lande. Argumenterne i Danmark kender De sikkert på fingrene, kære læser, men de høres også i Sverige og Finland:
»Vi skal ikke gå i retning af en føderal stat,« sagde Sveriges statsminister, Göran Persson, forleden på et Nordisk Rådsmøde i Helsinki – selv om der ikke er nogen artikel i Giscards skelet, der slår lyd for en europæisk statsdannelse. Han vil give EU status som ’juridisk person’, men omvendt fastholde en ikke ubetydelig magt i medlemsstaterne. Og opgradere betydningen af det europæiske Ministerråd med valg af en europæisk præsident.
Den spanske avis El Pais beklager derfor på lederplads, at Giscards skitse »bekræfter de seneste års udvikling i retning af et mellemstatsligt Europa, en union af stater, hvor de nye områder koordineres mere, end de integreres.« El Pais peger bl.a. på, at Kommissionens rolle som centrum for den kommunautære konstruktion ’devalueres’.
Et fransk medlem af Europaparlamentet har ifølge The Economist sagt, at udkastet minder om »skelettet til en diplodocus med en ekstremt lille føderalistisk hjerne og en stor mellemstatslig krop«. Spørgsmålet er dog, som magasinet påpeger, »hvilken del af bæstet der virkelig bestemmer«.
Briterne, nordisterne og enkelte sydeuropæiske lande, som det konservativt styrede Spanien, har gjort deres stilling op.
Den spanske udenrigsminister, Ana Palacio, siger kategorisk, at ’dette er en union af stater’ – og sådan skal det være i al evighed. Hun bryder sig heller ikke meget om at give alle unionens borgere dobbelt statsborgerskab. Især vil hun gerne holde immigranterne fra tredje lande uden for det gode selskab – så længe de ikke har fået nationalt statsborgerskab i et medlemsland:

Som Heathrow
»Det bør gøres klart, at immigranterne med opholdstilladelse ikke kan få et europæisk pas, hvis ikke de forinden har fået nationalt pas i det medlemsland, hvor de opholder sig,« sagde hun forleden. Og briten Peter Hain tilføjer, at man »ikke kan forestille sig et europæisk pas, der har en højere rang end de nationale pas.«
I den tyske ugeavis Die Zeit fastslår redaktør Theo Sommer, at »der vil gå lang tid, før de gamle stater forsvinder i en Nation Europa. Alligevel skal de bo i det fælles hus. Giscards forfatningsudkast er det første skridt til en fælles husholdning.«
Men, indskyder han, »i dette statsforbund vil der hen ad vejen udvikle sig det, som mange i dag smerteligt savner: en europæisk demos, et eneste europæisk folk i forskellige nationale udformninger.«
Også i Die Zeit anfører Josef Joffe, at man i EU med snart 25 medlemslande ikke skal vente et ’vidunder fra Philadelphia’ – med henvisning til den amerikanske forfatning fra 1787. Noget helt andet er i gære, mener Joffe:
»Europa er en udviklingsroman, ikke en cartesiansk issefødsel. Eller på nytysk: A work in progress. Det kan ikke sammenlignes med en gotisk katedral, men snarere med London-lufthavnen
Heathrow. Den har ikke den geometriske klarhed, som Charles de Gaulle-lufthavnen har. Den er uordentlig, kaotisk, et kaleidoskop med stadig flere tilbygninger, som ikke lystrer noget rationalt design.«
»Men Heathrow vokser og vokser – og forbliver Europas vigtigste lufthavn. Sådan er dette gamle, nye Europa. Trods kriser og tilbageslag vokser og breder det sig. Og forbliver dog funktionelt. Ingen vil ud, og alle vil ind.«