Læsetid: 3 min.

Få dig en dobbeltgænger

Det er ikke kun folk som Saddam Hussein og Poul Schlüter, der har brug for dobbeltgængere
29. november 2002

(2. sektion)

Fjernsyn
I tiden op til amerikanernes bombardement af Tripolis i 1986 kørtes en voldsom hetz mod Libyens præsident, Muammar Gaddafi, der blandt andet gik ud på at stemple ham som regulær sindssyg. Store dele af verdenspressen, ikke mindst den danske, var ivrige deltagere i denne kampagne.
Det skal ikke komme fra mig, at obersten hører til Muhameds bedste børn. Men det var alligevel befriende, da psykiateren Mogens Jacobsen på åben skærm erklærede, at ud fra en objektiv klinisk betragtning var der intet, der tydede på, at Gaddafi var mere sindssyg eller fra koncepterne end præsident Ronald Reagan.
Ved at stille ugens Horisont i den engelsk-amerikanske krigsforberedende propagandamaskines tjeneste kom Steffen Gram (måske uforvarende) til at trække en parallel mellem Reagans krig mod Libyens hersker og George W. Bushs ditto mod den irakiske ditto. Ingen skal høre mig hævde, at Saddam Hussein har en stående invitation til at komme i Himmerige, når tiden er moden. Men man må jo ligesom spørge sig selv: Hvem af aktørerne i den mellemøstlige konflikt – bredt set – har mon det?

Primitivt og forløjet
Det program, BBC havde stillet til DR’s rådighed, var så primitivt enøjet og forløjet, at man må tilbage til de gamle UFA-ugerevyer for at finde noget tilsvarende. Når vi så folk og barnlige sjæle på gaderne i Bagdad juble og i højt humør fejre diktatorens fødselsdag, så lød speakerens stemme: »De er ikke på gaden af glæde, men fordi de skal.«
Gu var de glade. Der var fest i gaden. Den jævne iraker er ikke optaget af at hade Hussein. Han eller hun er optaget af at overleve på trods af de restriktioner, omverdenen har trukket ned over landets borgere. Det kan godt være, de tænker, at restriktionerne skyldes deres herskers politik. Men menigmand i Bagdad tænker også, at det er omverdenen, der ikke forstår ham. Tag ikke fejl af det! Og bliv os fra livet med propagandistisk speakervrøvl i arrogant vestlig fejlvurdering af den almindelige iraker.
Horisont indledte i øvrigt med at lade en retsmediciner bevise ved hjælp af fotografiske portrætter, at Saddam Hussein har mindst tre dobbeltgængere til sin rådighed. Det kan man nemt se fordelene ved, og det er i sig selv ikke nogen forbrydelse. Det havde hans store forbillede, Joseph Stalin, også. Og det havde såmænd selveste Winston Churchill under Anden Verdenskrig.
Historien fortæller, at den engelske skuespiller Leslie Howard mødte sin skæbne, da han i 1943 tog en flyvemaskine fra Lissabon til London. I samme maskine befandt en af Churchills dobbeltgængere sig. Tyske spioner havde taget ham for originalen, og maskinen blev skudt ned over Den Engelske Kanal.
Jörg Haider troede, at han – for anden gang – var i ærefuld audiens hos Iraks hersker. Men det var en af klonerne. De færreste har vel noget imod, at Haider blir til grin. Men gu’ve’, om det var den rigtige Churchill, Niels Bohr besøgte i London samme år, som Leslie Howard omkom? Det var ved den lejlighed, Bohr opfordrede Churchill til at delagtiggøre russerne i den nukleare forskning i den hensigt at undgå et atomkapløb efter krigen. Det lykkedes som bekendt ikke. Var det mon, fordi en dobbeltgænger ikke refererede ordentligt?
Dobbeltgængere kan tjene til at afstresse store magthavere. Men i virkeligheden er det de små i det moderne samfund, der har brug for dobbeltgængere.

Hvis du vil klare dig
Profitsøgende rengøringskompagnier, der stiller op, når offentlige institutioner udliciterer gulvvask, vinduespolering og håndtering af støveklude, presser personalet så hårdt, at den enkelte bliver tvunget til at udføre to mands arbejde på én mands tid. Det kan man klare en kort periode, men i det lange løb er det nedslidende. Manglende påskønnelse fra anonyme lederes side udhuler også udholdenheden.
I den tyndslidte sundhedssektor, økonomisk udmarvet og udhulet som den grundlæggende blev af den forrige borgerlige regering i 80’erne (uden at den mellemliggende SR-regering formåede at rette op derpå), er personalet så stresset, at hospitalernes sygeplejersker og læger pø om pø melder fra. Ikke fordi de render utidigt af plads. Men fordi konflikten mellem faglig pligtfølelse og realistiske begrænsninger slider nervesystemerne ned til noget, der ligner invaliderede tilstande. DR2 havde et fortrinligt program herom, der til almindelig orientering sendes igen lørdag den 7. december.
Så hvis du vil klare dig i nutidens ræs, så få dig en dobbeltgænger. Selv Poul Schlüter havde i sine velmagtsdage en.
Han hed Kurt Ravn.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her