Læsetid: 2 min.

Film i tv

30. november 2002

Postbudet
*Massimo Troisi var som hovedrolleskuespiller og med-manuskriptforfatter manden, der måske mere end nogen anden sikrede, at Postbudet i 1996 fik en international succes i den store målestok.
Det blev til fem Oscar-nomineringer (men kun en enkelt pris) til denne rørende historie om et uuddannet italiensk provinspostbud (Troisi), der oplever venskabet og kærligheden ved poesiens mellemkomst. Da den chilenske digter Pablo Neruda går i eksil på en lille italiensk ø, lærer postbudet ham og hans digte at kende, hvilket bliver en introduktion til metaforens magt. Pludselig bliver det naive, handlesvage postbud veltalende, og ordene løsgør åndelige og sensuelle kræfter i den naive, handlesvage mand.
Massimo Troisi var dødssyg af en hjertelidelse under optagelserne og døde umiddelbart efter. Hans stærke udtryk for livsglæde dominerer filmen og gør den til mere end en sødladent forenklet fabel. Philippe Noirets køligt beherskede portræt af Neruda holder også sentimentaliteten på afstand.
Filmen er instrueret af englænderen Michael Radford og bygger – meget frit – på en til dansk oversat kort-roman af eksil-chileneren Antonio Skármeta, med den oprindelige titel Brændende tålmodighed. Denne meget anderledes roman foregår i Chile omkring Allendes magtovertagelse og har en 17-årig yngling som hovedperson.
Sverige 4, lørdag kl. 21.30-23.45

Lolita
*Her får vi Stanley Kubricks version fra 1962, og den er den nyligt omtalte Adrian Lyne-udgave fra 1998 langt overlegen. Det er hos Kubrick, at Peter Sellers tager forskud på sin Dr. Strangelove (1964) ved at spille skurken og multimennesket Clare Quilty – et mangehovedet forfølger-uhyre, der bl.a. udgiver sig for den diabolske psykoanalytiker Dr. Zemph med tyk tysk accent og mange erklæringer om hvad »Vee Americans« mener om tingene.
Et godt eksempel på den sorte humor, der er et af de stærkeste trumfkort i Kubricks filmatisering af Vladimir Nabokovs både vittige og ekstatiske roman, som Kubrick (så sandelig med rette!) betragtede som et litterært mesterværk. Hvorfor det senere har ærgret Kubrick, at datidens censur forbød en åbenhjertig skildring af professor Humbert Humberts erotiske betagelse af den 12-årige smånymfe.
Alligevel er der megen overlegen stilfornemmelse i den elegant fortalte, lettere noir-inspirerede historie om en forbudt og fortærende kærlighed på tværs af alle normer. James Mason giver filmen den tiltrængte bundne lidenskab og et slebent vid, der placerer hans præstation på et langt højere niveau end Jeremy Irons’ fortolkning i Adrian Lynes filmatisering.
Sue Lyon spiller Lolita, der er 14 år i filmen, og Shelley Winters ses som hendes mor, som Humbert gifter sig med for være Lolita så nær som muligt. Vladimir Nabokov signerede manuskriptet, men det er i alt væsentligt skrevet af Kubrick selv – som det fremgår af det meget anderledes manuskript, som Nabokov senere udgav.
TCM, lørdag kl. 00.40-03.10

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her