Læsetid: 2 min.

Film i tv

13. november 2002

Barry Lyndon
*Stanley Kubricks over tre timer lange historiske billedbog bygger på en ungdomsfortælling fra 1842 af sædeskildreren Thackeray, The Luck of Barry Lyndon, der parodierer den romantiske roman.
Handlingen udspiller sig i 1700-talllet og beretter om den unge irske stræber Barry Lyndon, der fører en omskiftelig tilværelse i et krigspræget Europa, snart højt på strå, snart helt til rotterne. Som oftest er han selv skyld i sine ulykker, for han er opportunist om en hals. Han indrulleres (og deserterer) fra to hære, der er i krig med hinanden, bliver håndlanger for en omrejsende kortspiller og kurtiserer en adelsdame, der kan hæve hans sociale status.
En kedelig kartoffel, kort sagt – og særdeles kedeligt spillet af Ryan O’Neal. Filmens tiltrækning ligger i en sirligt udspenslet genskabelse af tidsperioden, i farver og kompositioner inspireret af engelske malere fra midten af 1700-tallet. Og John Alcotts fotografering er blevet berømt for ikke at bruge kunstigt lys, men i visse scener kun stearinlys.
Barry Lyndon blev af USA’s førende kritiker Pauline Kael kaldt »en ispose af en film, et mesterværk i hver en intetsigende detalje«, og hun følte sig indlagt til en lysbilledeshow i kunsthistorie. Men filmen har fået en voksende skare af forsvarere, fra Jørgen Stegelmann til Martin Scorsese. Og den afsluttende, uelegante, fugle-hjemsøgte duel, er mesterligt iscenesat. Kubricks film er jo sjældent mere veltalende, end når en person går døden i møde.
Marisa Berenson, Patrick Magee og Leonard Rossiter er blandt de medvirkende, og uforlignelige Michael Hordern er fortælleren. Filmen er fra 1975.
Sverige 1, kl. 21.30-00.30

Rasmines bryllup
*Johannes Meyer er en af de store danske filmskuespillere, næsten altid i biroller, som han forgylder med uudtømmelig menneskeklogskab.
Meyer fik for en gangs skyld en hovedrolle i denne sjove grov-farce fra 1935, der dyrkes som kultfilm i indviede kredse. Man forstår det godt, for Meyer er forrygende skæg og mærkeligt krast moderne i rollen som gnieren og hidsigproppen over alle, blikkenslager Mikkelsen – et fugleskræmsel med krogede ben, arrigt fremskudt fipskæg og stikkende øjne. Og så denne uforglemmeligt hæse Meyer-røst, et herligt komisk instrument, fuld af hylende klagetoner og pivfalsk jamren.
Der er absurdistisk humor og en skånselsløst konsekvent udlevering af hykleren og tyrannen i dette portræt, som indgår smukt i den primitivt filmede, men stilsikkert skrevne og spillede folkefarce om ejendomshandel og kærlighed blandt godtfolk, der bl. a. færdes på Ordrup-banen og datidens nyeste nye: Bellevue Strand.
Chr. Arhoff får en hel Storm P.-figur ud af sin urtekræmmer og danner et charmerende par med Helga Friers frodige Rasmine. Hun har i øvrigt Hans W. Petersen som en døgenigt-søn, uagtet hun kun er tre år ældre end den ungdommelige Petersen. Helt i filmens ånd.
DK4, kl. 21.00-22.05

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her