Læsetid: 2 min.

Film i tv

25. november 2002

Zorro – den maskerede hævner
*Som de dog fægter, og så så længe!
Denne ødsle kårde-og-kappefilm fra 1998 varer to timer og atten minutter, for de raske og rørige action-afsnit afbrydes jævnligt af en melodramatik, der i passager kan ligne overbud på De elendige og Greven fra Monte Christo.
Den nye Zorro er både mester (Anthony Hopkins) og lærling (Antonio Banderas) i den flot opsatte ramasjangfilm.
Og så gælder det om at blive dreng igen og genopleve fireforestillingernes raske bedrifter, vilde ridt, langtrukne fægtekampe, ædle redningsaktioner og akrobatiske dueller.
Alt det, der på engelsk sammenfattes af ordet swashbuckling og blev indført med uimodståelig balletagtig gratie af stumfilmstjernen Douglas Fairbanks, der – ligesom Tyrone Power – har været en legendarisk Zorro med stort Z.
Nu er rollen blevet delt i to, men væsentligst overtaget af spanieren Antonio Banderas, og han giver Zorro romantisk glød og impulsiv naivitet. Han har
også lært at fægte og kæmpe som en ægte Zorro, der markerer sig med Z, men elegancen og viddet kniber det mere med. Det Zorroske dobbeltspil bliver for primitivt og gennemskueligt i Banderas’ version.
Til gengæld har læremester Anthony Hopkins det fornødne overlegne overskud i den retning. Catherine Zeta-Jones er heltinden. Alt i alt en flot, men meget lang film, veloplagt
instrueret af Martin Campbell.
TV3, kl. 21.25-00.00

Lolita
*Eftersom svensk tv har kørt en række ældre Stanley Kubrick-film, kunne man have forventet, at det var Kubricks 1962-version af Vladimir Nabokovs nyklassiker, der blev vist, men ak, vi får Adrian Lynes klart underlegne udgave fra 1998.
Lidt af Nabokovs djævelske vid overlever dog i Frank Langellas drillende dæmoniske fortolkning af den ordspils-omspundne dobbeltgænger-skurk Quilty – qu’il t’y, guilty, ja det navn er et ordspil i sig selv, som romanens læsere vil opdage.
Langella er fin, men de to hovedpersoner, Jeremy Irons’ masochistiske tøsedrenge-Humbert med våde hundeøjne og Dominique Swains alt for indbydende (også til øretæver) Lolita er der ikke meget ved. Den virkelige skurk er dog instruktøren Adrian Lyne, der ikke kan rive sig fri af sin fortærskede, overlækre reklamefilmsstil og hakker historien op i maleriske episoder, som aldrig formår at samle sig til en meningsfuld helhed.
Filmen er ellers mere trofast mod romanens ydre handling og komposition end Stanley Kubricks filmatisering fra 1962, men med en mangetydig James Mason som Humbert fangede Kubrick langt bedre denne kærlighedshistories sære kombination af det forfærdelige, det komiske, det ømme, det moralsk uforsvarlige og det alligevel bizart romantiske. Det kødelige, som Kubrick måtte udelade af censurgrunde, gør Lyne mere ud af, men lige meget hjælper det, for Jeremy Irons’ Humbert er skammeligt sentimentaliseret og dermed kastreret som person.
Sverige 2, kl. 22.40-00.55

Mopi@Information.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her