Læsetid: 2 min.

Film i tv

22. november 2002

Pleasantville
*Som ofte før står svensk tv for dagens bedste filmtilbud med denne underfundige og til tider helt beåndede fantasifilm fra om konformitetens blide tyranni. To af Hollywoods bedste unge skuespillere, Tob MacGuire (Spider Man) og Reese Witherspoon (Legally Blonde) har govedrollerne.
Det er en spidsfindig samfundsvision, der udfolder en pletrenset idyl-utopi – den amerikanske tv-drøm om det regelrette, evigt solbeskinnede lillebyliv i parcelhuset bag stokroserne og det hvide stakit.
Filmen vender blikket tilbage mod 1950’erne og faktisk selv har en rem af den nostalgi, som den nutidige hovedperson, den unge, lettere nørdede teenager David ligger under for. David er til op over begge ører besat af den sort-hvide tv-serie Pleasantville fra 1950’erne, der skildrer livets forudsigelige gang i Lidenlund.
Når man som David er et skilsmissebarn i en AIDS-tid med dommedagsvarsler om ozonlagsnedbrydelse, er det ganske nærliggende at drømme sig tilbage til et fortidig uskylds-univers, som det tager sig ud i sitcom-serien Pleasantville – uden tanke på, at den slags eskapisme dengang havde Anden Verdenskrig, Den kolde Krig og atombomben som forudsætning.
Filmens idé er så at transportere David og hans erotisk livlige søster Jennifer fra nutidens USA over i dette stivnede tv-univers, hvor mappe-far altid kommer hjem fra arbejde sent på eftermiddagen, forklæde-mor altid står parat med maden, baskeballholdet altid vinder, og sex simpelt hen ikke eksisterer.
Instruktør er Gary Ross, kendt som manus-forfatter til Big og Dave, og han får umiddelbart en masse finurlige pointer ud af at konfrontere David og Jennifer med denne komisk karikerede udgave af 1950-konformitet. David er i starten bange for at forstyrre den statiske idyl, men den frimodige Jennifer skaber forhøjet puls med sin erotiske initiativer, og snart er balancen brudt.
Og gradvis bliver filmen en udviklingshistorie om at opdage sanser og intellekt, kunst og kærlighed, nysgerrighed og eventyrlyst, inden for rammerne af en småtskåren, ensrettet verden, hvor konservatismen ruster op.
Og eventyret får en poetisk dimension, da der sættes farve på tv-universets sort-hvide fladhed. F. eks. ændrer Davids mor i sansernes rus status til colored, med alt hvad det indebærer af diskriminationsfare. Bøgernes tomme sider fyldes magisk med skrift, og rockmusik sætter gang i træge kroppe.
Filmens musikbrug er iøvrigt sjældent velmotiveret, fra Gene Vincents udødelig Be-Bop-A-Lula til – mere subtilt – Take Five med Dave Brubecks kvartet.
Sv 1, kl. 21.50-23.50

The Brood
*Inden David Cronenberg blev litterær med Nøgen frokost (1991) og Crash (1996), forlystede han sig med mere ligefremme gysere.
Som her, hvor han fortæller om nogle deformerede sindssygepatienter, der spreder død og ulykke omkring sig. Det er i virkeligheden en psykotisk mor, spillet af Samantha Eggar, der med sin generelle hadefuldhed udløser alle kalamiteterne.
Filmen er fra 1979, og Cronenberg har selv skrevet historien.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her