Læsetid: 2 min.

Film i tv

20. november 2002

Løgneren
*Måske er Johannes Vig, hovedpersonen i denne Martin A. Hansen-filmatisering fra 1970, en forløjet person, der, som navnet angiver, viger uden om tilværelsens væsentlige udfordringer. Og mange mener, at der er nedlagt en dyb livserfaring i det tungsindige Hansenske litterære forlæg, der blev folkeeje, da
Pouel Kern første gang læste det op i radioen i 1950.
Men hvad hjælper litterær klassikerstatus, når Frits Hel-muths sjælekvaler som øen Sandøs skolelærer og degn mere virker som et forsinket tilfælde af pubertær Sturm und Drang end som en moden mands sø-gen efter sandhed og selverkendelse?
Med klassisk underlægningsmusik, tommetyk symbolik og en fortællerytme så slæbende som en sørgemarch prøver instruktøren Knud Leif Thomsen at ophøje en ret triviel fortælling om livsangst til et manende kunstværk om gammeldags sjælfuldhed kontrasteret med moderne overfladiskhed.
Ann-Mari Max Hansen spiller sin næsten-navnesøster Anne-mari – en smækker ung dejlighed, som af uopklarede grunde betages af degnen Johannes, men ender med at drage af fra den lille Sandø med Erik Wedersøes unge anderledes nøgterne og ligefremme ingeniør. Sørgeligt nok for Johannes, men han er selv ude om det.
Og Løgneren er også som helhed en traurig ode til dansk selvplageri i provinsiel aftapning. Selv ikke Vigga Bro og Ole Wisborg som et velgørende kontant proprietærpar – samt smukt ø-naturfoto af Henning Kristiansen – kan lave om på det.
DK4, kl. 20.30-22.20

Grænseløst begær
*Det nytter ikke at benægte det: de fleste amerikanske mainstream-film viser ulige større fornemmelse for vold end for erotik. Dette Hollywoodske kærlighedsdrama fra 1990 har dog lidt af den rette realistiske fornemmelse for et sex-liv, som i reglen stadig bliver fordrejet af indgroet amerikansk puritanisme med tilhørende kvindeskræk.
Det er primært Susan Sarandon, der gør forskellen. Hun har altid skilt sig ud som en af de relativt få amerikanske skuespillerinder, der i udpræget grad forener glamour, intelligens og jordbunden sensualitet. Og i rollen som den 43-årige servitrice Nora udstråler hun den form for ligefrem lyst, de amerikanske skuespillerinder ofte dølger i kunstige vamp-manerer og andet koket tøjeri.
Nora brænder varm på James Spaders reklame-yuppie, der er betydelig yngre, og tiltrækningen er gensidig. Og så må parret prøve at leve med, at fællesskabet har det svært uden for sengen – forskelle i livsholdning og social status skiller dem.
Filmen lever på Sarandons djærve, modne sensualitet og livsklogskab. Men også Spaders følsomhed bag det korrekte ydre trækker i den rigtige retning i en historie, der tager flere chancer end normalt for Hollywood og både har skarphed og vid. Det gælder dog ikke den fade slutning.
I biroller ses Kathy Bates og Eileen Brennan, og for instruktionen står Luis Mandoki.
White Palace. TV3,
kl. 01.10-03.05

mopi@Information.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her