Læsetid: 3 min.

Fjerde generation i politbureauet

Kinas nye leder, Hu Jintao, vil næppe kaste sig ud i reformer, før han har sikret sin magtbase
15. november 2002

Analyse
Magskiftet i Kina er på vej. Formelt sker det allerede i dag, når navnet på det almægtige politbureaus syv medlemmer godkendes ved en højtidelighed i Folkets Store Sal, hvori partikongressen er blevet afholdt.
Hu Jintao, 59 år, overtager ansvaret for både partiet og Folkerepublikken.
Så enkelt er det i sagens natur ikke. Overgangsperioden bliver i stedet en langtrukken historie og kan afhængigt af den afgående ’kejser’ Jiang Zemins ambitioner udvikle sig til en balanceakt for viderekomne.
Magtskiftet, som er blevet udbasuneret som det første ’fredelige’, siden Maos og befrielseshærens indtog i Beijing i 1949, krævede i sidste instans også sine ofre, hvilket desuden er en garanti for nye fremtidige rivaliteter. Meget lidt information er sluppet ud fra magtens palads om magtskiftet, og stemningslejet svingede i går mellem forsigtig optimisme og ren ligegyldighed.
På kort sigt står Hu Jintao over for samme dilemma, som Jiang Zemin gjorde i Deng Xiaopings sidste leveår. Han må sikre sig, at han kan beholde den gamles støtte, samtidig med at han opbygger sin egen magtbase. Går det for stærkt, eller tramper han på for mange tæer, risikerer han alt.
Jiang står bag Hu nu, mens hans favorit og protegé er en anden. Zeng Qinghong, 63 år, og også nyt medlem af politbureauet var hans højre hånd i 16 år. Det var ham, som med stor succes førte an i kampen mod partiets venstrefløj, og som tvang den liberale Li Ruihuian, 68, til at tage sin afsked få dage før kongressen. Zeng forventes at få nøgleposter i partiet, som vil give ham lige så stor eller endog større indflydelse end Hu selv.
Med Jiang tilbage som formand for partiets militære kommission og Zeng som sandsynlig ’vogter’ over udenrigspolitikken, Taiwanspørgsmålet, national sikkerhed og dele af propaganda- og partiarbejdet vil Hu altid have nogle, som kigger ham over skulderen.
For en politisk leder, som endnu savner en politisk profil og af mange iagttagere karakteriseres som mystisk og gådefuld, kan den vogten udvikle sig til et mareridt.
Li Peng og Zho Rongji forlod frivillig magtens korridorer. Førstnævnte indså, at hans chancer for et genvalg ville være minimale, mens Zhu var for træt til at vente længere. Men Jiang Zemin ville gerne fortsætte og har efter al sandsynlighed også forsøgt at få fem år mere.
At det ikke lykkedes beror for en stor del på førnævnte Li Ruihuan, nr. fire i hierarkiet og den eneste fra den gamle garde, som før sin afsked forventedes at blive genvalgt til politbureauet. Li, jordnær og dristig, var en af de få, som i månederne før kongressen åbent kritiserede Jiang for dennes intolerance og forsøg på at skabe en personkult.
Han stillede sig bag den fjerde generation og fik efter flere forsøg endelig held med at få Jiang til at træde tilbage fra præsidentposten. Men prisen blev høj: Zeng fik først skandaliseret Lis bror, en byggematador i Tianjin, og kunne efter flere rygtespredninger anklage Li Ruihuan for at have gået imod partiets linje, ført et korrumperet liv og ikke have kontrolleret sin bror.
Med Li Ruihuan forsvandt også den sidste topfigur i partiet, som var kritisk over for tragedien på Den Himmelske Freds Plads. Li hævdede i flere tilfælde i forsigtige formuleringer, at partiet bar et medansvar.
Med alle hovedaktørerne i dramaet borte fra scenen, kan det muligvis lægges på hylden til fordel for en historisk omvurdering, når de opkogte følelser har lagt sig.
Nogen kursændring i kinesisk politik er ikke at forvente, før Hu Jintao har styrket sin position tilstrækkeligt. Politiske reformer er givetvis det sidste, han vil slå ind på. Som vicepræsident under Jiang har han haft vanskelige opgaver i forbindelse med korruptionsbekæmpelse på højt niveau og afvikling af hærens og politiets enorme efterretningsaktiviteter. Det gør ham meget lidt elsket i de kredse, der ser med mistro på, at nogle amerikanske iagttagere ser ham en mulig »kinesisk Gorbatjov«.
Samme lidt besynderlige optimisme findes også blandt eksiltibetanerne i Indien, som trods en massakre i Lhasa på Hus tid, som partileder der, tror, at Hu kan bryde dødvandet og etablere en dialog med Dalai Lama.
Tiden vil vise, hvordan relationerne mellem Jiang og Zeng udvikler sig. Handlingslammelse, reformæra eller noget midt imellem. Overladelsen af magten fra tredje til fjerde generation går via Zeng Qinghong.

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her