Læsetid: 3 min.

Fogh gav Putin klar besked

Statsminister Anders Fogh Rasmussen lod sig ikke kyse af den store russiske nabo. Men der kom intet ud af EU’s kritik af situationen i Tjetjenien
12. november 2002

BRUXELLES – Statsminister Anders Fogh Rasmussen rystede ikke på hånden, da han i går som EU-formand mødtes med Ruslands præsident Vladimir Putin.
Efter et mindre teknokratisk tovtrækkeri under topmødet i Bruxelles, fik EU som ventet den vigtige aftale på plads med Rusland om Kaliningrad.
Det mest iøjnefaldende var den afsluttende pressekonference. Her var den russiske præsident Putin en hel del mere opsat på at nedtone den dansk-russiske strid om den tjetjenske verdenskongres, end Danmarks statsminister var.
»Der har været en disput. Vi vil nu gøre alt for genetablere de bilaterale forhold til fuldt format,« sagde Putin.

Fogh borede i ånden
Anders Fogh Rasmussen valgte derimod at bore i den ringe demokratiske ånd bag det russisk forsøg på at få stoppet Den Tjetjenske Verdenskongres i København: »Den danske regering deler ikke nødvendigvis de synspunkter, som kom til udtryk på kongressen. Men vi beklager, at den russiske regering stillede krav til os, som den danske regering ikke juridisk var stand til at opfylde,« sagde Anders Fogh Rasmussen med Vladimir Putin siddende ved sin højre side.
På et efterfølgende møde med dansk presse, sagde statsministeren, at »Rusland stillede Danmark i en umulig situation. Vi skulle have brudt grundloven. Enhver, der har sat sig lidt ind i det, ville forstå det. Men man kan forstå, hvis følelserne sad lidt uden på trøjen efter gidseldramet i Moskva, og at det derfor løb af sporet for dem,« sagde Fogh Rasmussen, der var glad for, at Putin personligt undskyldte de angreb, den danske ambassade i Moskva har været udsat for.
Amnesty International havde før topmødet opfordret EU til vise høj og kritisk fane i spørgsmålet om Ruslands krig i Tjetjenien, og de forsatte krænkelser mod civilbefolkningen. Statsministeren ville ikke redegøre for præcist hvor meget tid, der på mødet gik med at tale om Tjetjenien. Men han understregede, at en politisk forhandlingsløsning er den eneste vej frem: »Der findes ingen langsigtet militær løsning,« sagde Fogh på det fælles pressemøde.

Grænser for gøren
Bagefter gjorde Fogh det dog samtidig klart, at der reelt er grænser for, hvad EU kan gøre. Og som sådan var topmødet fattigt på konkrete resultater:
»Vi kan jo ikke invadere Rusland. Vi kom med vores kendte positioner. Men der var ikke nogen bevægelse,« indrømmede Fogh. »Vi forstår måske bedre de russiske bevæggrunde efter topmødet, men det betyder ikke, at vi er enige. Det er jo ikke bare et terrorist-problem i Tjetjenien. Der er områder, hvor vi er uenige, men det behøver ikke ødelægge mulighederne for andet samarbejde. Man må konstatere, at Tjetjenien er et område. Det, vi kan bruge topmøderne til, er at have en politisk dialog om det, hvor vi siger, hvordan vi mener, at problemerne skal løses,« sagde Fogh efter topmødet, hvor EU og Rusland også vedtog en fælles handlingsplan til bekæmpelse af terrorisme.
Den omtalte mangel på bevægelse var også tydeligt afspejlet i Putins svar til den fremmødte europæiske presse, der ville vide, om det er normalt at bruge klyngebomber mod civilbefolkingen i Tjetjenien. Der kom ingen direkte svar, men Putin holdt en lille lektion om farerne ved udsigten til et muslimsk »fundamentalistisk kalifat« i det nordlige Kaukasus, og om at være på vagt over for »såkaldte frihedskæmpere«.
Putin sagde dog, at han er villig til at forhandle fred med alle, der vil freden. Udtalelser fra Kreml-talsmand, Sergej Yastrzhembsky, tidligere på dagen, gjorde det dog klart, at man ikke vil tale med terrorister, og at det også omfatter den tjetjenske præsident, Aslan Maskhadov, der blev valgt i 1997, men blev drevet på flugt, da russiske tropper indvaderede Tjetjenien i 1999.

FAKTA
Aftalen om Kaliningrad-enklaven:
*Fra juli 2003 udsteder EU multi-visa til russiske borgere i Kaliningrad, der kan bruges til at rejse flere gange gennem Litauen.
*Visum skal udstedes gratis eller til meget lav pris
*Ansøgningen om visum kan laves der, hvor man køber en togbillet.
*EU vil i 2003 lave et studie, der undersøger mulighederne for at lave et højhastighedstog gennem Litauen, der vil sikre vismumfri gennemrejse.

Handlingsplan mod terror:
*EU og Rusland vil udveksle tekniske og strategiske informationer inden for rammer af Europol.

C

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu