Læsetid: 4 min.

Den forfærdelige Stjernekrig!

Mesterkritikeren Pauline Kael skaber ravage hinsides graven
8. november 2002

(2. sektion)

Portræt
Filmkritikere, der trofast leverer deres hakkelse til døgnets rejsestald, risikerer nemt at blive glemt efter mange års daglig dont.
Men sådan er er det mildt sagt ikke gået Amerikas mest frygtede og omstridte filmkritiker, Pauline Kael, der døde sidste år, 81 år gammel. Ikke blot har hun efterladt sig hele 13 meget læste og respekterede bøger, der samler hendes enestående skarpe, entusiastiske og personlige filmkritik gennem årene. Efter at hun i 1991 officielt nedlagde våbnene, spøger hun også videre i interviewbøger, hvor hun blev udfrittet om de meninger, hun – nu ramt af Parkinsons syge – ikke længere orkede at nedfælde på print.
I 1996 kom Conversations with Pauline Kael, hvor redaktøren Will Brantley samler interviews med Kael fra 1966 helt frem til 1994. Og nu har Francis Davis udsendt Afterglow: A Last Conversation with Pauline Kael – kritikerens mundtlige testamente, hvorfra det engelske dagblad The Guardian bringer nogle krydrede smagsprøver.

Det store skel
Kael mener, at amerikansk films blomstringtid var 1970’erne, men at to film – en god og en dårlig – i høj grad var med til at sætte en stopper for udviklingsmulighederne: Steven Spielbergs Dødens gab (Jaws 1975) og Georger Lucas’ Stjernekrigen (1977).
»Jeg er utrolig glad for, at jeg skrev om film i 1970’erne, da der kom instruktører til, som virkelig havde noget nyt at byde på. Tænk, at jeg fik chancen for at skrive om Godard og Truffaut og Altman og Coppola og også om film, som folk ikke engang taler om, som Hal Ashbys debutfilm, The Landlord fra 1970. Det var en vidunderlig film.«
– Da du vendte tilbage til din faste ansættelse på New Yorker i 1980 efter at været i Hollywood for at arbejde for Warren Beatty, kaldte du din første store artikel: ’Hvorfor der bliver lavet så mange dårlige film eller Det Store Lotteri’. Var den økonomiske indsats blevet for høj til, at man kunne tillade sig at eksperimentere, som man gjorde det i 1970’erne?
»Det var netop det, der skete. En lille håndfuld film tjente en umådelig mængde penge ind, og alt det, vi håbede ville ske med filmene, faldt pladask til jorden. Der kom en god film, som fik frygtelige følger. Dødens gab (1975) er virkelig alle tiders. Jeg grinede mig igennem den fra start til slut. Alligevel skabte den et skel. Og da så Stjernekrigen (1977) kom, denne forfærdelige Stjernekrig, så betød det, at filmene simpelthen aldrig blev de samme igen. Der er næsten ikke længere nogen smalle film, som folk virkelig kan samles om, og når der kommer nogle interessante og anderledes titler, holder folk sig væk.«
»Jeg holdt meget af Three Kings, som nok var den bedste amerikanske film, jeg så det år.«
»Men der kom ikke ret mange til den, selv med George Clooney i hovedrollen, og han var vældig god. Larry Kasdans Mumford, som blev affejet i pressen, var en charmerende film. Men af besynderlige grunde går vi ikke længere til charmerende, lette film. Folk forventer, at en film skal være tung og svulstig, American Beauty.«

Underkendte komedier
Selv om Pauline Kael hævdede, at hun hellere ville undvære at se film end læse bøger, fulgte hun med i filmrepertoiret, efter at hun havde trukket sig tilbage fra anmeldergerningen.
»Jeg ser hele tiden film, jeg synes er interessante, men som ingen roser. Three Kings fik da nogle gode anmeldelser, men slet ikke i den målestok, den fortjente. Jeg syntes Brian De Palmas Mission to Mars havde nogle fremragende afsnit. Jeg bliver altid angrebet, fordi jeg så godt kan lide De Palmas film, og det er da en meget ujævn, slingrende film. Men halvdelen af den er pragtfuld, og jeg fatter ikke, at folk ikke anerkender det.«
»Lad os se, hvad er der ellers? Jeg kunne også vældig godt lide Flirting with Disaster, den film David O. Russell lavede før Three Kings. Den synes jeg, er den bedste uforfalskede, amerikanske komedie, jeg har set de senere år. Lily Tomlin, Alan Alda, Mary Tyler Moore og de andre medvirkende er virkelig meget morsomme her.
Nu bliver der ikke lavet særlig mange uforfalskede komedier af den kaliber; måske har vi vænnet os fra at rose dem. Jeg holdt meget af en Bertrand Blier-film, der hedder Mon homme, som næsten ingen skrev om, men som havde nogle af de samme kvaliteter som Sidste tango i Paris. Der var scener i Medløberen, som man aldrig havde set tilnærmelsesvis magen til på film, og Bernardo Bertolucci lavede endnu en god film for et par år siden, der hedder Besieged. Den er med Thandie Newton, der også er med i Mission Impossible 2 og er en usædvanlig følsom og interessant skuespillerinde. Men filmen slog aldrig an, og pressen skrev ikke ret meget om den.
Det er svært at få folk ind til en film, der ikke er lige så opreklameret som The Perfect Storm og The Patriot. Jeg fatter simpelthen ikke, at folk gider gå ind og se den slags film.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her