Læsetid: 6 min.

En forhekset forvandlingskugle

Efter 25 år som aktiv musikkunstner gør den 36-årige islandske superstjerne Björk status med to retrospektive cd-opsamlinger og en klynge dvd’er
2. november 2002

Portræt
Reykjavík ligger som f.eks. Liverpool, Seattle og Ålborg langt fra alfarvej, hvorfor byen under normale omstændigheder ikke overrendes af internationale kändisser eller andet riff raff med for mange penge og for lidt livsindhold. I hvert fald ikke før sen-90’erne, hvor byen pludselig blev trendy med stort opsatte artikler i bl.a. det ultimative livsstilsmagasin Wallpaper, hvorefter the trendies med ét var ved at falde over hinandens ben for at besøge den klippefyldte ø-nations hovedstad.
Er der en enkeltperson, som har været med til at sætte Reykjavík på det internationale landkort, må det være den 36-årige sangerinde og komponist Björk Gudmundsdóttir, som siden 1993 har haft en succesrig international solokarriere med et dybt personligt og konstant grænseafsøgende udtryk, der fusionerer pop, electronica, verdensmusik, dance, kompositionsmusik, jazz og rock, tilsat en stemme, der spænder fra det tøvende og spædt pigede over det jublende overstadige og dovent sensuelle til det skræmmende og skurrende, hvor hun som komponist og sangskriver formår at gå sin helt egen vej uden at afskrække et stort publikum.
Hendes karriere strækker sig dog længere tilbage end som så, og hun gør nu på såvel en ordinær Greatest Hits-cd som et smagfuldt lille bokssæt – indeholdende fem mini-cd’er og betitlet Family Tree – status over sine 25 år som udøvende kunstner. Læg dertil en klynge live-dvd’er og til december en opsamlings-dvd med hendes banebrydende og innovative musikvidoer og man vil forstå, at hun som kunstner er nået til et vadested, en afslutning, hun selv betragter som en ny begyndelse.

En uheldig start
Det hele startede i slutningen af 70’erne, hvor effekten af punkens gør-det-selv-attitude nåede Reykjavík. På daværende tidspunkt lå byen upåagtet hen, men sydede af aktivitet på alle niveauer og – som i resten af Vestens storbyer – stod en ny generation parat ude i kulissen.
For Björk Gudmundsdóttir blev 1977 dog et mærkeligt år, thi på initiativ af sin stedfader, der selv havde været aktiv rockmusiker i starten af årtiet, udsendte hun – kun 11 år gammel – sin debut-lp, betitlet Björk, såmænd. Med en opvækst i et musikkollektiv havde hun fra barnsben udvist usædvanlig musikalitet og forholdene i kollektivet betød, at ingen genre var hende fremmed. Björk-lp’en indeholdt kun en enkelt af hendes egne kompositioner og bestod derudover af fortolkninger af pop-standards. Den skulle efter sigende passe godt under betegnelsen ’blandet landhandel’, og gjorde hende øjeblikkeligt til stjerne på Island, hvor hun blev udråbt til vidunderbarn. Erfaringen var for hende dog primært af negativ karakter og Björk svor, hun aldrig igen ville fronte noget, hun ikke kunne stå 100 procent inde for.

Multikulturelt afsæt
Derfor gled hun næsten pr. automatik ind i Rekjayvíks dynamisk blomstrende punk- og bohememiljø og blev i 1981 medlem af det Siouxsie & The Banshes-inspirerede Tappi Tíkarrass, som udsendte to lp’er samt medvirkede i dokumentarfilmen Rokk í Reykjavík, der skildrer datidens islandske ungdomsmiljø, hvor musik, poesi og billedkunst stortrivedes side om side. Mødet med den dynamiske konceptmager Einar Örn Benediktsson og den teknisk forrygende trommeslager Sigtryggur Baldursson førte til det eksperimenterende postpunkband KUKL – hvilket betyder heks på islandsk – og en pladekontrakt med Crass, i øvrigt navnet på det legendariske britiske anarkist-outfit, der drev selskabet.
KUKL udsendte to lp’er og optrådte også på Roskilde Festival, før bandet muterede til Sugarcubes, som vakte international opsigt i 1987 med sin første single, »Birthday«, hvis tilhørende video også gjorde indtryk. Sugarcubes blev det første internationalt anerkendte islandske orkester, og det turnerede kraftigt verden over samt udsendte frem til opløsning i ’92 tre fremragende albums plus det løse. Desuden grundlagde gruppen selskabet Bad Taste, hvis aktiviteter omfattede pladeselskab, kunstgalleri, boghandel, forlag og radiostation og det er symptomatisk, at alle gruppens medlemmer fortsat er højaktive inden for islandsk kunst- og kulturliv.
Dette betød så også, at den nu 27-årige Björk for første gang siden sin barnedebut stod på egne ben, og hun hev resolut teltpælene op og flyttede til London. Der tog hun afsæt i tidens frugtbare og aktive dance- og electronicascene, hvilket tydeligt høres på hendes første ’rigtige’ soloplade, den stildannende og i sin tid revolutionerende Debut (1993), hvis guitarløse musik indeholdt elementer fra jazz, pop, hiphop og verdensmusik.

Teltpælene op
Miraklet var, at denne krævende musik formåede at kaste hits af sig, og man kunne i en periode stort set ikke gå nogen steder i byen, uden at sange som »Venus As A Boy«, »Human Behaviour« og »Violently Happy« mødte én – enten i deres oprindelige form eller som et af de utallige remix ved diverse trendy undergrundsnavne, Björk fra starten udliciterede sit materiale til. Fra starten viste hun flair for at finde de rette samarbejdspartnere og produceren Nellee Hooper satte sit aftryk på Debut, der dog fuldt og helt var Björks plade.
Hendes andet album, Post (1995), var endnu mere eksperimenterende med et udtryk, der strakte sig fra de hårde techno-beats på »Army of Me« til den flimrende og fjerlette »Hyperballad«. Ud over Hooper blev folk som Tricky, Graham Massey og Eumir Deodato indforskrevet for at tilføre pladen den rette ambiens. I perioden mellem de to plader blev Björk endvidere en noget uvillig mediestjerne, som både skrev tekster til Madonna, sang duet med PJ Harvey og kom på tabloidavisernes forsider, da hun bankede en grænseoverskridende journalist. Desuden begyndte kvinder i stor stil (desværre) at kopiere hendes dybt personlige modeopfattelse, der som tommelfingerregel kun klæder hende selv, for der er sgu da noget pervest ved synet af voksne kvinder med rottehaler!

En rigtig ønskepose
Prisen for berømmelse blev også mere synlig: En syg person sendte Björk en bombe i posten – den blev dog opsnappet inden den nåede frem – og begik derefter selvmord. Om det var med til at gøre teksterne på Homogenic (1997) mere personlige er ikke til at vide, men den lød som summen af sine to forgængere og så lige lidt til; det er hendes mest organiske plade og ét hovedværk indenfor populærmusikken. Altid en overraskelsernes person sagde hun, der aldrig tidligere havde spillet skuespil, ja til hovedrollen i Lars von
Triers drivende melodrama af en musical, Dancer In The Dark (2000), som hun også komponerede musik og sange til, det hele rigt orkestreret af Vince Mendoza. Filmen prisbelønnedes i Cannes, Björk fik prisen som årets skuespillerinde sammesteds og svor – typisk – at hun aldrig ville spille skuespil igen!
Med Vespertine (2001), hvor minimalistisk electronica kontrasteredes med bl.a. harpe og spinet, lagde Björk sig igen helt i popavantgardens front og pladen kan stort set føre hende hvorhen det skal være. Nu gøres der i stedet status med en stribe seværdige koncertoptagelser, udsendt på dvd, en Greatest Hits, sammensat af fans (men uden hendes største hit overhovedet, »It’s Oh So Quiet«, a bit strange, ain’t it?) samt det vildtvoksende og indbydende bokssæt, Family Tree, en rigtig ønskepose, sammensat bredt af musik fra (næsten) hele karrieren. Størst indtryk gør den af cd’erne, som blot hedder Strings, thi Björks stemme og akustiske strygere klæder i dén grad hinanden. For fans er der rigeligt at gå til og andre vil måske få det ene behagelige – og mindre behagelige – chok efter det andet.
Kunne man forestille sig 90’erne uden Björk? Sikkert, men hun var med til at gøre årtiet vildt, eklektisk og kunstnerisk afsøgende, og så satte hun eftertrykkeligt sit hjemland på det musikalske landkort. Man kunne ønske, at andre skandinaviske kunstnere turde udvise samme kunstneriske mod og kompromisløshed, for som man kan lære af Björks karriere til dato, så lønner det sig i højere grad end en konsekvent og fantasiløs læggen sig op ad udenlandske forbilleder.

*Björk: Greatest Hits (One Little Indian/Universal) | Family Tree (5 cd bokssæt) One Little Indian/Universal)
*Dvd’er: Cambridge + Live At Shepherds Bush Empire + On MTV: Unplugged & Live (Alle udgivet af One Little Indian/Universal)
nwww.bjork.com

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu