Læsetid: 2 min.

Et forhekset hus

Statens Museum for Kunst skal måske have ny direktør til april. I går kom det frem, at blandt andre Michael Christiansen skal være med til at afgøre, hvem der bliver direktør
21. november 2002

Statens Museum for Kunst skal måske have ny direktør til april.
I går kom det frem, at blandt andre Michael Christiansen skal være med til at afgøre, hvem der bliver direktør

Statens Museum
»Nej!!!« lyder svaret prompte, da Information spørger Leila Krogh, om hun har søgt stillingen som direktør for Statens Museum for Kunst. Hun er direktør på J.F. Willumsens Museum i Frederikssund.
»Jeg har verdens bedste job og er midt i en udvidelse af museet. Og så har jeg livet kært: Det er et hårdt og krævende og utaknemmeligt job, og dem, der tager det, skal have stor tak. For der er mange, som ikke vil.«
Ikke desto mindre modtog Kulturministeriet 11 ansøgninger, før fristen udløb tidligere på ugen.
Men sporene skræmmer. Ikke alene har den nuværende direktør, Allis Helleland, været en af branchens mest udskældte personer gennem ni år – det samme kunne man sige om tidligere direktører som Villads Villadsen, Lars Rostrup Bøyesen og Jørgen Rubow, for blot at nævne de tre foregående.

Ligner ond cirkel
»Huset har i hvert fald i et par generationer været et problemfyldt sted,« siger Leila Krogh. »Nogle gange skulle man næsten tro, at det er forhekset. Hver gang der kommer en ny direktør, siger man: Nu bliver det godt. Jeg kan ikke forklare hvorfor, men det ligner en ond cirkel.«
I går kunne kulturministeriet oplyse, hvem der sidder i ansættelsesudvalget, og det kunne ligne et tungt ansvar. Udvalget består af tre menige medlemmer fra kulturministeriet og formanden er hentet samme sted fra: Departementschef Karoline Prien Kjeldsen.
Udefra er hentet to navne: endnu en (tidligere) departementschef, Det Kongelige Teaters direktør, Michael Christiansen, og svenske Lars Nittve, der er direktør for Moderna Museet i Stockholm og tidligere direktør på Louisiana.

Kandidaterne
Det er naturligvis hemmeligt, hvem der har søgt stillingen, men der sladres i krogene, og et par kandidater synes oplagte.
Om de reelt har søgt stillingen, er til gengæld et åbent spørgsmål. Ministeriet har oplyst, at der er en eller flere udlændinge blandt ansøgerne.
Flere kilder har over for Information nævnt, at svenske Bo Nilsson kunne være en af dem.
Han er direktør på udstillingsstedet Liljevalchs Konsthall i Stockholm, men kender den danske kunstscene og er medlem af et af Statens Kunstfonds tremandsudvalg.

Helleland igen?
I stillingsopslaget lægges der vægt på, at ansøgeren har forståelse for den politiske beslutningsproces. Oversat til nudansk betyder det ifølge Leila Krogh, at direktøren skal være villig til at skifte kurs, hver gang der skiftes regering.
Flere kilder mener, at det netop er en evne, Allis Helleland har demonstreret siden regeringsskiftet, og der gættes derfor på, at hun bliver genansat.
Ansættelsesudvalget mødes i december og skal komme med en indstilling til et andet udvalg bestående at blandt andre statsministeren og kulturministeren.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her