Læsetid: 2 min.

Forsikrede går glip af erstatning

Forbrugerstyrelsen og ekspert kritiserer nyt lovudkast, der betyder, at mange danskere hvert år vil gå glip af store erstatninger efter sportskader, forkerte løft og fejloperationer
14. november 2002

Et forkert løft, mens du skovler sne. En skade under fodboldkampen. Eller en fejloperation på hospitalet.
Danskere, der bliver ramt af ulykker som disse, risikerer også fremover at gå glip af store erstatninger – på trods af en forsikring.
Forbrugerstyrelsen og forsikringseksperten Ivan Sørensen retter nu et hårdt angreb på et nyt lovudkast, som skulle sikre borgerne erstatning ved disse ulykker. Men ifølge kritikerne vil lovudkastet fortsat efterlade hundrede af danskere med tomme hænder efter uheld
»Der er en uacceptabel usikkerhed på det her område. Folk havner i situationer efter forkerte løft eller sport, hvor de tror, de har en forsikring, der så alligevel ikke dækker,« siger jurist Sonny Kristoffersen, Forbrugerstyrelsen.
Sidste år modtog Ankenævnet for Forsikring 439 klager over ulykkesforsikringer.
Typisk klager fra danskere, som føler sig snydt, når forsikringen ikke dækker.

Formue for enkelte
Den manglende erstatning kan let løbe op i flere hundrede tusinde kroner for den enkelte borger, forklarer forsikringsekspert Ivan Sørensen, Københavns Universitet:
»Problemet har stor betydning for den enkelte, der måske går glip af en halv million kroner, hvis vedkommende har fået en rygskade der er til gene resten af livet,« siger lektor Ivan Sørensen.
Samtidig er skaderne småpenge for de enkelte forsikringsselskaber, mener han.
Lovudkastet, der nu ligger på justitsminister Lene Espersens (K) bord, bør derfor ændres, så borgerne får erstatning for alle pludseligt opståede skader, mener Forbrugerstyrelsen og Ivan Sørensen.
Sverige har allerede indført en sådan regel i loven om forsikring.
Det store problem opstår, fordi de fleste forsikringsselskaber i dag har et såkaldt »viljeskrav« i forsikringen.
Det betyder at kunder, der med vilje er med i en aktivitet, som påfører skade, ikke får erstatning.
Derfor løber borgerne ind i problemer, når de for eksempel arbejder i haven, går til svømning eller lader sig indlægge til en operation. For det er jo med vilje.
»Borgerne er juridisk set med vilje deltager i sådan en aktivitet, men ingen gør det jo med det formål at komme til skade. Derfor er den regel i allerhøjeste grad et problem,« siger jurist Sonny Kristoffersen, Forbrugerstyrelsen.
En række opsigtsvækkende sager har tidligere betydet, at for eksempel folk, der spillede fodbold, ikke fik erstatning, hvis de blev tacklet og kom til skade.

Ingen urimeligheder
Direktør i Ankenævnet for Forsikring, Henning Jönsson, vurderer, at flere danskere ville opnå erstatning, hvis reglerne blev ændret, som Forbrugerstyrelsen og Ivan Sørensen foreslår.
Men de værste urimeligheder er allerede udryddet i dag, mener han:
»Den der med, at kunden kravler op ad en stige og falder ned, så derfor var han selv skyld i skaden, den godtager vi ikke mere. Det har vi fået has på,« fastslår Henning Jönsson.
Kun grov uagtsomhed fører til, at borgerne mister erstatning, siger direktøren i det uafhængige ankenævn. Forsikringsselskabernes organisation, Forsikring & Pension, henstillede i 1999 til selskaberne, at de udbetalte erstatning ved ben- og armskader under sport.
Men i dag har kun tre forsikringsselskaber en fuld dækning, hvor alle pludselige uheld giver erstatning.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her