BEOGRAD Rapporten Bevæbning af Saddam; Den jugoslaviske forbindelse udarbejdet af den internationale nonprofit forsknings- og interesseorganisation (ICG), indeholder over 100 fodnoter, som understøtter rapportens indhold
Rapporten citerer unavngivne kilder, undersøger overførslen af våben og teknologi ikke blot fra virksomheder som Jugoimport-SDPR (en statskontrolleret virksomhed hvis rolle i forsendelsen af jetmotorer og reservedele til Irak blev afsløret, da internationale fredsbevarende styrker i Bosnien i oktober beslaglagde belastende dokumenter), men også fra selve det jugoslaviske militærlager.
Kendte til våbensalget
Rapporten beskriver de procedurer og godkendelser, som er nødvendige, for at varer og personnel via et tredje land (hovedsageligt Syrien) kan transporteres til Irak og sætter fokus på Jugoslaviens forsvarsminister Velimir Radojevic.
»Det er utænkeligt, at Radojevic på baggrund af hans position som forsvarsminister, bestyrelsesmedlem i Jugoimport-SPDR og hans tætte forbindelser i militæret ikke havde kendskab til den igangværende udplyndring af Jugoslaviens militærlagre, våbensalget til Irak, brugen af jugoslaviske militærhavne samt officerer og militære videnskabsmænds rejser til
Irak. Det er også utænkeligt, at han ikke informerede præsidenten, indenrigsministeren, udenrigsministeren, stabslederen i hæren samt KOS (den militære efterretningstjeneste) om disse aktiviteter,« står der i rapporten.
Rapporten bemærker endvidere, at »det er utænkeligt,« at leder af KOS, general Aco Tomic, ikke havde kendskab til våbensalget eller ikke informerede Kostunica eller andre højtstående personer, »når man tager størrelsen og kompleksiteten af efterretningstjenestens netværk samt hans lovbestemte ansvar for våbeneksport i betragtning.«
Ifølge rapporten krævedes der fem forskellige underskrifter blot fra forsvarsministeriet samt fra andre kontorer bl.a. toldmyndighederne ved alle transaktioner af våben.
En sammenfattende leder i udkastet til rapporten skærer nogen af de mulige konsekvenser af en våbenhandel mellem Jugoslavien og Irak ud i pap.
»I de seneste to år har den jugoslaviske republik angiveligt solgt krydsermissiler og ballistiske missiler samt teknologi til køretøjer med autopilot til Irak. Der er tilsyneladende også tale om salg af kemiske og biologiske våben og muligvis udstyr og teknologi til fremstilling af disse.«
»Ydermere menes Jugoslavien at have solgt anti-luftfartøjssystemer, artilleri og ammunition til Irak samt at have opført adskillige underjordiske komplekser med beskyttelsesrum i Irak. Kombinationen af teknologier fra Jugoslavien kan betyde, at den irakiske regering er i stand til at kreere billige krydsermissiler med massedestruktionsvåben.«
Hovedleverandør
Hvis det er sandt, har Jugoslavien uden tvivl været en af Iraks hovedleverandører af våben og menneskelig assistance bl.a. hjælp til konstruktion og forbedring af militæranlæg.
Et af de mere specifikke eksempler på våbensalg som beskrives i rapporten: »Pålidelige kilder med forbindelser i Kostunicas ministerråd« og den militære efterretningstjeneste har fortalt ICG, at ud over salget af biologisk og kemisk udstyr til Irak i de seneste to år, som refereret af medierne i Beograd, er der også blevet solgt kemiske våben.
Det bilaterale samarbejde på dette område går helt tilbage til 1980erne, da Jugoslavien hjalp Irak med at konstruere et kæmpe område til kemisk fremstilling. Andre kilder hævder, at der under NATOs bombekampagne i 1999 blev fremstillet gasarten sarin.
Rapporten referer til et dokument fra det jugoslaviske Udenrigsministerium, ifølge hvilket Jugoslavien pr. januar i år havde byggekontrakter med Irak, primært omhandlende beskyttelsesrum og andre forsvarsrelaterede formål, til en samlet værdi af over 120 millioner dollar.
Ifølge en »teknisk kilde« i Beograd har jugoslaviske videnskabsmænd »mindst udviklet én model af en turbojetmotor med en diameter, som kan passe ind i et krydsermissil«.
Svært at spore
Rapporten opsumerer en række detaljer, som er rapporteret fornylig.
Et tilsyneladende formelt samarbejde med Irak f.eks. bl.a. besøgte omkring 20 jugoslaviske flådeofficerer med base i Tivat i Montenegro i juli i år Irak, hvor de brugte to uger på gennemsyn og reparation af irakiske flådefartøjer og elektroniske systemer.
Officerer kan ikke rejse til udlandet uden en særlig skriftlig tilladelse fra den jugoslaviske militærledelse.
Andre mulige eksempler på samarbejde indbefatter en fabrik i Cacak i det sydvestlige Serbien, som påståes at have fungeret som en slags indkøbscentral for Irak for anti-luftskyts og andre typer våben og materiel samt afskibninger af røgfrit krudt, kompressorer, motorer til militærfly, dele til fremstilling af miner og andet sprængstof fra havne i Montenegro.
ICG tegner et billede af en næsten uundgåelig fristelse, hvor politikere og militærpersoner, som ellers er dødsfjender, alligevel stiltiende deler udbyttet af en spektakulær lukrativ forretning. De fleste af de virksomheder, som er involveret i den slags våbenproduktioner, har tilknytning til konkurrerende politiske partier og politikere.
Det er så godt som umuligt at spore de endelige modtagere af fortjenesten ved disse forretninger, som angiveligt ender på hemmelige bankkonti i udlandet.
Efterforskere fra den internationale domstol i Haag har fulgt finansielle spor i forsøg på at udrede de komplicerede forbindelser mellem politiske figurer, organiseret kriminalitet, militæret og paramilitære grupper i forbindelse med krigsforbrydelser.
Trods et kæmpe salg opgav Jugoimport i 2001 et overskud på kun to millioner dinarer (omkring 33,000 dollar). Ifølge et dokument fra Udenrigsministeriet dateret januar, 2002, er det sandsynligt, at virksomheden EnergoProjekt alene har tjent mere end 120 millioner dollar på byggekontrakter med Irak.
*Russ Baker er international kommentator for flere amerikanske og europæiske aviser. Han er for tiden udstationeret i Serbien.
*Oversat af Runa Trosborg
