Læsetid: 6 min.

Den fortabte far

2. november 2002

Intermetzo
Mere indsigtsfulde iagttagere af dansk politik tillægger ikke just den konservative partileder overnaturlige intellektuelle evner – det er synd at sige. Vurderingerne
er temmelig enslydende. Bendt Bendtsen fremstår som et driftsikkert temperament, men uden strategisk talent endsige visioner af valør. En dagen og vejen godtkøbspolitiker, hvis evigt repeterede udsagn leveres i et middelmådigt sprog med gloseforråd og frasering, der ikke røber store dybder i partiformandens sind og sjæl. Kort sagt.
Men de borgerlige aviser, som jo mestendels betjener den danske befolkning, kan ikke desto mindre enes om, at de konservatives førstemand er rette mand i rette tid på rette sted. Indtil videre. Bendt Bendtsen bragte jo fred på jord til de immerhen stridbare partiorganiserede konservative, som set i historiens bakspejl regelmæssigt har brugt oceaner af tid og kræfter på nedrigheder i overdådige doser for at kvase interne rivaler. Det dannede, velopdragne image partiet ynder i sit bannermærke, dækkede for-bløffende ofte over rene gade-drengestreger og alt andet end borgerlig levemåde. Andre partier har fra sidelinjen hovedrystende iagttaget partiets periodiske selvdestruktion.
Pressebillederne fra de konservatives seneste landsråd forgangne weekend bragte mindelser og forestillede blandt andre Erik Ninn-Hansen, hvis intrigerende evner i velmagtsårene var legendariske. Ham skulle man ikke komme på tværs, om man havde sin politiske fremtid kær. P. Schlüter prøvede ifølge overleveringen at slide sig fri af det Ninnske underhåndsgreb om et vist kropsvedhæng. Men selv den snu daværende statsminister, som også kender visse tricks, måtte som andre hurtigt falde til føje. Ninn og hans kammesjuk gennem alle magtårene, den næsten lige så legendariske grå eminence i partiet landsretssagfører Kr. Mogensen, satte ganske simpelt prop i partimidlerne, som de to ærkekonservative styrvolter nok så nydeligt kontrollerede via kursusejendommen Rolighed. Alene navnet!

Den slags metoder tiltænker vist ingen Bendt Bendtsen. Manden med den ranke ryg er kun partiformand, fordi Hans Engell kørte ind i en betonblok, Per Stig Møller ikke kunne håndtere resterne, og Pia Christmas-Møller var i karismatisk underskud og blev rendt i ryggen, hvilket jo alt i alt for en efterfølgende politisk leder umiddelbart er en tvivlsom baggrund. Dog er det næppe første eller sidste gang i den politiske historie at hr. hvemsomhelst er blevet leder, fordi forgængerne har kvajet
sig. Ikke ét sarkastisk ord i den anledning. Bendtsen er ydermere leder i egen ret, al den stund at han nu så længe har holdt låg på det ustyrlige parti. Det hjælper, når man i realiteten kan bestemme, hvem i gruppen der skal tildeles og ikke mindst fratages ministerværdigheden. Dette afgør Bendtsen suverænt som nr. to i VK-koalitionsregeringen.
Opfyldt af disse dystre tanker sidder man som en slags undersåt og glor på sin vicestatsminister og forsøger at greje, hvad der ellers er at sige om den sag. Bendt Bendtsen står jo der på talerstolen og ser så nydelig ud. Sympatisk og stilfærdig – ingen store armbevægelser her. Umiddelbart typen, der følger gamle damer over gaden. Uden bagtanker.
Ingen tvivl om at manden er konservativ. Også så det gør noget. Ingen ende på dyderne, de konservative. Det skal kunne betale sig at arbejde, vi finder os ikke i noget, og vi vil have strengere straffe, flere i fængsel, dansk og regning i skolen og ikke mere vrøvl med de fremmede. Lige efter Grønspættebogen. Men så kommer det. Én gang til. Denne sympatiske mand står ret op og ned på talerstolen på det fine Frederiksberg og ofrer sin søn på offentlighedens og sin politiske karrieres alter. Første gang skete det i tv. Efter at sønnen var kommet galt af sted med narkobesiddelse, lod Bendtsen sig interviewe af Profilen, hvor han bedyrede sit ønske om at sønnen skulle straffes strengt, uanset om skyldsspørgsmål eller sagen for så vidt endnu var fuldt belyst. Herved handlede det hele jo om at han, Bendt Bendtsen, i virkeligheden var den udsatte part i sagen, den hvis omkostninger var de interessante for nationen, den som led. Tv-Avisens redaktion delte så åbenbart den opfattelse, hvilket mere er at bebrejde Tv-Avisens redaktion end ministeren, der utvivlsomt rådgivet af
sine spindoktorer indhøstede fordelen ved at optræde på slap line som den bevægede, berørte, tapre, retfærdige, men strenge far. Konservative dyder uanset hvad.

Anden runde i de aktive bekendelsestrivialiteter for åbent tæppe rullede som sagt over brædderne på landsrådet, da ministeren mod slutningen af sin store tale til forsamlingen atter gav sig i kast med sin søn. Én gang til, skønt ingen med omløb i hovedet ville have bebrejdet ham, hvis han havde holdt sin bøtte. Denne gang henviste Bendtsen – efter omhyggeligt at have påpeget det bemærkelsesværdige i at tage emnet op – til en måske nærliggende, men i sammenhængen problematisk Bibel-tekst: Jesu lignelse om den fortabte søn. Der hersker næppe tvivl om hvem i denne historie, der er sønnen og hvem faderen. Den sidste modtager som den gode Gud det syndefulde menneske, som har strejfet på de vilde vover, men som altså vender næsen hjem i folden eller rettroen. Der hersker heller ikke tvivl om, hvem der i ministerens brug af lignelsen er sønnen, som jo er ham i spjældet, og hvem der er faderen, som er Bendt Bendtsen. Det interessante i sammenhængen er at Bendtsen umiddelbart før lanceringen af lignelsen funderede over sin egen rolle som far i den rigtige historie fra det virkelige liv. »Spørgsmålet om jeg har levet op til mit forældreansvar, kommer jeg nok aldrig til at kunne svare fyldestgørende på. Jeg har tænkt meget over, hvad jeg skulle sige..., men jeg kan stadig her fire måneder efter ikke give jer det bedste svar...« Derfor nøjedes Bendtsen ifølge egen gradbøjning med det næstbedste. Og det næstbedste var altså den fortabte søn, som »trods sin gerning blev mødt med kærlighed fra sin far«.
Se her gav Bendtsen jo alligevel både sit næstbedste og sit bedste svar. Netop med denne lignelse frikender vicestatsministeren nemlig lige så nydeligt sig selv for ethvert medansvar for sønnens vandel. I den fortabte søn taler den gode fader – eller den gode Gud som er den samme – netop ikke om egen medskyld eller eget medansvar for sønnens udskejelser. Eller om han på nogen måde kunne tænkes at være en del af årsagen. I lignelsen er kun tale om overstrømmende modtagelse af den frafaldne, der havde levet i druk og hor – men trods alt ikke gemte narkotika i dybfryseren.
Fedekalven slagtes, uden at historien, det er slet ikke dens mening, så meget som antydningsvis retter søgelyset mod faderens eventuelle forsømmelser. Bendtsen, som med disse gentagne bekendelser har gjort sit private liv til et offentligt anliggende, en politisk sag, og derfor må finde sig i analyser af denne art, har med sin fornyede udtalelser skammeligt skubbet ethvert faderligt ansvar fra sig og atter læsset hele byrden over på sin fængslede søns spinkle skuldre. Han har skylden, ikke Bendtsen, der usmageligt sentimentalt lover at tage kærligt imod ham. I modsætning til hvad ministeren hævder, næppe kristen adfærd i situationen, således at benævne sin søn fortabt. Unægteligt er det derimod en snedig politisk handling på et landsråd, der skal tjene til illuminere en ellers hurtigt overset partiformand.
Fremgangsmåden er moralsk set kreativ bogføring. Man skulle tro, vicestatsministeren havde stået i lære hos sin statsminister. Eller hos finansministeren, der opfører sig som den fortabte søn, mens han endnu var det.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her