Læsetid: 3 min.

Det friske pust fra Haifa

Gårsdagens formandsvalg er næppe nok til at genrejse det israelske arbejderparti
20. november 2002

Portræt
TEL AVIV – Amram Mitzna har i lang tid lignet en vinder. Efter en meget snublende start i foråret har Haifas borgmester ført en selvsikker og veltalende kampagne for at blive det israelske arbejderpartis nye formand, og dermed også det vigtigste alternativ til Likud-partiets fremtromlende maskine når der skal afholdes valg til Knesset den 28. januar.
Stemmeoptælingen efter gårsdagens primærvalg var endnu ikke til ende ved redaktionens afslutning, men efter alle prognoser at dømme stod Mitzna til endog at vinde det absolutte flertal, som gør en ny runde mellem de to bedst rangerende kandidater overflødig.

Forhandlingslinje
Mitzna lover nye tider for et parti, som længe har været på ideologisk nedtur. Han taler om at der nu skal tales »et nyt politisk sprog« og om at genskabe partiets sociale bevidsthed. Med sig har han en fortid som højtstående general – hvilket aldrig er nogen hindring i israelsk politik – samt en årrække som dynamisk og uhyre afholdt borgmester i Haifa.
De smukt klingende hensigter er ikke meget anderledes, end hvad vi har hørt fra en anden kandidat, Haim Ramon, der gennem hele forløbet har hinket uhjælpeligt bagefter både Mitzna og valgets tredje kandidat, Benyamin Ben Eliezer. Både Mitzna og Ramon tilhører partiets venstrefløj og har gennem de seneste måneder formuleret en stadigt skarpere kritik af Ben Eliezer for hans samarbejde med Ariel Sharon.
Men herudover står Mitzna som det friske pust udefra, som mange mener er partiets bedste bud på at redde sig selv, og så formulerer han sine politiske mål usædvanligt klart.
Amram Mitzna har ikke noget imod at møde og forhandle med Yasser Arafat. Han vil sætte fredsprocessen på sporet igen med en fast deadline, og på selve valgdagen kastede han en ny godbid ud til sine støtter blandt Arbejderpartiets 110.000 medlemmer: skulle han være regeringsleder efter 28. januar vil han straks foretage en total tilbagetrækning fra Gazastriben.
Dette er dristige løfter, som selv kilder i Arbejderpartiet siger ligner oppositionspolitik. Og alt tyder også på, at det er den umiddelbare fremtid for partiet, som har været ude i tovene lige siden Ehud Barak led nederlag til Sharon for små to år siden, eller måske endda lige siden attentatet på Yitzhak Rabin for syv år siden, hvorefter fredsprocessen begyndte at gå skævt.
Det vurderes, at nogle af partiets største problemer siden da er manglen på en samlende og visionær leder, hvilket har fået kritikere til at kommentere Amram Mitznas popularitet som et valg i mangel af bedre.
Benyamin Ben Eliezer gik til primærvalg med parolen ’Kun erfaring vil føre til sejr’, hvilket rammer præcis i Mitznas bløde mellemgulv.

Står til øretæve
Flere Knesset-medlemmer har allerede på forhånd udtrykt deres skepsis overfor partiledere, som »kommer ned med faldskærm« – altså dratter ned udefra lige ind i magtens centrum, ligesom Ehud Barak, der senere skulle vise sig som en stor skuffelse. Lige nu står Arbejderpartiet til en valgmæssig øretæve. De står til at miste mindst seks af de nuværende 25 pladser i Knesset, mens Likud ifølge de seneste meningsmålinger vil kunne tegne sig for en fremgang fra 19 til 36-37 ud af parlamentets 120 mandater.
Dette er et forspring, der er til at føle på, og for at råde bod på blot en del af dette skal den kommende formand vise virkeligt lederskab.
Mitzna har således lovet at bruge sine erfaringer fra det etnisk blandede Haifa til at genoprette forholdet til Israels arabiske mindretal, han vil søge at kapre stemmer fra det ultraortodokse Shas-parti ved at slå hårdt ned på socialpolitiske mærkesager, og frem for alt har han sat som mål at genforene Arbejderpartiet.
Umiddelbart har Mitznas entre på scenen styrket fredsfløjen i partiet. Udprægede duer som Yossi Beilin og Avraham Burg står atter godt i meningsmålingerne, men vælgermæssigt er det langt fra sikkert, at denne kurs kan hamle op mod Likuds nationalistiske linje, som synes at have solidt tag i befolkningen. Dette vil Ben Eliezer-fløjen, som tæller andre partiveteraner som Efraim Sneh og Avraham Shohat, med stor sandsynlighed udnytte, hvilket som udgangspunkt betyder fortsat splid.
Der er også bekymring for i hvor høj grad Mitzna vil tage politiske fæller fra Haifa med sig til at beklæde centrale tillidsposter, hvilket vil betyde tilsvarende reducering af de eksisterende magtstrukturer.
Arbejderpartiet forventer ny ledelse lyder Mitznas slogan, og dette bliver også tilfældet. Men om det er nok til at vende tendensen er derimod et meget stort spørgsmål.

FAKTA
Amram Mitzna 57 år. Efter kibbutzopvækst fik han en militær karriere. Under første intifada var han øverstkommanderende for tropperne i Nordisrael, hvorpå han blev borgmester i Haifa

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her