Hvad det gælder om

»When the ball comes, the ball comes.«

I
Engang i 60’erne, hvor Torben Ulrich havde spillet sig frem til finalen om DM i tennis, forlod han banen midt under kampen – for at se fodbold i tv.
– Det blev dengang opfattet som en uhørt arrogance. Hvorfor gjorde du det?
»Jeg havde sagt tidligere på ugen, at jeg var i et dilemma, for jeg ville gerne se VM-finalen mellem England og Tyskland, der skulle spilles fra kl. 15. Tennisfinalen skulle spilles fra kl. 13.30. Jeg kunne på det tidspunkt ikke vide, om jeg kom i finalen, og hvis jeg kom i finalen, kunne jeg i al fald ikke spille fra kl. tre, vel?«
– Så du kunne egentlig ikke gøre andet?
»Nej. På en måde ikke. Et par minutter i tre – KB havde tv i klublokalerne – sagde jeg til Carl Edvard Hedelund – han vidste jo godt, at det kunne tænkes – så sagde jeg: ’Altså, Carl Edvard, tak for kampen!’ Så sagde han:
’Arh, kom nu, nu spiller vi!’ – for der var jo ikke så meget ved at blive mester på den måde.«
– Blev han så mester?
»Jaja, og jeg fik set den kamp. Og det er jo sådan set en del af det, vi snakker om, altså hvad gælder det om, ikke?«
»Man skal vise stor imødekommenhed, men ikke nødvendigvis finde sig i hvad som helst. På den måde kan du sige, det var et meget arrogant synspunkt. Det synes jeg så ikke, men det er der så nogen, der synes… at det kan man ikke være bekendt – over for dronningen, eller jeg ved sgu ikke hvad... land og rige? Det kunne man jo så diskutere, for VM-finalen var osse en idrætsbegivenhed. Det var jo ikke sådan, at jeg skulle hjem eller noget, såeh...«

II
Vi sidder på Café Carlton på Vesterbro. Torben Ulrich er i landet sammen med sin kone, Molly, og der er bud efter ham: International idrætskonference i DGI-byen (som han lige nu har absenteret sig fra), powernapping på Holmen, performance’r i København og provinsen, osv.
Torben Ulrich har været så længe væk fra Danmark, at han stadig kalder Weekendavisen for Berlingske Aftenavis. Han har i de sidste 20-25 år boet i Seattle i USA. Molly Martin er journalist på Seattle Times, hvor hun har en ugentlig fittness-klumme.

III
»Jeg kan huske en anden gang nede i Baden-Baden. Min mor var meget syg og skulle opereres den næste morgen, og jeg spurgte, om det var o.k. at scratsche fra mixdouble, men fik den besked, at det var det faktisk ikke. Det viste sig, at vore franske modstandere også havde en grund til, at de gerne ville hjem før tiden. Så spillede vi, men i stedet for at prøve at få bolden inden for linjerne, prøvede alle at få den uden for linjerne. Så vi slog til bolden, så hårdt vi kunne, men det gjorde de osse på den anden, og så drønede bolden rundt, hvor den normalt ville standse ved bagtæppet, men den drønede videre ud i verdensrummet.«
»Der opstod komiske minutter, hvor reglerne opløses og bliver vendt om, og det er stadig den samme kamp, og der sidder stadig en hel masse mennesker, som ikke forstår et kuk. Når der opstår sådan noget, så er det ligesom tingene bliver forrådt, og det er ligesom nogle af de vinkler, jeg har skrevet om i årenes løb.«
– Spiller du stadig hver dag?
»Ja. Det er ikke altid, der er en bold eller et instrument imellem, men jeg spiller på den ene eller den anden måde... metaforisk...«

IV
Lidt efter står han ved zinc’en og flytter rundt på fem designede askebægre for at vise, hvordan han engang »nede i Texas« havde udtænkt et Buckminster Fuller-inspireret sportscenter, bestående af fem dromer, der fra oven ville kunne ses som de fem olympiske ringe. Begreber som ild, jord, vand og luft spillede også en rolle.
Han var blevet professionel tennisspiller, havde fået kontrakt med en texaner, hvis rigdom stammede fra tomatketchup – Hunt, der er det andet store mærke ved siden af Heintz. Faderen havde startet Hunt.
Det var aldrig blevet til noget, for det ville koste snesevis af millioner af dollar, »så det var ikke som at spænde et telt op.«
»I mellemtiden er jeg blevet mere kritisk over for de olympiske lege... der er løbet for meget vand i de ringe, eller hvad det er, man siger. Mange ting, der kompromitterer sig selv.«
– Hvad er der galt med Olympiaden?
»Det er et stort spørgsmål. Det kan vi ikke blive færdig med lige her.«

V
For en snes år siden havde jazzkritikeren Erik Wiedemann inviteret til en lille, privat reception, fordi Torben Ulrich var i byen. Flere af de gamle jazzvenner var til stede: Boris Rabinowitsch, Klaus Albrechtsen, Ib Skovgaard, Ebbe Traberg. Hædersgæsten havde sat sig ved et bord umiddelbart inden for døren i lejligheden i Borgergade. Han sad med et stempel og stemplede os på håndryggen, når vi kom ind – ligesom i jazzklubberne i gamle dage. Man kunne se, at han morede sig over sit indfald.
Torben Ulrich har sine kunstneriske rødder i New Orleans-jazzen. Han har spillet sammen med bl.a. Arthur Ashe på tennisbanen, men med Louis Armstrong på ’jazzbanen’ – som velkomst- og opvarmningsband, da denne var i Danmark i 50’erne, og Torben Ulrich spillede klarinet i klubben Blue Note og skrev om jazz i B.T. og tidsskrifterne. Sammen med vennerne sad han omkring et badekar på et hotelværelse i København og lyttede til mesteren, der skvulpede i badevandet og fortalte historier.
»Vi spillede til malernes ferniseringer. Dengang var det sådan, at malere og filmfolk var interesserede i jazz og omvendt – et fællesskab, som jeg ikke helt mærker i dag. Man arbejdede mere tværgående – ligesom senere, i 70’erne.«
I 60’erne opstod et nyt fænomen: Jazz & poetry, hvor digtere læste op, mens jazzmusikere improviserede sideløbende.

VI
Konferencen i DGI-byen; Play the Game, havde samlet 225 sportspolitikere, organisationsfolk, mediefolk – bl.a. store navne i de kredse som Donati og Andrew Jennings.
Den handlede om bl.a. sponsorernes indflydelse, dopingproblemet, demokratiets vilkår i idræt, sportsjournalistikkens forfald, breddeidræt, sundhedsvinklen, og det var naturligt at spørge:
– Hvad anser du for de største problemer i sporten i dag?
Det spørgsmål fik vi aldrig besvaret direkte, men måske alligevel. Torben Ulrich ’svarede’ med at snakke om kunst.

VII
»Hvad du skal vide, er, at jeg er inviteret for at deltage i en performance på konferencen,« sagde han og udbredte sig om det, der optager ham mest lige nu: Et avantgardistisk multimedieshow med tekst, billeder og musik.
I årevis har han arbejdet med aftryk af sjippetov, tennisbolde, ketsjerhåndtag. med rispapir, med film og tekster – elementer, som også indgår i performance-sammenhængen.
»Jazz & poetry kørte i to spor, som var svære at få til at hænge sammen, men med de her nymodens instrumenter kan man lave en multimediehistorie ud af det... og så har jeg lavet en stang, en meget fin, trådløs mikrofon, sat ned i et kosteskaft, så noget meget dagligdags blev forenet med højstemt teknologi – efter det forhåndenværende kosteskafts princip.« (Kosteskaftet omtales også som rumstérstangen eller ideofonen.)
Performance-gruppen består af: Christer Irgens-Møller klaver, Peter Friis
Nielsen bas, Steffen Poulsen elektronika og idrætsforskeren Claus Bøje trommer
»Poulsen er næste generation-fluxus, som er med på den værste.«
»Vi artikulerer en anden vinkel, hvor udgangspunktet er mere musisk end spørgsmålet om at tabe og vinde. Det kan ikke nytte noget at sige, at det er ikke det, det handler om, for det gør det jo altså for de fleste mennesker så at sige, men så kan man medsætte i stedet for at modsætte. Man kan medsætte nogle andre vinkler.«
»De mennesker skal ikke have monopol på, hvad det drejer sig om, hvad det gælder om, for det kunne den enkelte jo sådan set selv finde ud af – det kan jo gælde om hvad som helst.«
Torben Ulrich erindrer og trækker tråde tilbage til forudsætninger og gamle venner. Navne, som bliver nævnt:
Albert Mertz, Jorn, Schade, Bauhaus, Cobra, Gustava Brandt, Jørgen Leth, Rifbjerg, Fluxus, Jackson Pollock, Dan
Turèll. Fotograferne Ebbe Wraa, Ernst Nielsen, Gorm Valentin.
Torben Ulrich var skribent ved Information fra sidst i 40’erne – »jeg kunne jo skrive fra tennisturene, hvis jeg f.eks. havde mødt kong Faruk« – og han skrev store artikler fra USA’s sportsarena i bladet så sent som i 90’erne.

VIII
»Hans-Jørgen Nielsen sagde i 70’erne: ’Der skulle laves en bog om mange af de her forskellige ting, du laver, men det er nok ikke mig, der skal. Men der kommer nok en dag en, der kunne tænke sig at gøre det.’ 15 år senere kommer så Lars Movin og siger sådan helt ud i det blå, at han kunne tænke sig at lave sådan en bog. Det gør han, og den skal komme til maj, og der skal være en udstilling hos Galerie Asbæk.«

IX
Historierne er mange. Der var f.eks. dengang i 80’erne, da han ’mavede’ sig fra København til Rødby på målerlarvevis, en slags forlæns rullefald, om man vil (Molly ledsagede i bil og skrev senere en artikel om de bedste spisesteder og toiletter på vejen.) En stor mediebegivenhed, hvilket ikke var essensen.
– Hvorfor tog du ikke bare toget?
»Jeg havde talt med en buddhistisk mester, en lama, som boede ude i Svanemølle-centret, og jeg var bekendt med den tradition fra Tibet. Han havde sat en stupa – den står i dag i Rødby (han demonstrerer ved hjælp af kaffekanden). Det var en fysisk eller fysiologisk dimension af buddhismen. Nogle tibetanere bruger 12 år, afhængigt af hvor langt de skal.«
– Hvordan havde du det bagefter?
»Det var selvfølgelig en fantastisk oplevelse – under alle omstændigheder. Det, jeg mener med den fysiske dimension, det bliver jo også sådan noget med, at man virkelig lugter jorden, du ved, mens man ligger dernede og roder. Det regner, der er mudder og vand, der sprøjter, og der er biler, der ikke har set en, og der er politi, hvor vi ikke kunne vide, om de ville standse og sige, at det kunne ikke nytte noget, og om vi kom i spjældet, osv.«
»Samtidig havde jeg haft sådan en
udsendelse med Gregers Dirckinck-Holmfeld, jeg tror i anden anledning, hvor vi havde snakket om det, og det betød så, der var mennesker i al almindelighed, som kom og var klar over, hvad det gik ud på, og som forstod, og så var der andre, der ikke vidste, hvad det var og spurgte.«
»Jeg startede fra Svanemøllen om natten, hvor det vakte så lidt opsigt som muligt, og hvis vi skulle over sådan nogle brede steder som H.C. Andersens Boulevard, så skiftede lysene, og så skulle vi så tilbage igen og vente og ned og ligge, hvortil man var kommet. Og da vi kun lige var kommet til parlaments… hvad hedder det, Folketinget, ved den lille port efter broen over kanalen, da rullede en taxachauffør ruden ned og råbte: ’Så er det lige før, det er Rødby, Torben.’ Og så vidste vi jo godt, at vi havde måske tre måneder tilbage.«
»Jeg kan huske, da vi kom til Storstrømsbroen. Vi sov i bilen, klar til at ’gå over’ den næste dag, nok det længste stræk, og vi vidste, det vil tage seks-otte timer, hvor vi ikke kunne stoppe. 100 meter foran var en tjærevogn, som skulle gøre broen klar til et jubilæum næste søndag eller sådan noget, en langsom maskine, og jeg har stadig spor af tjære på det tøj, jeg havde på. Det var så vilkårene.«
»På Lolland blev vi standset af en rank dame, der var præst. Hun sagde: ’I er bestemt ikke de første – kristne har gået bodsgang i 1200-tallet der...’ om vi var klar over det? Jo, det var vi helt klar over, sagde vi.«
– I skulle ikke tro, I var noget?
»Netop, og det vidste vi jo osse godt, at vi ikke var. En gammel dame på cykel stoppede og sagde: ’Torben Ulrich, De er ikke rigtig klog!’«
– Havde hun ret?
»Fuldstændig. Nå, men bagefter sagde Moses Hansen, præsten, at det der svineri, det kunne man ikke være tjent med i kirken, så han ville gå den samme rute med sit kors for at rense ud for det, vi havde aflejret – som en sand kristen gerning. Men efterhånden, som det gik op for ham, hvor langt der var, stillede han sig i stedet på ladet af en lastbil med sit kors, for så kunne han klare det på et par timer...«
– Hvad giver buddhismen dig?
»Alt muligt – f.eks. at vi sidder her og snakker om det. Drikker kaffe. Der er i det hele taget ingen begrænsninger, for så var det ikke buddhisme.«

X
I tirsdags: Torben Ulrich holder foredrag over temaet, Olympisk arkitektur, i Lokale- og Anlægsfonden, som uddeler eller låner penge ud til nye idrætsbyggerier. Han uddyber sine tanker om de olympiske lege, der i det gamle Grækenland havde fokus på Guderne og noget sakralt.«
»Da legene blev genoptaget i 1896 var tanker om internationalt samkvem i centrum, men i dag handler det mere om, ’hvad den enkelte eller store grupper af enkelte kan profitere af’, altså ’hvad kan jeg få ud af det her?’ – resultatet mere end noget andet.«
Torben Ulrich benytter lejligheden til at slå et slag for mere inspirerende og fantasifuldt idrætsbyggeri i stedet for de lukkede kasser, hvor badminton-, tennis, basket- og håndboldbaner går på kryds og tværs af hinanden. Der bør være oplevelser ud over funktionen. Han mener, der i dag foreligger en ny situation, hvor noget nyt kan lade sig gøre – ligesom i musikken, hvor elektronikken på en måde har skabt en ny begyndelse. (For nogle år siden ville spanske Guggenheim aldrig have kunnet lade sig gøre). Han kan godt lide DGI-byens bassin, hvor man svømmer rundt og rundt i stedet for frem og tilbage. Det er sådan noget, han mener.
Spørgsmål fra salen:
– Tror du, et anderledes rum kan bibringe brugerne en ny energi, at der ligger en form for skjult energi?
»JA! Arkitekturen påvirker situationen på den ene eller den anden måde. Selv spillede jeg som yngre meget i hallen på Hartmannsvej i Hellerup, der var tegnet af Arne Jacobsen, og det var yderst inspirerende. Desværre er den lavet om så mange gange, at Arne Jacobsen nærmest er blevet snigmyrdet… Wimbledons Center Court havde også noget særligt.«
Fra salen kommer andre bud på anderledes byggeri i Tokyo, Seoul for slet ikke at tale om Sydney-Operaen, og filosoffen Peter Thielst kommer med et forslag om runde fodbold- og tennisbaner.
Foredragsholderen: »Jamen, lad os prøve…«
Fra salen fremføres også, at det ikke er så ligetil at tage udgangspunkt i det ideelle og sublime i den daglige praksis. Det var ikke lige her, men det var sådan set her, man kunne komme med Ulrich-
citatet: »When the ball comes, the ball comes.«

XI
Et par dage senere ringer jeg, journalisten, til Torben Ulrich på DGI-hotellet og fortæller, at artiklen om ham først kommer i avisen lidt senere end forudskikket… »blot for, at du ikke skal undre dig, når du åbner avisen.«
Svaret kommer prompte: »Jeg undrer mig, hver gang jeg åbner en avis.«