Læsetid: 3 min.

Han gav rock en anden lyd

Tom Dowd, rockens første specialarbejder, der fornyede Eric Claptons selvtillid, er død, 71 år
8. november 2002

Nekrolog
Med Tom Dowds død har rocken mistet en af sine pionerer. Og en af sine første og mest dedikerede specialarbejdere. I en tid, hvor der på det nærmeste er gået inflation i digitale landvindinger, virker det som ren ammestuesnak at fortælle, at det faktisk engang var sådan, at det ikke lod sig gøre at indspille elektrisk forstærket musik uden forvrængning. Det ændrede Tom Dowd på, og samtidig havde han som den første teknisk parathed og musikalsk gehør til at forevige guitarrockens dynamik på plade. Han disciplinerede syrerocken uden at den tabte sin nerve.
Hans arbejde som lydtekniker og producer på ikke mindst plader med The Allmann Brothers og Eric Clapton sidst i 60’erne og først i 70’erne satte en ny, tiltrængt standard for lydgengivelse. Ja, plader som Allman Brothers Fillmore Concerts og ikke mindst Claptons samarbejde med Duane Allman på Layla er ikke bare rockhistorie, men musikalske pejlemærker. Og i 1974 kørte han Clapton i stilling som mainstreamguitarrockens nye ikon med albummet 491 Ocean Boulevard.
Dowds hemmelighed var lige dele musikalsk sans, viden og teknisk know how og nysgerrighed. For ham var en buldrende bas og et uregerligt trommesæt ikke en kilde til irritation, men lidt som en racehest, der skulle tæmmes før den kunne yde sit bedste. Og så kom han i virkeligheden næsten for sent til rocken.

Teknologisk fingernem
Han, der var indfødt new york’er med hjertet i Manhattan, var søn af en teaterproducer og en mor, der havde sunget opera. Han spillede selv violin og klaver, og da han først i 50’erne blev tilknyttet det talentspejdende Atlantic Records havde der allerede været bud efter hans teknologiske fingernemme – soldatertiden tilbragtes i det tophemmelige The Manhattan Project, der udviklede atombomben.
Dowd var dog ingen martialsk mand. Han var en smule nørdet og helt blottet for forfængelighed, men bristefærdig af ambitioner på sit fags vegne. Dem gav Ahmet Ertegun ham rig lejlighed til at forfølge på Atlantic.
Dowd fik således først selskabet til at gå over til at indspille på bånd i stedet for de såkaldte acetatplader. Og han fik lov til at anskaffe sig den anden ottespors spolebåndoptager i verden – den første havde guitaristen og lydinnovatoren Les Paul. Ligesom Dowd var en af de første, der indså, at stereo
ikke bare var en spøjs effekt, men fik musikken til at trække vejret mere naturligt.
Og med Dowd som den ofte anonyme formidler ved pulten profilerede Atlantic sig på jazzplader med Ornette Coleman, Charlie Mingus og John Coltrane ligesom han drejede på knapperne, når hits med Solomon Burke, Otis Redding, Wilson Pickett, The Drifters og Ruth Brown skulle i hus. At læse Dowds kundeliste i de år er som at læse et stikordsregister til rockens blå bog. Elvis-opfinderen Sam Phillips forsømte aldrig en lejlighed til at fremhæve ham som en inspiration.
Selv om Dowd godt kunne glemme verden, når han sad med loddekolben og hovedtelefonerne, var han ingen flipper. Alligevel følte han sig tiltrukket af 60’erne. Tiltrækningen var gensidig. I Dowd fandt musikerne et menneske, der besad en erfaring, der supplerede deres ’vi vælter verden’-begejstring. Og først og fremmest fandt de et menneske, der
ikke teede sig som om han hellere selv ville have været rockstjerne, og nu kun var i branchen som frustreret wannabe. Dowd besad en faglig stolthed, som skabte respekt.
Navnlig blev han tæt knyttet til folk som Duane Allman og Eric Clapton, hvis trio Cream han havde indspillet. Clapton var på det tidspunkt, i 1970, narkoman. Det var Allman også, men deres samarbejde på Layla-pladen i Dowds Criteria-studier i Miami er alt, vi altid drømmer om, at rock skal være – eksistentiel og et spørgsmål om liv død og umulig at sidde stille til. Formidlet af en mand, der højst lod højrebenet vippe i takt.
Man var vel på arbejde ...

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her