Læsetid: 2 min.

’Giv pungen en feriedag’

Stå af juleræset i dag og tænk dig om, opfordrer aktivister. Det er for frelst, mener købmænd
29. november 2002

Omtankedag
Lad være med at købe mælk, cigaretter eller julegaver i dag – tænk i stedet på at begrænse dine indkøb og gøre dem mere bæredygtige. Det er budskabet fra danske organistationer, som er en del af den internationale Buy Nothing Day-bevægelse, der har stigende opbakning.
»Som en symbolsk handling ønsker vi, at folk lader være med at gå i butikker i dag. Meningen er, at man i stedet skal tænke på, om man nu har brug for alt det, man går og køber. Og om det ikke er muligt i højere grad at købe fair trade varer som Max Havelaar-mærket kaffe og økologiske produkter,« siger kampagneleder Klaus Melvin Jensen fra Danmarks Aktive Forbrugere.
Buy Nothing Day markeres i år i mindst 30 lande. I Japan f.eks. ved, at aktivister forklædt som julemænd sætter sig ind i stormagasiner og mediterer.
I Danmark er dagens aktiviteter i år debatmøder, en kronikkonkurrence og en happening i København, hvor der er sat plakater op.
»Det er svært at måle effekten af mærkedagen. Vi venter ikke så stor opbakning, som der f.eks. var tidligere på året, da forbrugere i Italien og Grækenland boykottede restauranter, fordi der var kommet prisforhøjelser ved overgangen til euro. Vi ser mere dagen som et sten til det hus, der handler om mere ansvarlig og bevidst forbrug,« siger Klaus Melvin Jensen.

’Fjollet og langhåret’
I Storbritannien gik aktivister iført falske uniformer i fjor ind i supermarkeder og ’arresterede’ kunder for overforbrug.
»Folk bør overveje, hvad de egentlig har brug for. For eksempel behøver man jo ikke skifte sin nuværende mobiltelefon ud til fordel for en med en masse funktioner, og hvorfor bruge skyllemiddel ved tøjvask, når det grundlæggende er unødvendigt?,« siger Melvin Jensen.
Hos brancheorganisationen De Samvirkende Købmænd, der repræsenterer 1.500 butikker f.eks. Spar og Prima, bryder man sig ikke om at bremse forbruget.
»Der er ingen grund til at sætte grænser for forbruget, det er mere indholdet, der tæller. Jeg tror, at 98 procent af befolkningen tænker, at Buy Nothing Day er en fjollet, langhåret idé. Det kan blive for frelst. Aktivisterne risikerer at skabe en modbølge. F.eks. er der jo en del, der i protest ikke vil røre økologiske varer med en ildtang,« siger miljøkonsulent Jan E. Jørgensen fra De Samvirkende Købmænd. Han og Melvin Jensen er dog helt på bølgelængde, når det drejer sig om at få danskerne til at tænke mere på, hvad der er i varerne, og om de produceres af f.eks. børn eller voksne under meget dårlige forhold.
»Det er fint at sætte fokus på, hvordan man påvirker samfundet med sit forbrug. Men denne her opfordring til kollektiv boykot bliver ikke andet end en tom demonstration,« siger Jan E. Jørgensen.
Melvin Jensen har ikke noget imod, at Buy Nothing Day lugter af løftede pegefingre. »Som forbruger kan man ikke undslå sig et ansvar. Man stemmer hver dag med sine indkøb,« siger han. Og trods danskernes anti-autoritære holdninger, så tror han på større gennemslagskraft.
»Der er meget dynamik i den her bevægelse i modsætning til f.eks. FN’s mærkedag for kvinder. Både forbrugere og især producenter bliver mere og mere opmærksomme på bæredygtigt forbrug,« siger Melvin Jensen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her