Læsetid: 9 min.

De globale terrorister

Al-Qaedas celler danner et internationalt netværk med kun en ting, der forener medlemmerne: hadet til USA og Vesten. Er det modernisering, civilisationernes kamp, eller en uundgåelig følge af den økonomiske globalisering, at terroristerne er blevet internationale?
30. november 2002

London – »For et par uger siden deltog jeg i en spørgerunde med nogle unge. I publikum var der nogle unge britiske muslimer. De var helt klart opvakte, intelligente og veltalende, født i Storbritannien og med en lovende fremtid foran sig. De var også overbeviste. For det første var de overbeviste om, at USA var den virkelige fjende og største forhindring for en fredelig verden. For det andet var de overbevist om, at grunden til, at vi i Vesten retter vor opmærksomhed mod Irak og truer med militære aktioner, er fordi Irak er et muslimsk land. Forgæves pointerede jeg, at Saddam Hussein har dræbt mange flere muslimer end nogen vestlig regering. Forgæves pegede jeg på, at vi, da vi besluttede at handle imod Slobodan Milosevic, faktisk kæmpede mod en ortodoks kristen tyran, der undertrykte muslimer, som vi kom til hjælp.«
Ordene er Tony Blairs og stammer fra en meget omtalt tale, som den britiske premierminister holdt ved The Lord Mayor’s Banquet i London for små to uger siden.
Blairs pointe var, at de nye trusler, den globale terrorisme stiller verden over for, har en basis, som verden endnu ikke har vænnet sig til.
Vi taler ikke om en undertrykt befolkningsgruppe, som kæmper for at blive accepteret eller for at få normale demokratiske rettigheder, som vi så det f.eks. i Sydafrika. Vi taler heller ikke om en etnisk, religiøs eller geografisk afgrænset størrelse, som kæmper mod regeringsstyrker om retten til et territorium som f.eks katolske nordirere, kurdere i Tyrkiet eller Iran og Irak, baskerne i Spanien eller de tamilske tigre i Sri Lanka. Der er ikke engang tale om, hvad man under Den Kolde Krig forstod som politisk motiveret terrorisme som den f.eks. kom til udtryk i Vesttyskland med Rote Armee Fraktion eller De Røde Brigader i Italien, ej heller har vi at gøre med vestlige byguerillaer i sympatiaktioner med undertrykte andre steder i verden. Den Kolde Krigs terrorister er med andre ord uddøde. I stedet har vi fået ekstremisme og fanatisme, der ikke kender nogen grænser, hverken når det gælder geografi, rekruttering, organisering og finansiering eller når det gælder brutalitet og umenneskelighed.

Et dybt had til Vesten
Og hvad enten, Vesten kan lide det eller ej. Ja, selv om de vestlige demokratier finder det fuldkomment urimeligt og ubegrundet, så må disses ledere blot acceptere, at en ikke ubetydelig del af verden af i dag, er dybt skeptiske og ofte hadefuldt fjendtlige over for alt, der smager af ’vestlige’ normer og ideer inklusive universelle, basale menneskerettigheder herunder rettigheder for kvinder.
Fjendtligheden kommer fra en blanding af traditioner, bestemte tolkninger af religion, men også en rodfæstet tro på, at Vestens idealer i virkeligheden er et dække over varetagelsen af en simpel egeninteresse og derfor i sidste ende en ensidighed i motiver, der blot er et spejl af det, ’vi’ beskylder ’dem’ for.
Samtidig er ’fodfolket’, hvis man kan tillade sig at kalde de mennesker, der rent faktisk udfører terroren for det – mennesker, der som regel dør under udførelsen af terrorhandlingen – oftest selv undertrykte. Af tyranner, diktatorer, despoter, der påberåber sig en som oftest religiøs autoritet, der gør, at det for mange ’på gaden’ føles umuligt at sætte sig op mod dem. Fra Irak til SaudiArabien taler vi om undertrykkende, brutale og dybt udemokratiske regimer, hvor den almindelige befolkning lever under uværdige kår.
En psykologisk baseret forklaring på den ny tids terror er, at hadet til egne herskere bliver projiceret, overført, til et had mod Vesten eller mere specifikt mod USA – landet hvor alt er muligt, og som derfor repræsenterer antitesen til det liv, de potentielle terrorister selv er tvunget til at leve med og i.
Hvis analysen er blot delvist rigtig, kan den ny tids terror ikke bekæmpes med konventionelle metoder. Hvis de vestlige lande med andre ord vælger en vej, hvor de først og fremmest øger det militære og sikkerhedsmæssige beredskab og udvider området for politimæssige aktioner (og derved anfægter hævdvundne garantier for retssikkerhed, som er med til at definere de demokratier, vestens ledere sigter mod at beskytte) kommer man ingen vegne i terrorbekæmpelsen. Den nye tids globale terrorisme kan ikke nedkæmpes med sikkerhedsforanstaltninger alene.
Men før vi kommer til, hvad der skal til, kan man rimeligvis stille spørgsmålet om, hvorvidt der overhovedet eksisterer en ny global terrorisme.
Hvad skal verden så stille op med den omfattende globalisering af terrorismen?
Hvis vi vender tilbage til Tony Blairs tale – og det gør de britiske regerings- og politikilder, der kalder den for »den bedste analyse af problemet vi har«, så er der flere nødvendige træk – ud over naturligvis med alle midler at forsøge at stoppe de aktioner, der allerede nu forberedes og planlægges.
For det første er det nødvendigt at række hånden ud til den arabiske og muslimske verden. De steder, hvor muslimske lande er midt i en overgangsfase, må Vesten hjælpe til. Fra Mellemøsten til Afghanistan. Og de steder, hvor der er problemer og spændinger mellem de vestlige og de muslimske lande, må Vesten engagere sig dybt og regulært. Det gælder først og fremmest fredsprocessen i Mellemøsten, hvor bitterheden og hadet mod Vesten er enormt.
»Det nytter ikke at fordele skyld her. Jeg forstår fuldstændigt, hvorfor Israel handler for at bekæmpe den terror, som israelske borgere er udsat for. Ethvert land, hvis borgere bliver myrdet, sprængt i luften i cafeer, diskoteker, restauranter, busser har en pligt til at handle. Men svaret på det er, at fredsprocessen må bevæge sig fremad. Både når det gælder sikkerhed og når det gælder politiske reformer. Det betyder en israelsk stat, som er anerkendt af alle, og det betyder en levedygtig palæstinensisk stat. Og det må og skal ske hurtigt. Indtil det sker, hænger Mellemøstenproblemet som en mørk skygge over hele verden; en skygge der ødelægger staters forhold til hinanden og forgifter ethvert forsøg på at forstå hinandens motiver. Det er den skygge, som forsyner fanatikerne med et dække hvorunder de opbygger deres styrke,« sagde Blair i talen.

Bin Ladens nye link
Lidet anede den britiske premierminister for to uger siden, at der torsdag i denne uge ville komme endnu et terrorangreb – denne gang i den Kenyanske badeby Mombasa – der på morbid måde understregede hans pointe. Et angreb som var rettet mod hundredevis af uskyldige mennesker, denne gang hovedsageligt israelere, men som endte med at dræbe langt færre, da det mislykkedes for terroristerne at nedskyde et fly med turister på vej hjem til Israel. For første gang blev et terrorangreb, der sandsynligvis var organiseret af al-
Qaeda celler i Østafrika, rettet direkte imod israelere.
Det ser ud som om bin Laden nu aktivt forsøger at etablere en direkte forbindelse mellem al-Qaedas hidtidige kamp – som var rettet mod amerikansk indflydelse i den arabiske verden, en indflydelse som det var bin Ladens mål at mindske og ultimativt helt at fjerne – og konflikten i Mellemøsten. Det er en forbindelse, som amerikanerne har forsøgt at undgå at tale om; som israelerne har presset på for at etablere (for at få støtte til egen kamp mod terror – ikke for at argumentere for rimeligheden af en palæstinensisk stat, som Tony Blair eksempelvis gør), men som altså bin Laden nu hjælper med at til cementere. Det er en eksplosiv – og ny - forbindelse, som bin Laden selv har klargjort ved to nylige lejligheder både i et skrift og på det bånd, som blev offentliggjort tidligere i denne måned, hvor en mand - som efterretningskilder nu med sikkerhed har udpeget som bin Laden – truer USA og dets allierede, Storbritannien, Frankrig, Italien, Canada, Tyskland, Australien – og Israel. På båndet siger stemmen, at »I vil blive dræbt, som I selv dræber, og I vil blive bombet som I selv bomber andre«.
Et andet sted på båndet bliver der sagt: »Vores blodslægtninge i Palæstina er blevet slagtet og torteret i århundreder.«
Hvis det lykkes for bin Laden at etablere en stærk forbindelse mellem al-Qaedas kamp mod amerikanske og vestlige interesser generelt og den palæstinensiske kamp, vil bin Ladens popularitet i den arabiske ’ungdom på gaden’ sandsynligvis stige voldsomt. Dette er derfor et scenario, som Vesten har en stærk interesse i at undgå.

Civilisationerne kamp?
En anden strategi, som den britiske regering følger er uddannelses- og skole vejen. At skabe en tidlig forståelse mellem religioner. Dele af den aktuelle fanatisme er religiøst baseret. Derfor ligger en del af løsningen også i religiøs dialog og forståelse, hedder det. Moderate islamiske stemmer må støttes og opmuntres fra vestlig side. I uddannelsessystemet må unge opdrages til at forstå andre religioner – og deres egen – for at respektere og kultivere både forskelle og de mange fælles værdier.
Men netop fordi værdier er blevet noget centralt, ser vi nogle yderligere effekter af den nye terror: Den øger risikoen for en yderligere polarisering af verden. Et Europa, der fjerner sig fra USA, den arabiske verden mod den vestlige, den muslimske mod den kristne. Dette ligger tæt op ad forudsigelserne fra Harvard-professor Samuel Huntingtons om civilisationernes kamp. Huntington blev over en bred akademisk kam ikke bare kritiseret, men til dels latterliggjort, da han fremlagde sine tanker tilbage i 1993 i bogen The
Clash of Civilizations. Huntingtons kulturalistiske teser blev set som dybt reaktionære og ahistoriske med sin præmis om, at »den vigtigste skillelinje mellem befolkninger er ikke ideologiske, politiske eller økonomiske. De er kulturelle«. Huntington identificerede tre monopoliserende civilisationer (ud af ni mulige). Vesten, islam og den kinesiske. De kritiske konflikter i det 21. århundrede vil fremkomme gennem udfordringer til Vesten fra islam og Kina, spåede Huntington. På trods af en heftig debat, hvor kritikerne almindeligvis ses som dem, der trak det længste strå, har Huntingtons diskurs domineret debatten lige siden. Tanken om, at verdens konflikter ikke ville være mellem rige og fattige lande eller grupper, men mellem forskellige kulturelle, racemæssig eller religiøse enheder, har haft en enorm appel også i forklaringerne af den nye globale terrorisme.
Huntingtons kritikere har et bud på, hvorfor fascinationen er stor. Økonomiprofessor M. Shahid Alam fra Northeastern University i Boston har eksempelvis peget på, at den økonomiske globalisering har skabt enorme globale, sociale spændinger mellem industrielle kernestater og disses periferier, og med denne ’nye imperialisme’ er der ifølge Alam »opstået et behov for at tilsløre spændingerne både internt såvel som eksternt mellem rige og fattige, så debatterne kommer til at handle om kultur og religion i stedet for om nød, elendighed og enorme forskelle i levestandarder og muligheder, altså de lurende slag om verdens økonomiske forskelle«. Denne kritik lyder som et ekko af 1980’ernes marxistiske udviklingsteorier, men det betyder jo ikke i sig selv, at påstanden om materiel ulighed som forklaringsbase er forkert.

Kampen mod det moderne?
Et sidste bud på forklaringen af de konflikter, der i sidste ende leder til terror, er, hvad man kunne kalde ’modernitetsteorierne’. Kort fortalt siger teorien, at moderniteten – som den breder sig fra Europa og ud i resten af verden i den 20. århundrede fortrinsvis gennem blodige krige – og hvad dertil hører af demokrati, ligeberettigelse, ytringsfrihed, og forståelse for det enkelte individs ret til at udfolde sig, simpelt hen ikke er kommet til den islamiske verden på samme måde som i Vesten.
Den modernisering, der har fundet sted, er i bedste fald forvredet og ufuldkommen (som f.eks. i Saudi-Arabien, der i virkeligheden nok er det land, der er det centrale, hvis man skal forstå bin Laden) og i værste fald helt fraværende (som i Talebans Afghanistan). Det sammenstød, som den nye globale terrorisme udtrykker, er en kamp mellem moderne og førmoderne samfund, mellem det gamle og det nye.
I den optik udnytter bin Laden den angst, der er i muslimske samfund for identitetstab under den nye globaliserings vilkår til at skabe ekstremisme; nøjagtigt som nazismen under Hitlers ledelse vandt succes ikke fordi den tyske nation pludselig var blevet befængt med ’ondskab’, men fordi Hitler forstod at udnytte tyskernes angst for tabet af gamle og velkendte livsmønstre, som flåede den tyske nation fra hinanden.
Uanset hvilke teorier man knytter an til i forklaringen af den nye tids terror, er der et nyt grundvilkår, der forener alle mennesker i dag. Risikoen for, at der sker et terrorangreb på et sted tæt på os, er forsvindende lille. Men den er der. Og dermed er en ny form for basal usikkerhed blevet til noget, vi alle må leve med. Hver dag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu