Læsetid: 5 min.

Han har en god historie

Den karismatiske lærer, manusforfatter, flanør og forfører Mogens Rukov har inspireret generationer af filmfolk og sat sit fingeraftryk på adskillige film i ’den danske nye bølge’. 12. november udkommer en række essays og noveller samlet og udvalgt af Informations Claus Christensen, som tegner et portræt
1. november 2002

(2. sektion)

Portræt
En dør går op, en mand træder ind. Han tænder en cigaret og begynder at tale. Om naturlige historier, lidenskabelige karakterer, skandaløse kvinder, regler der udfordrer fantasien. Han taler om de store instruktører (Chaplin, Buñuel, Godard, Cassavetes og Scorsese). Han tænder en ny cigaret, mens han giver tegn til operatøren om at vise et filmklip: »Sé,« siger han, »de fleste instruktører har en kropsdel, som de nyder at lade deres kamera dvæle ved. Godard er vild med at filme nakker.«
For en ung filmstuderende var det første foredrag med Mogens Rukov en åbenbaring. Her var ord, sætninger, aforismer – skønne aforismer – man ikke kunne finde i nogen lærebog. Her var en bisværm af ideer og tanker i en glidende, associativ talestrøm, der gradvist tegnede omridset af en filmpoetik. Her var et karismatisk menneske med et suværent blik for mediets særlige kvaliteter, for dét vi med et lidt fattigt udtryk kalder »det filmiske« og dét uderfinerlige, der gør nogle ganske få film til stor kunst.
»I de rigtigt gode film har man fornemmelsen af, at bag de ting, man ser, er der en person, der hvisker,« har Mogens Rukov sagt. Hans egen hvisken er blevet tydeligere gennem årene, tankerne er blevet klarere, mere fokuserede, selv om Mogens Rukov stadig kan fostre ideer, der er hul i hovedet eller lige så tågede som røgen fra hans cigaretter. Han er heller ikke længere dansk films bedst bevarede hemmelighed, selv om de færreste er klar over hans store indflydelse.

Dybt original
Mogens Rukov har undervist på Den Danske Filmskole i en halv menneskealder og har som leder af Filmskolens manuskriptlinje siden starten i 1986 været med til at udvikle dansk film og mange af de historier, vi i disse år forkæles med. Hans filosofi om film og fortælling er på én gang elementær, kompleks og dybt original. Han er en godfather for mange unge filmfolk og har arbejdet sammen med folk som Thomas Vinterberg, Lars von Trier, Søren Kragh-Jacobsen, Ole Christian Madsen, Per Fly og Christoffer Boe.
Min personlige kontakt med Mogens Rukov startede for halvandet år siden. Vi mødtes ikke. Vi mailede. Et e-mail-interview og en korrespondance, der fortsatte efter interviewet. I en mail spurgte jeg, hvorfor han aldrig havde skrevet en bog, og nogle dage senere kom der et svar: »Jeg kunne tænke mig en lille bog på 60-70 sider. Den skal virke tilfældig, mere lystfuld, lidt skrabsammen, sådan som det er opstået.«

Ordene er levende
Det var interessant at indsamle Rukovs essays og kronikker i årenes løb. De fortæller deres egen historie om en bredt favnende intellektuel, der skriver på øjeblikkets energi og følger sin umiddelbare lyst. »Ordene er ikke store, men de er levende,« har vennen Jørgen Leth rammende beskrevet Rukovs minimalistiske og hypnotiserende stil. Rukov sætter pennen på papir sent i sit liv, og først i begyndelsen af 90’erne træder han for alvor i karakter.
I Informations tillæg Moderne Tider skriver han om at rejse, storbyer, et elsket gadehjørne i Warszawa, en legendarisk book store i L.A., om at gå på café, kvinder, en del om kvinder. Der er hyldester til Henry Miller, William S. Burroughs og Italo Svevo, en bevægende nekrolog om Henrik Bjelke, personlige breve, en vidunderlig 66 siders lang fax til Jørgen Leth i Paris.
»Noget, der næsten må ligne et mareridt for den, der kommer til Paris og bare vil slentre,« starter faxen og tager læseren med på en eventyrlig rejse i Rukovs indre verden, der ender med en lang næse på en luderbar.
De politiske kommentarer om antisemitisme og Mellemøsten, Danmarks rolle under Anden Verdenskrig og ludere fra Østeuropa, kommer senere. De er vrede slag i bolledejen. De vidner om et mod til at skære igennem hykleriet og klidmostrenes hjemmebag, men også om idiosynkrasier, der er ganske massive.
Filmteksterne er ikke overraskende i overtal. Da Lars von Trier og Thomas Vinterberg i 1995 lancerer Dogme med de 10 ’kyskhedsregler’, hilser Mogens Rukov som en af de første initiativet velkommen.
»Hvis der bliver smilet i det danske filmmiljø over kyskhedspunkterne, så er det et dumt smil,« skriver Rukov profetisk.

Den naturlige historie
Selv inkarnerer han måske mere end nogen anden skiftet i dansk film. Fra sin fascination af Tarkovskijs drømmesprog og våde kældre begynder han i starten af 90’erne at dyrke instruktører, som interesserer sig for at fortælle en historie. Pretty Woman er i en periode hans yndlingsfilm, men han bliver aldrig slave af de amerikanske fortælleskabeloner.
Han leger med dem, bruger tilfældige regler og systemer til at slå hul på sin mangeårige skriveblokering og udvikler hen ad vejen sin egen filosofi om »den naturlige historie dryppet med en skandale.«
Og i Festen, skrevet sammen med Thomas Vinterberg, omsætter han filosofien til en af alle tiders bedste danske film. Fødselsdagsfesten (ritualet vi alle kender) er den naturlige historie, og talen, som hovedpersonen holder til sin far, er skandalen, der truer med at sprænge familieritualet. Hverdagsrealisme og det uhyrlige balancerende på en knivsæg.

Den fuldendte flanør
Men hvad er det, der kendetegner Mogens Rukov skarpe blik, og som gør ham så efterspurgt som konsulent? Det oplever jeg under vort første møde. Hans svarer høfligt og belevent på mine faglige spørgsmål, men keder sig tydeligvis. Indtil han blandt papirerne på bordet pludselig får øje på en A4-kuvert adresseret til en kvinde. »Hvorfor en A4-kuvert? Man sender da ikke en A4-kuvert til en kvinde!« udbryder han forundret og bliver straks nærværende. Her er noget, som ikke stemmer, noget, der må undersøges, en menneskelig sprække, måske starten på en historie.
Havde Mogens Rukov levet for 100 år siden, ville man have kaldt ham en flanør, den med Baudelaires ord »fuldendte flanør, som har en umådelig fornøjelse i at tage bolig i mængden, i det flagrende, i bevægelsen, i det flygtige og det uendelige. At være hjemmefra og dog føle sig hjemme overalt.«
Han er lunefuld, man ved aldrig, hvad han vil sige eller skrive i næste sætning, han er på mange måder et paradoks. Æstet til fingerspidserne, en nøgtern iagttager og politisk engageret, en anarkist, der elsker spilleregler, en hårdt arbejdende livsnyder, en charlatan.
Bogen, der bærer titlen Festen og andre skandaler, er endt med at blive større end planlagt. Det er en broget samling af tekster, som viser de forskellige sider af Mogens Rukovs virke (læreren, inspiratoren, manuskriptforfatteren, debattøren og forføreren) – og læseren må selv gå på opdagelse og sammenstykke sit eget billede af manden med den gode historie.
Samlingen rummer også en hyldest skrevet til lejligheden af Thomas Vinterberg og Lars von Trier, og det er i den grad en bog, som indbyder til anarkistisk lystlæsning. For nu at parafrasere Rukovs egen læsevejledning til Henry Miller: Man skal begynde, hvor man har lyst, i et vilkårligt essay eller på en vilkårlig side, og blive fanget ind og gjort opmærksom. Det er sådan, man får fornøjelse af Mogens Rukov.

*Artiklen er en bearbejdet version af forordet til bogen Festen og andre skandaler. Udkommer på Lindhardt og Ringhof 12. november

*På tirsdag kl. 19 holder Mogens Rukov foredrag på Cinemateket i København om dansk film og samarbejdet med folk som Thomas Vinterberg og Lars von Trier

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu