Læsetid: 3 min.

Det er det, de vil ha’

Køkken/alrummet er tilbage i Danmark, denne gang som en del af det københavnske klubmiljø
2. november 2002

Klubmiljø
Bygning B, som ligger på Christianshavn i København, er byens største køkken/alrum. Her mødes nemlig de mennesker, der har været hele turen omkring pakhus raves, hotte house-klubber og almindelig røvballemusik, og nu er tilbage igen for at finde noget andet.
Her ender de – i køkken/alrummet på kajen og snakker med deres venner og deres venners venner om eks-kærester, deadlines og delebørn, mens de venter på god mad, og lytter til rytmisk musik. Alt sammen en slags afterski efter jobbet for den unge – men voksne – forældregenerationen i begyndelsen af 30’erne.
Sådan måtte det i hvert fald gerne se ud, hvis folkene bag Luftkastellet, som har til huse i Bygning B, fik deres vilje. De vil give begrebet fritidsklub en helt ny betydning for voksne, og præsenterede derfor torsdag aften en ny ambitiøs fusion mellem den allerede etablerede klub-event Socios, Music For Dreams med den legendariske klub-pladevender Kenneth Bager og modeshowet Kiwis Can Fly, med Julia Lahme bag designtasterne.

Designer-nattrøjer
Arrangementet blev skudt i gang af netop modeshowet, hvis titel »Kiwis Can Fly« henviser til et ordsprog fra New Zealand, hvor nationalfuglen kiwien ikke kan flyve – men alligevel kan, hvis den altså beslutter sig for det.
Arrangørerne havde fået en række af Danmarks kendte kvinder til at trække i kludene, der vel nærmest kan betegnes som designer-nattrøjer, med deres lårkorthed og manglende underdele.
Havde man forventet stort opsatte rober af den franske slags, gik man forgæves, men showet var alligevel kreativt sat op, med overraskende styling af pigerne og downbeat musik i ørene.
Efter denne sceneoptræden var det tid for at trække ud og strække ud i de såkaldte ’hjemmestuer’ – stilfuldt arrangerede hyggekroge rundt omkring i lokalet med brune læderstole og et par fjernsyn.
En ubekymret stil og så smagløs, at den var hyggelig. Den sædvanlige stå-i-baren-og-kigge-hinanden-ud adfærd var på denne måde afløst af en afslappet ’hold da kæft – her sidder vi i sofaen ligesom hjemme hos mor og far!’
Med sofabord og det hele. Eller som Luftkastellets folk ville have sagt det: ægte
action-hygge.

Fire-retters livret
Ind imellem al denne højkultur og hjemlig hygge, kan en erfaren clubster godt trænge til lidt af det, det hele handler om – behovet for noget dejligt cremet klub-lyd leveret af tidens dj’s suppleret af kendte navne fra medielandskabet, blandt andre Karen, Master Fatman og Frank Hvam, foruden altså vores allesammens ’tallerken-ven’ Bageren.
En pause i musikken kan passende tilbringes i den modsatte ende af Bygning B, hvor Luftkastellets store køkken bød på pornostjernen og aftenens gæste-dj Katja Keans fire-retters livret, samt udskænkning af veltempereret champagne.
Stemningen nede i denne ende af alrummet var særdeles vellykket. Godmodig høf-lighed og hilsen-på-hinanden foregik i afslappet atmosfære, der kulminerede i den geniale udstue placeret ud mod havnen. Store lysestager og de flotte IQ-light lamper fuldendte hjemmestue-stemningen, og smed man sokkerne for at mærke det fine sand på gulvet, ville man nok aldrig ønske at forlade stedet.
Hjemmestue-udestue
Og arrangementets popularitet blandt publikum, så da også ud til at lykkes meget godt. I hvert fald var alrummet godt fyldt op allerede tidligt på aftenen, og indetemperaturen var en skærende kontrast til havnens vand på denne småkolde sidste dag i oktober.
Køkken/alrummet har åbent for alle med trang til torsdagsklub frem til 26. december. Lidt hjemmestue og action-hygge i fritidsklubben – for det er det, de unge vil have!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her