Læsetid: 4 min.

Håb forude

Der synges stadig på dansk trods aquaficeringen af pladebranchen. Nogle gange lyder det oven i købet godt!
25. november 2002

Nye cd’er
»Karrierekanonen« er et seriøst forsøg fra DR’s side på at stimulere dansksyngende artister, og det initiativ vil vi gerne højlydt applaudere herfra.
Blandt flere hundrede forslag er valget faldet på nærværende 24 numre fra tolv solister, med lovning på en masse airplay på P3 og P4... se, det kalder vi aktiv kulturpolitik, thi selvom pladebranchen har haft et (lidt for) godt øje til det forjættede udland siden Aqua-eventyret, er vi en flok forbenede hjemmfødinge, der (stadig) ikke er flove over muddersmålet som hverken tale-, skrift- eller sangsprog – uden af den grund at gå i sort over hverken ’globalisering’ eller ’indvandring’.
For at sætte tingene på spidsen tør man ligefrem hævde, at uden et sprog kan vi næppe kaldes et folk ... men okay, når man hører Leif-E. ’rappe’ om den ’dobbeltgrimme’ »Berta« på nummeret af samme navn, får man det sgu også dårligt over den ’folkelige’ humor, der dér står én i møde.
Det er fladpandet på samme tåkrummende måde som Polle fra Snave og kald mig bare kulturradikal, men herregud, hvor er det dog usjovt, uværdigt og frem for alt, totalt til fals for laveste fællesnævner. Ikke mærkeligt det er blevet et stort, stort radiohit i det lillebitte lorteland.

I mesterklassen
Ellers er der løfterige takter på den dobbelt-cd, som projektet har affødt, hvor 12 dansksyngende artister har indspillet to sange hver.
I mesterklassen ligger Klondyke, der allerede i foråret udsendte et lysende talentfuldt debutalbum, som fluks placerede sangskriver Mikael R blandt dansksprogede sangskriveres elite.
På samme niveau findes sublime Ligusterlogik, der ajourfører arven fra Steffen Brandt & TV-2, Love Shop og C.V. Jørgensen – tilsat pop- og latinelementer – med »Roadmovie« og »Min metropol«.
Var jeg pladeselskabsdirektør, tørrede blækket på kontrakten med gruppens to medlemmer Jesper Tonnesen og Ramus Broe netop nu, for det her befinder sig på et højt kunstnerisk niveau samtidig med, at det er lige til at gå til. Og teksterne hæver sig milevidt over det fleste af de andre bidragyderes hjerte-smerte-vare. Sprogbevidsthed og melodisk tæft, min sjæl, hvad vil du mer?
Også duoen Monopol kan noget, selvom den lige skal bruge lidt mere tid til at file sin moderne, mundrette modersmålspop til – når og hvis Nikolaj Rysager træder i karakter som sanger, kan duoen gå hen og blive det helt store, for den har fingeren på pulsen og det musikalske bagland i orden.
Kvartetten Sterling er til gengæld eneste rockindslag, og her høres det tydeligt, at Bob Hund ikke har eksisteret forgæves: med skæve tekster tilsat en udpræget indie-rock lyd ligger bandet stadig kun lige på den rigtige side af lovende.

80’er-pop
Resten af bidragene falder i to kategorier: Pop med klare referencer til 80’ernes kystbanepop og et par singer-songwriters med noget på hjerte, omend ikke altid et synderligt spændende udtryk at have det i.
Blandt de førstnævnte står den på rent klichemageri hos århusianske Ørenlyd, der virkelig sætter lytterens tålmodighed på prøve, ikke kun her, men også på debutalbummet Ind Under Himlen, der trods ansatser på tekstområdet musikalsk aldrig løfter sig over metervaren. Radiovenligt, måske, men også bagstræberisk og kedeligt.
Og selvom kvartetten Popfilter afgjort er bedre såvel på pladen her som på debuten Popfiltrer, balancerer de kun lige på kanten mellem det gedigne og det fortærskede med en håndfuld hæderlige sange, som måske er velproducerede nok til at kunne indfange lidt af en Christians publikum.
En Janne Mark fusionerer moderne beats med klassisk melodik uden dog at revolutionere nogle af delene, hvor duoen Osman Slot gør sig i en art R&B, der svinger helt fint og besidder en vis kontemporær fernis, men i sidste ende minder lige lovlig meget om Danseorkestret for denne skribents smag.
Martin Høybye leverer et habilt bud på westcoast-vellyd af Poul Krebs-skolen – og jo tak, han synger bedre end Krebs, men hvem gør ikke det? – selvom sangene stadig lige mangler et nøk for ikke at ryge direkte til forbrændingen, mens teksterne er som taget lige ud af ’Bogen med Kærlighedsklicheer’.
Også Eskild Dohn har hørt Krebs, Olsen etc., men der er fremdrift og riv i hans band, og han kan faktisk skrue en sang sammen, så man spidser ører.
Thomas Heides jazzede Beatles-pop er i høj grad en smagssag, men trods et gammeldags udtryk, er det stadig en pudseløjerlig og svingende afslutning på projektet her.
Alt i alt et både tiltrængt, forfriskende og opmuntrende indslag fra Kontoret for Trængte Sprog og herfra skal lyde et bravo til initiativtagerne til dette brogede, men først og fremmest bekræftende indslag på scenen anno 2002.

*Div. Kunstnere: 24 skarpe skud fra Karrierekanonen (DR/Bonnier)
nwww.dr.dk/live
*Ørenlyd: Ind Under Himlen (Transistor Music)
nwww.oerenlyd.com
*Popfilter (Kick Music)
*www.popfilter.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu